Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

25. september 2014

Angst æder sjæle op

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 19:13

Det var der en gang en film, der hed. Mens vi nu er ved de ting, der æder sjæle op, hvis vi nu har sjæle – ellers kunne man tale om at ødelægge selvværd,  at nedbryde psyken, at udfordre menneskets integritet,  overskride dets grænser, alt afhængigt af hvilken religion, filosofi, eller psykoanalytisk retning,  man nu bekender sig til, så er der noget andet, der også bryder ned, og det er dette konstant at stille krav til mennesker, som de ikke kan honorere.

I dette tilfælde er jeg ikke selv noget særligt tydeligt eksempel,  men jeg kan nå at blive det endnu. I forhold til min fortsatte forsørgelse fra 1. januar 2015, skal jeg nemlig være “rask” på dette tidspunkt. Rask kan defineres på flere måder,  heldigvis. Hvis der menes rask som i “værende i stand til at hugge brænde fra 7-15”, kan vi godt glemme det. Så rask har jeg aldrig været. Hvis vi mener rask nok til at påtage sig arbejde uden større fysiske krav og uden stress, det kan jeg nemlig slet ikke med, så har jeg nok en chance for at blive så rask, selv om jeg under ingen omstændigheder har så meget som et snefnugs chance i helvede for at finde sådan et arbejde.

Det med at skulle blive rask er noget af et pres,  når man nu har kirurgerne ord for,  at det “ubehag” – deres udtryk – ikke mit, er noget, man skal lære at leve med (og så i øvrigt være glad for at være i live (som om, det nu skulle være det eneste saliggørende) pun intended). Fx måtte jeg i dag vende om på vej til arbejde, fordi maven lige pludselig ville noget helt andet. Nå, men nu vil jeg så holde op med at bruge mig selv som eksempel.

I gårsdagens Politiken var der en i øvrigt meget velskrevet kronik af et ungt menneske med psykiske udfordringer,  der var ved at gå helt i smadder over den “press gang”-mentalitet, der herskede på Jobcentret,  a la: “Kan du ikke en gang finde ud af at sætte en tøjklemme sammen?”. Der var her tale om et ungt menneske, der trods sygdom og under store personlige omkostninger alligevel havde taget en længerevarende uddannelse. Vedkommende oplevede til gengæld at møde stor forståelse for sin sag hos Distriktspsykiatrien. Jobcentret og Distriktspsykiatrien betales af samme kasse. Vores kasse, som vi alle betaler til, om det så er af en lønindtægt eller ej. Velfærdssamfundets kasse. Ville det derfor ikke være rimeligt at de to instanser arbejdede sammen om at gøre det bedst mulige for vor hovedperson?

Åbenbart ikke.  Der er talrige andre eksempler på, at der sættes urealistiske mål og deadlines for mennesker, der helt uden egen skyld er havnet på overførselsindkomst. Det er dyrt for vores kasse, men det er endnu dyrere, hvis personen tabes på gulvet, så Velfærdssamfundet slet ikke kommer til at nyde godt af vedkommendes evner.

Heldigvis er det ikke alle Jobcentre, der behandler borgerne så dårligt som i ovenstående eksempel. Selv er jeg altid blevet talt pænt til og har mødt forståelse, men det ændrer ikke noget ved, at der er en systemisk mangel på respekt i dette, at alle skal forceres ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Også dette, at ansvaret for at blive spiselig for arbejdsmarkedet lægges over på borgeren selv, er respektløst. Man kan altså have en situation, hvor Distriktspsykiatrien via fx psykoeducation lykkes med at få borgeren til at forstå, at det ikke er hans/hendes egen skyld, at h/n har depressioner eller hører stemmer osv. Personen kan så gå over på Jobcentret og få at vide, at h/n skal tage sig sammen, for der er diverse deadlines, der skal tages hensyn til (og nogle klemmer, der skal samles). Netop dette “at tage sig sammen” er ikke en farbar vej ud af en psykisk sygdom, og det har været vidst i snart 100 år. Tvært i mod vil krav om at skulle tage sig sammen, gøre det sværere for den psykisk syge.

