Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. september 2013

Forsvundet i systemet/ lost in translation

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 16:03

En dag her i ugen modtog jeg et udskrift af seneste version af min opfølgningsplan fra Jobcentret. I den kunne jeg læse, at jeg har en aftale med et vist ambulatorium på et sygehus i Aalborg (noget at gøre med min operation) i begyndelsen af oktober. Den oplysning sad der fra en tidligere opfølgning, og jeg var ikke sikker på, at jeg stadig havde den aftale, idet der er løbet meget – og noget andet – vand i stranden i mellemtiden.

Jeg tænker stadig på mig selv som et relativt ordentligt menneske, så jeg ringede til bemeldte afdeling og spurgte dem, om jeg stadig havde den aftale. Også med det in mente, at hvis jeg stadig havde den, ville jeg være nødt til at melde afbud, idet jeg har “afsluttende eksamen” på diabetesrehab den dag. Personen i den anden ende af linjen kunne ikke umiddelbart finde mig på sin computer, men efter et stykke tid fandt hun alligevel en, der kunne være mig. Hun spurgte, om det var i Hobro, jeg sidst havde haft kontakt med systemet. Da jeg kunne bekræfte dette, og da personnummeret også passede(!), blev vi enige om, at det nok var mig, hun havde fundet frem til! (Det kan oplyses, at der findes “under to” personer med mit navn i kongeriget DK.)

Imidlertid kunne hun ikke se, om jeg havde nogen aftale, så hun “stillede mig lige om til ambulatoriet”. OK så, der sad jeg med duut-dut, duut-dut i flere minutter, før jeg fandt på at afbryde. Jeg sad trods alt der med en mobiltelefon på minuttakst!

Idet jeg stadig er “ordentlig”, sendte jeg dem en mail, hvor jeg meddelte, at jeg gik ud fra, at jeg ikke havde nogen aftale, med mindre jeg hørte fra dem, og at jeg, hvis jeg havde en aftale den x/x, måtte melde afbud, idet jeg var “anderswo engagiert”.

I dag modtog jeg så en snailmail indkaldelse til to dage før den oprindelige dato. Hvilket er om snart. Det får mig til at tænke, at man som sygemeldt virkelig formodes at være til rådighed både tidligt og sent og også til noget, der ikke umiddelbart er til gavn for én selv. Jeg er nemlig kommet til den konklusion, at de kontrolsamtaler, jeg er til på denne afdeling, er til ære for deres statistik og ikke til mit bedste. De vil godt følge med i, om jeg klarer det de *5 år, og hvis ikke, hvornår på vejen, det så begynder at vise sig. Mig har man nemlig allerede fortalt, at der ikke er flere skud i bøssen, hvis canceren kommer tilbage. Måske noget palliativ kemo, hvis man ellers kan forestille sig den kombination. Jeg har en ting, jeg godt vil have fortalt dem. Nemlig, at de skal huske at advisere patientens hjemkommune om, at denne skal have rehabilitering. Hvis de glemmer det, er vejen til rehab nemlig lang og snørklet, som jeg har erfaret det. Hvis det ikke var for det, tror jeg sørme ikke, jeg gad komme til den kontrol. Men det kan selvfølgelig også komme mig til skade på Jobcentret, hvis jeg bliver for tvær (også) i denne sammenhæng.

En del ting i mit liv ville se ganske anderledes og meget bedre ud, hvis jeg var økonomisk uafhængig, det er helt sikkert. Så ville jeg blandt andet meget bedre kunne prioritere min tid.

* Mellem 12 og 30 procent af de, der får min diagnose, er i live 5 år efter. Tallet afhænger af, hvis statistikker man læser
Cyklen i dag
PS: Jeg har været ude og prøvekøre min nye cykel i dag. Foreløbig er anmeldelsen noget blandet. Sådan lidt “meh”. Det er forhåbentlig bare et spørgsmål om at få sadlen indstillet helt rigtigt og så at vænne sig til den. Jeg syntes, hvilket bekymrer mig, at den var svær at styre. Hvis det fortsætter, tør jeg ikke køre på den. Jeg er usikker nok på to hjul i mig selv. Skulle måske have satset på en trehjuler. Eller på noget støttehjul. Kan voksne køre med støttehjul?