Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

4. december 2013

Historiske tilbageblik på arbejdslivet

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 13:28

4. december
Sidste år, et stykke tid før sommerferien, blev jeg og mine kolleger alle fyret. Det gav anledning til, at jeg skrev lidt om, hvordan jeg var kommet ind i den branche og hvordan tingene foregik, dengang i stenalderen. Jeg tror ikke, jeg kommer til at skulle bruge skriftet i andre sammenhænge, og så kan det jo lige så godt blive publiceret her. I lidt forskellige afsnit. På en måde er det begyndelsen til det 25 års jubilæumsskrift, som aldrig blev aktuelt, da min daværende ledelse ikke havde til sinds at fejre det, hvis det overhovedet var gået ind på deres radar. Herom kan man have sine tvivl.

Jeg søgte første gang job som underviser i dansk som andetsprog i sommeren 1985. Der var startet en lille, bitte skole i Dansk Flygtningehjælps regi i Hjørring. Jeg fik besked om, at min ansøgning var modtaget, og så hørte jeg ikke mere til det i flere måneder.

I mellemtiden havde jeg været ude i lidt forskellige, mærkelige beskæftigelsestiltag, bl.a. skulle jeg forsøge at skabe orden ud af kaos i et lille firma i Hirtshals. Firmaet beskæftigede sig med at skære fiskekuttere midt over og sætte dem sammen igen med noget i midten, så de endte med at blive større. Desuden installerede firmaet maskiner, der kunne behandle og pakke fisken, før båden nåede i havn. Så var firmaet også i gang med at købe et patent på en speciel flange (forklaring følger muligvis) fra en nordmand, der havde opfundet den. Der var ikke fuld enighed om, hvorvidt købet var gennemført eller ej, så jeg havde besøg af bemeldte nordmand indtil flere gange, mens jeg sad og skulle forsøge at lave en alle tiders reklame for en vibrationsfri skotgennemføring ved hjælp af bemeldte flange. Som jeg nu har forstået det, så er en/et skot en væg på et skib, og flangen var et hul, der var foret med en art skumgummi, sådan at man kunne lede kabler og rør og andet godt gennem, også til havs og i høj søgang, uden at ødelægge hverken væggen, røret eller hullet. Det blev ikke rigtig til så meget med reklamen, for dels var der den sure nordmand, og dels var der masser af mennesker, der ringede for at få at vide, hvorfor de ikke havde fået deres penge. Jeg havde en stående ordre om at sige, at checken lige var blevet sendt, men når folk ringer 5. gang på en uge, så begynder det at lyde hult.

Midt i al denne travlhed indløb en invitation til en ansættelsessamtale i Dansk Flygtningehjælps afdeling på Springvandspladsen i Hjørring. Jeg mødte op til et kaffebord og en hel kødrand af mennesker. Der var dels L, som var leder af kontoret, P-F, som selv netop var blevet ansat på den amtskommunale Dansk Flygtningehjælps Sprogskole med hovedsæde i Ålborg. Til stede var også Ellen Kiehn (den senere forfatter til ”Den store damekaffe” og ”Alvor og gammen” bl.a.). og B. Ellen og B var der som repræsentanter for den lokale lærerstyrke. Der var også noget kontorpersonale med, nok mest p.gr. af basserne, men så traf jeg da også dem. Det var sådan set et meget behageligt møde.

Næste dag blev jeg ringet op af P-F, der spurgte, om jeg var klar til at tage springet, for så ville han da gerne ansætte mig. Jeg spurgte, om jeg kunne få garanti for, at jeg ville kunne arbejde ved Sprogskolen i mindst 6 måneder, fordi jeg jo nu var ude i noget job som langtidsledig, og hvis jeg opgav det, skulle jeg jo nødig miste dagpengeretten. Han sagde, at han godt kunne skrive sådan et brev, men det ville knap være papiret værd, det var skrevet på, for i 1985 var man ansat til en eller to dagbøger ad gangen, dvs. nærmest daglejervilkår. Jeg udbad mig betænkningstid. Jeg fik en time. Jeg diskuterede lige kort situationen med formanden på min daværende arbejdsplads. Han spurgte: Hvor meget får du i timen her? Jeg svarede 60 kr. Hvor meget vil de give dig på den der skole? 135 kr. Formanden spurgte: ”Er du dum eller hvad?” Og det kunne jeg da godt se, så jeg ringede P-F op igen og sagde ”ja, tak” til jobbet.

Så er man klar til at hoppe ud i det kolde vand, men det bliver nu ikke før i morgen. Der er ingen undskyldning for at lave blogindlæg for lange!