Problemet ligger måske i den måde, “Vores kasse” er delt op på og fungerer. Borgeren skal ud af en kasse og ind i den næste, og hver gang dette sker, er der resultatløn til sagsbehandleren? Eller bliver der trukket i sagsbehandlerens løn? Under alle omstændigheder synes jeg, at det er forkert at behandle borgerne sådan. Iboende i systemet er der en trussel til alle syge:”Hvis du ikke tager dig sammen og beviser over for os, at du er ved at blive rask, så stopper vi dine sygedagpenge”. Er det en måde at behandle alvorligt syge mennesker på? Jeg synes det ikke. Jeg tror simpelt hen ikke på, at nogen bliver rask af at blive sat under pres. Pres giver stress=mere sygdom. Selvfølgelig skal man arbejde, hvis man kan, og hvis man kan finde et arbejde. Men hvis der bare intet arbejde er, hvad så? Og hvis man bare ikke kan blive rask, hvad så? Er vi ude i at reducere i gruppen af ikke-arbejdsramte via sultemetoden? Tanken ligger lige for. I nogle kommuner vil man stoppe boligydelsen til ældre mennesker, hvis de ikke vil flytte til en meget ringere bolig i en helt anden kommune. Talløse er efterhånden beretningerne om borgere, der under trussel om at få fjernet forsørgelsesgrundlaget, bliver presset ud i de rene urimeligheder.

Skab nogle flere job, til både unge og ældre arbejdsløse, men giv dem ikke til os, før vi kan klare dem. Tal ordentligt til borgerne på alle Jobcentre. Politikerne skal fjerne incitamentet til at bruge press-gang metoder i sagsbehandlingen. Det skal gå op for alle, at det er “Vores kasse”, der er tale om. Det kan ikke nytte, at en afdeling af det offentliges hjælp nedbryder virkningerne af en anden afdelings bestræbelser.

 

 

