Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. juni 2013

Når man ikke taler pænt til sig selv

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 16:54

Det er næppe kun mig, der kan sabotere mine egne drømme og planer ved at tale grimt til mig selv. Ikke højt, selvfølgelig, men som en del af den indre dialog, der kører. Fx skal det jo ikke, og det kan det heller ikke, være nogen hemmelighed, at min husførelse lader en del tilbage at ønske. Når jeg så går i kast med noget, der er godt for mig, at male fx eller skrive blogindlæg, kan jeg godt have en indre dialog, der går ud på, at jeg spilder min tid, hellere burde bruge tiden til noget fornuftigt, som fx at lægge vasketøj sammen eller støvsuge, for ikke at tale om at rydde op. Jeg kan godt bruge ganske grimme ord i den forbindelse, og det kan blive så slemt, at jeg ikke kommer i gang med min aktivitet, så jeg i stedet for at male eller lave blogindlæg laver ingenting.

Det duer jo ikke! Det er jo vildt, at jeg i min alder stadig slæber rundt på noget skældud, jeg fik som barn, desuagtet, at den, der skældte mig ud og muligvis ikke mente noget særligt med det, har været død i samfulde 20 år. Samme person sagde i sin tid til mig, at det var godt, jeg havde valgt at tage mig en uddannelse, for jeg duede da i hvert fald ikke til at arbejde! Dette udsagn kommer op i mine tanker igen nu, hvor jeg pt. rent faktisk ikke duer til at arbejde, hverken den ene eller den anden slags arbejde.
Hævet pegefinger
Hvorfor slæber jeg dog rundt på sådan nogle vurderinger, der for det første slet ikke er rigtige, og for det andet overhovedet ikke kan bruges til noget som helst? I det hele taget er skam og skyldfølelse nogle af de mest ubrugelige og ødelæggende følelser, fordi man, når man først er nået dertil, ikke kan gøre noget ved de faktiske forhold, der måtte ligge bag. Hvis det havde været muligt, ville man jo netop føle hverken skyld eller skam.

Hvordan skal man, uden at miste al selvkritik eller respekt, opdrage sig til at tale pænt til sig selv, til at erstatte de negative udsagn fra ens indre dialoger med positive? Og nej, det hjælper ikke at sige til sig selv, at man skal tage sig sammen.