Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

3. september 2013

I gear igen …

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 17:06

Nyt håndtag

Det lykkedes den residerende cykelsmed/altmuligmand at finde delene her i byen og også at få dem monteret. Nu har min cykel atter 3 gear, og de funker faktisk bedre end nogensinde. Et nyt håndtag og et nyt kabel var, hvad der skulle til.

Dokumentation!

Jeg benyttede jernhesten til et ærinde på apoteket, og alt gik som smurt, bortset fra, at de mente, at der var nogle af mine piller, der ikke var på lager. Det undrede jeg mig højlydt over, for jeg mente, at der var tale om et ganske ordinært middel. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der fejlagtigt stod “smeltetabletter” på recepten. Dette har jeg aldrig fået, og så var tabletterne alligevel på lager, og jeg kan motionere et andet sted hen i morgen. Det er så kedeligt at køre samme vej hver gang.

Hjørring Løveapotek

Apoteket residerer i en forloren renaissancebygning. Det har åbenbart været på mode. Bygningen skråt overfor apoteket lader intet tilbage i stilen. Man kan formode, at der har været en vis konkurrence om, hvem der kunne den her stil bedst på et tidspunkt.

Renaissancebygning

Ellers gik turen uden noget at rapportere. Jeg må indrømme, at hver gang, der sker et eller andet, der ikke er lige efter min bog (vælte på cyklen, gå alvorligt sukkerkold), så giver det anledning til en vis utryghed, som jeg er nødt til at bekæmpe.