Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. maj 2013

Så har jeg begået en “unboxing video”

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 19:08


Det er ikke helt ved siden af, når jeg har kaldt den noget i retning af “The Worst Ever Unboxing Video in the Whole, Wide World”. Det er så hvad det er. Jeg har gået lidt i cirkler rundt om dyret hele dagen, for det skal da indrømmes, at jeg ikke er meget for at skulle stikke huller i mig selv. Ganske vist bliver jeg dagligt massakreret af kattene, men det er nu noget andet. Det beror som regel på mis(hah!)forståelser, og jeg ved aldrig rigtig, hvornår det kommer. Sådan med vilje at stikke hul på sig selv kræver et vist nænne, som jeg ikke uden videre har. Det er nok derfor, der medfølger indtil flere instrumenter til proceduren. Noget med indbyggede fjedre, og så kan man på forhånd indstille, hvor dybt hullet skal være. Det må være noget med, at hvis man skal måle blodsukker, skal det være det lille hul, skal man lave blodpølse, skal det være det store…
Nature morte
Nå, jeg fik prikket hul og anbragt noget blod på sådan en strimmel. Den sagde, at der ikke var blod nok, og at jeg skulle tage en ny strimmel. Så sagde den 888, dvs. alt, hvad der kan lyse op på den skærm lyste op, men kun et kort øjeblik. Jeg prøvede en tredje strimmel, og da sagde den slet ingenting. Jeg prøver igen, når jeg har læst hele den danske brugsanvisning. Det bliver nok en gang i weekenden. Fik jeg sagt, at jeg ikke rigtig har taget det dersens diabetes til mig endnu?