Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. oktober 2013

Aftaler og løfter

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 18:01

8. oktober
Det var så i dag, jeg havde en “kontrolsamtale” med lægerne i Aalborg. Det er snart ved at være totalt grotesk. Da vi sad og ventede i det lille konsultationsrum, hvem valsede så ind? Det gjorde såmænd den læge, jeg havde bedt om at få fjernet fra mit forløb. Den anden læge var ikke på arbejde, og den tredje var “anderswo engagiert”. Hvad skulle det være, ville jeg gennemføre samtalen med den læge, jeg har fyret, eller ville jeg gå med uforrettet sag og få en anden aftale? Vi skal jo ligesom køre godt 100 km hver gang, det her circus skal holde forestilling, så jeg gik med til at gennemføre med dr. Knapsågod. Men det kunne de fandeme godt have skrevet i brevet!

Dr. K kom ikke alene til konsultationen. Der var også en sygeplejerske, en sygeplejestuderende og en ekstra læge. Man havde vel et behov for vidner. Godt så. Jeg repeterede, for the record, hvad der er gået galt mellem mig og sygehuset, siden jeg blev udskrevet:

  • Der stod ikke i mine udskrivelsespapirer, at jeg skulle have rehabilitering efter operationen. Derfor fik jeg ingen rehabilitering den gang. Det skal stå i udskrivelsespapirerne. Det hjælper ikke, at man senere skriver det i journalen. Det hjælper heller ikke, at egen læge henviser. Hvis det ikke står i udskrivelsespapirerne, sker der ikke en dut. Det er for sent at gøre noget ved det for mit vedkommende, men for Guds skyld, husk at skrive det i fremtidige patienters udskrivelsespapirer. Så kan de forhåbentlig få den hjælp, de har brug for.
  • Der var 4 faktuelle fejl i den første journal, der blev skrevet, efter at jeg slap ud. Dr. K mener stadig, at han har skrevet notatet korrekt. Det står altså ord mod ord.
  • Jeg har ingen klager over min indlæggelse. Alt forløb forbilledligt, mens jeg var på sygehuset. Også når der stødte komplikationer til, var bagstopperne klar. MEN – jeg føler mig totalt svigtet, efter at jeg er kommet hjem.

Lægen forsøgte at tørre min manglende rehabiliteringsplan af i den anden afdeling. Selv om det var en mave-tarmoperation, jeg fik lavet, lå jeg på hjerteafdelingen. Så det er altså, iflg. dr. Dittendatten hjerteafdelingens ansvar at lave den plan. Forstå det bare på en gang: Det rager mig en høstblomst. Det er HOSPITALETS ansvar, at sætte prikker over alle i’er og streg i alle t’er. Det er mig aldeles lige meget, hvordan hospitalets forskellige afdelinger fordeler ansvaret mellem sig.

Jeg fik iøvrigt bekræftet, at overlevelsesprocenten 5 år efter min diagnose er godt 30. Hvis jeg ikke er blandt dem, synes jeg egentlig at det er spild af min kostbare tid, at jeg skal ud og søge ikke-eksisterende jobs om ikke særlig længe.

Så fik jeg en ny tid til om 6 måneder. Jeg tror næppe, jeg kommer til at holde den aftale. Hvis jeg skal, skal det i hvert fald gøres klart for mig, hvilke fordele der er i det for mig. Som jeg ser det, skal vi betale for og bruge tid på godt 100 km, samt sidde gennem en konsultation, der sådan set er en fornærmelse fra ende til anden. Det er slet ikke muligt at få bare en lille smule ret i det system, eller – endnu mere vigtigt – noget vejledning i, hvordan de problematiske ting i min dagligdag kunne blive lidt bedre. Jeg fik bare at vide, at det aldrig bliver normalt, og at jeg bare skal lære at leve med det.

Dette sammenholdt med en utryg og udfaldstruet fremtid får mig til at spørge: Jeg har overlevet, men til hvad?

Og så var det ham!

Filed under: Blandet — Henny Stewart @ 15:08

Den læge, som jeg havde bedt om ikke at skulle møde mere. Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde forventet at se ham igen. Fik så valget mellem at gennemføre kontrol.samtalen med ham og så at komme igen en anden dag. Vi skal ligesom køre godt 100 km hver gang, Mester! Da jeg alligevel ikke havde nogen forventninger om personligt at få noget ud af samtalen, sagde jeg nej tak til at komme igen en anden gang. De kunne godt have ladet mig det vide på forhånd, at det ville være ham! Jeg har trods alt bedt om at få ham fjernet fra mit forløb. Tal om “Switch and bait”.

Men da det nu var den herre, iøvrigt plus en sygeplejerske, en sygeplejerskestuderende og en ekstra læge, repeterede jeg lige grundene til, at vore veje var skiltes i sin tid. Jeg pointerede vigtigheden af, at hospitalet skriver det i udskrivningspapirerne, hvis patienten skal rehabiliteres. Hvis det ikke står der, sker der ikke en dyt, hvilket jeg er levende bevis på. Det hjælper ikke, at de senere skriver det i journalen. Ej heller, at ens egen læge henviser til rehabilitering. Måske ville det have hjulpet, hvis jeg var gået i total hjælpeløs-modus og havde accepteret, at mødet med kommunens visitator skulle foregå her i vores hjem. Det sagde jeg jo nej til, fordi jeg ikke søgte om hjælp til husarbejdet – I should be so lucky. Jeg tror ikke, at lægen fattede pointen. Jeg gentog den et par gange, idet det jo er for sent for mit vedkommende, men det kunne måske hjælpe nogle andre stakler, der bliver udskrevet efter store operationer i fremtiden.

Det er da helt bagvendt, at jeg skulle være så “heldig” at få diabetes, før jeg kunne få noget genoptræning! Jeg mærker, at træningen hjælper, men den har stadig ikke hjulpet tilstrækkeligt til, at jeg synes, jeg er klar til at gå ud og søge arbejde. Hvis man søger arbejde uden at vide, om man fysisk og psykisk kan slå til, er det vel en form for bedrageri?

Nå, som forventet fik jeg ikke noget positivt ud af kontrolsamtalen. Jeg håber bare, at en eller anden af lægens entourage tog pointen med ud. Man har lov til at håbe.

Jeg fik bekræftet, at overlevelsesprocenten ved min diagnose er godt 30 efter 5 år. At jeg skal bruge noget af min kostbare tid på jobsøgning er en forbrydelse.

.