Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. juni 2013

Hvad er det egentlig, jeg vil?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: — Henny Stewart @ 10:12

Dette spørgsmål skal man nok stille sig, når man føler sig i en malstrøm, måske af egen tilvirkning, for at sikre sig ikke at stå dårligere efter, end man gjorde før.

Først må jeg hellere hive disclaimeren frem: Dette indlæg handler om min sygdom. Hvis du ikke orker at læse mere om den, så er du på forhånd tilgivet, med mindre altså, at du er en af de sundhedsprofessionelle, jeg pt. har kontakt med. Stryg det, i så tilfælde ser jeg hellere, at du tager halmen ud af ørerne og hører ordentligt efter, næste gang, vi ses.

Jeg går og føler mig lidt som en lille pige, der har sladret om de store drenge henne i skolen. I denne runde startede det med, at min sagsbehandler spurgte mig, om jeg var kræftfri nu. Det kunne jeg ikke svare hende 100% på, hvilket hun fandt underligt. Det gør jeg nok også selv, og derfor tog jeg sagen videre til min egen læge.

Jeg har også skrevet om det her på bloggen, lige før jul, var der en læge, der mente, at jeg måske kunne trænge til en anelse kemoterapi. 10 dage senere sendte han mig så et brev om, at onkologerne ikke mente, at det var nødvendigt. Den gang klappede jeg bare i hænderne og råbte jubii! – Siden er jeg kommet til at tænke på, at lægerne ikke har undersøgt mig i den mellemliggende tid, og at det resultat, de dengang kom frem til, er baseret på synsning. Kvalificeret synsning, bevares. Eller det håber man da! Når jeg samtidig tænker på alle de faktuelle fejl, jeg har påvist i min journal, kan man vel ikke bebrejde mig, at det kniber lidt med tilliden efterhånden?

Mit syn på den behandling, jeg har fået, er, at jeg kom på hospitalet, fik den store operation. Der stødte diverse komplikationer til, men hele tiden havde hospitalet en plan B. Jeg følte mig tryg på hospitalet. Dette var nok især sygeplejerskernes fortjeneste, når jeg nu tænker efter. De kunne nemlig forklare, hvad det var “de flyvende doktorer” havde sagt.

Tilbage til spørgsmålet: Har jeg eller har jeg ikke cancer stadigvæk? Historikken i sin helhed er sådan her: Mens jeg stadig lå på hospitalet, kom en af de kirurger, der havde deltaget i min operation og fortalte mig, at de nu havde modtaget det endelige laboratoriesvar og at alt var i orden. Siden blev jeg så udskrevet, og skulle gå i kontrol. Der mødte jeg så ham, der mente, jeg kunne have kemo behov og fik det afblæst igen.

Jeg gik til min praktiserende læge med bl.a. dette, og tænk, hun synes faktisk heller ikke det er i orden, så hun har henvist mig til en ct-skanning. Så kan man da få besked om både revl og krat. En anden ting, som jeg beklagede mig til egen læge over, var at jeg ikke mener, at det er 100% godtgjort, at der ikke er forsnævringer i mit tarmsystem. Mine hyppige “eksplosioner” af den ene eller den anden art – især efter måltider – kunne tyde på det. Også det, at min mavesæk var fuld af madrester ved den seneste gastroskopi, skønt den foregik op på dagen og jeg var fastende siden dagen før, burde have været et vink med en vognstang. Endelig var jeg blevet lovet en røntgenfotografering med kontrastvæske, hvis gastroskopien ikke viste noget sikkert. Det sidste har de enten glemt eller valgt at lade hånt om, idet jeg blev indkaldt til næste kontrol den 10. oktober! Disse betragtninger har min læge også ladet gå videre, og nu er min kontrol pludselig rykket frem til denne uge, pudsigt nok til eksakt samme tidspunkt, hvor jeg ellers skulle have været til et vigtigt møde på jobcentret!

Så er det, jeg lige pludselig får en primitiv frygt for, at jeg skal ud og have buksevand, fordi jeg har sladret til læreren.

Tilbage til mit syn på forløbet: Jeg har ingen kritik af min indlæggelse. Der skete farlige og uventede ting, som utæt anastomose (anastomoseinsufficiens, jeg skal komme efter dig, lægelatin!), dobbeltsidig, kemisk lungebetændelse bare for at nævne et par stykker, men hele tiden følte jeg, at folk havde fod på sagerne og hele tiden var et skridt foran tilfældighedernes rasen.

Efter udskrivelsen føler jeg mig derimod ladt i stikken. Hver gang, jeg har fortalt om et ubehag, et symptom, har jeg fået at vide, at dette var blevet mig fortalt før operationen, som jeg jo selv gav samtykke til. Jow, jow, men der er jo ikke tale om, at jeg forsøger at returnere en gammel, brugt bil, fordi den er mere rusten, end jeg havde troet! Jeg er jo, i gode som i onde tider, tvunget til at leve med det system – jeg var lige ved at skrive makværk – man har udstyret mig med.

Svaret på overskriftens spørgsmål er dette: Jeg vil have mit liv tilbage! Jeg vil have det sådan, at jeg kan leve “normalt”, dvs. uden at skulle være bange for at skulle kaste op, få mavesmerter eller diarré hele tiden. Den slags symptomer havde jeg altså ikke hver dag før operationen, men jeg har stort set haft dem hver dag efter.

Hvorfor jeg skriver det her? Det er en måde at bearbejde det på, omend ikke få det ud af systemet. At skrive det til skuffen er ikke det samme, nej. Her er der mulighed for feedback, og det kan jeg også lære af.