Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. september 2013

Indlæg nr. 700!

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 15:10

Bortset fra det, fru Kammerherreinde, så er der ikke så meget nyt at fortælle. I dag har jeg hovedet op og benene ned, og det er vel altid en begyndelse. Men humøret er ikke godt, og jeg kan altså ikke bare tage mig sammen til at lave om på det!

Jeg skrev forleden om forandringer, og om at jeg har lavet om på så meget, at jeg har besvær med at genkende mig selv til tider. Men der er er flere ting, jeg godt ville have lavet om på. Det er dog muligt, at jeg har et problem, som ikke kan løses, uanset hvor meget, jeg laver om, og hvor mange specialister, der hjælper til. Spørgsmålet er så, hvordan man lærer at leve med det. Skal man kaste sig ud i politik eller er det snarere religionen, der bør dyrkes?

Spøg til side. Jeg har, skønt jeg har oplevet en del med mit helbred, specielt det sidste år, altid troet på, at jeg ville kunne komme tilbage til en “normal”-tilstand. Eller i hvert fald en god efterligning, men jeg er ikke længere så sikker. Selv om jeg nu står over for at skulle “raskmeldes”, må jeg sige, at jeg ikke er særlig tilfreds med og i mig selv. Hver gang, jeg har syntes, at nu begynder det at gå godt, så har jeg fået et gok i nødden. Jeg skal endelig bare ikke tro, at jeg har kontrol over noget som helst.

Vejret er sikkert medvirkende årsag til dette anfald af selvmedlidenhed, med vejret kan jeg i hvert fald ikke stille noget op.