Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

7. oktober 2013

Sct. Knuds kilde

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 16:56

Kilden
Så kom den sidste træning til diabetesrehab. Det foregik udendørs, i den lille park ved Sct. Knuds kilde. Vi var heldige med vejret, der var mildt. Solen tittede endda frem på et tidspunkt.

Det var noget vemodigt, at det var sidste gang. Dvs. vi har en gang mere, men det er “eksamen”. Nu må vi jo håbe, at jeg ikke dumper. Hvis man dumper, får man ikke et forløb mere. Ærgerligt, det kunne jeg ellers nok bruge.

Dagens aktiviteter kunne jeg kun deltage i nogle af, men det er da oplagt at gå ud og motionere. Det behøver ikke kun være gå eller løbeture. Vi fik prøvet, hvordan man kan motionere med de ting, man nu møder på sin vej. En kæp til fejesving. Armpress ved en bænk. Hvis man er en flok, som vi var i dag, diverse former for stafetløb/gang. Ergo behøver man ikke motionscykel, romaskine, crosstrainer, løbebånd og hvad har vi. Men disse redskaber er det nu ikke så ringe at have adgang til, specielt når vejret bliver koldere, vådere, mere smattet og i det hele taget ikke til at have med at gøre.

En sådan adgang, eller tilsvarende, skal jeg have arrangeret. Det har jeg ikke på plads endnu. Der er simpelthen stadig for mange ubekendte i min nærmeste fremtid, til at jeg kan give tilsagn til – og betale i dyre domme for – at deltage fast i et eller andet forløb.
7. oktober