23. september 2014

Så går vi i gang, ja

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 6:59

Jeg kan vel ligeså godt skyde den her fødselsdag i gang, siden jeg alligevel vågnede kl 4 og ikke kan falde i søvn igen. Jeg blev vækket af en kat, der i stedet for at sove ved siden af mig, hvad den har lov til, var klatret op på min mave, hvilket både gjorde ondt og var for varmt. Jeg lempede ham forsigtigt ud af kanen, idet der var tale om Stoffer, min yndlingskat. Havde det været en af de andre, havde jeg nok bare hvæset ad den og sovet videre. Men Stoffer er lidt speciel. Da jeg hentede ham på kattehjemmet, havde han siddet der og bare siddet i et par måneder. Nu har jeg altid syntes, at Stoffer er en sød og dejlig kat, men når han ikke var blevet videreformidlet før, var det fordi konkurrencen fra 12 ugers killinger var for stor. Stoffer var godt et halvt år, og han sad der og blev overset og deprimeret. Men jeg vidste straks, at ham skulle det være. Han er meget kærlig, når han er i det hjørne, men han gider ikke sidde på skødet. Man har vel sin værdighed. Ellers er han den blideste, sødeste kat, man kan forestille sig. Sømmene kommer kun ud af poserne ved meget sjældne lejligheder, fx når han er bange eller blevet truet af et andet dyr. Eller skal kravle i kassen for at komme til dyrlægen. Det er vi ikke meget for og har komponeret en sang til lejligheden. Stoffer er en strawberryblonde, dvs. en gul kat med mørkere striber, der går over i det rødlige. Så har han et hvidt skjortebryst og hvide poter. Kunne sikkert ikke have været finere, hvis vi havde bestilt ham sådan.
Jeg bringer her er ældre foto af Stoffer,men han er mindst lige så flot nu:
Stofer
Da jeg altså havde fået yndlingsmissen (ja, jeg siger det til ham, men kun når de andre ikke lytter) lempet ud af sengen, ville yngstemand også være med i festen. Yngsten har jeg skrevet om før. Ham fik vi for to år siden, og da var han bare en lille killing. Lille er han i øvrigt slet ikke mere. Han vejer mere end stoffer (6-8 kg), men ellers ser de ud til at være meget ens af størrelse. Han har til gengæld ingen fine fornemmelser angående ikke at sætte sømmene i underlaget, lige meget om dette underlag er madras, hud, eller parketgulv. Og at blive punkteret af neglene på en aldrig så sød kat på sin 60 års fødselsdag, det kan man da virkelig ikke finde sig i. Hvis de får lov til hvad som helst, så ender det vel med at de begynder at overtage administrationen her på matriklen. Det skal de ikke. De skal holde deres mordofre udenfor, deres toiletbehov også helst udenfor. Kan det sidste ikke lade sig gøre på grund af vejrlig, har vi passende indendørs faciliteter, hvor øvelsen så meget gerne skal foregå indenfor kassen. Imidlertid var jeg jo ikke blevet færdig med at sove, og det har man ret til på sin 60 års fødselsdag. Om ikke hver dag, så i hvert fald den!
Punktum a.k.a Bimse er ikke så nem at fotografere, men også af ham har jeg et foto af ældre dage. Det er et, hvor Pushkin tillader ham at soignere sig. Det gør han ikke mere. Skønt Pushkin er ældst, vejer han nok kun det halve, af hvad Bimse gør. Men Bimse er stadig noget af en ballademager, så han blev verfet ud. Man skulle jo være færdig med at sove.
Bimse
Men så ringede det på døren, og der stod en glad gemal med blomster, chokolade og en islagkage (Det med islagkage er hans egen tradition, som vi nu også bruger på min fødselsdag. Det har jeg ikke noget imod. Den varer flere dage, fordi jeg kun kan tåle små portioner af den ad gangen.)
blomster
Siden ringede det på døren igen. Minsandten, om det ikke var blomster igen! Denne gang fra mine mentorer og kolleger i Pandrup, på min praktikplads. En meget fin buket:
blomster2
Og alle gode gange 3, det ringede på døren igen. Atter en smuk buket, denne gang fra min mor og min søster.
blomster3
Desuden har september indtil nu været noget af en gaveregn. Vi har nok færre møbler, end folk har flest, men vi risikerer næppe at gå ned på gadgets foreløbig. Vi har en pc hver, kattene inclusive, selv om de dog ikke bruger dem. Dertil kommer diverse tablets, som jeg ikke skal kede jer med, og kameraerne og telefonerne. Men nu tager vi også en pause med den slags anskaffelser. Lad mig lige understrege, at vi ikke har noget med æbler på. Vi kører Windows 7, Windows 8, Linux Mint og Android. Der er noget af en indlæringskurve med ethvert styresystem, og jeg føler mig pt. især udfordret af tablets og smartphones. Jeg mener, de er nemme nok at betjene, dvs. Android er. Windows 8 sucks, med mindre man kan bruge det med en mus. Jeg føler mig også noget udfordret af Linux. Det er uhyre let at bruge til almindelige ting, men jeg synes, jeg mangler noget, når det kommer til filhåndtering og grafikprogrammer. Jeg ved godt, at folk synes “the gimp” er helt fantastisk, men den virker altså helt anderledes end andre grafikprogrammer, jeg kender. Selv de simpleste ting, som f.eks at beskære og rette op på et billede, er som at bestige et bjerg. Og næste gang, man skal gøre det, har man selvfølgelig glemt alt.

Det var den 60-års fødselsdag. Fest skal der ikke være noget af. Måske, en gang, hvis jeg kommer til at føle mig stærkere, atter får overblik over, hvad vi har af filthy lucre, og ellers kan samle folkene, så inviterer jeg dem måske på kineserrestaurant, eller noget andet.

Den 23. september er trods alt kun en dato, ældre bliver vi jo under alle omstændigheder, ca. den samme mængde hver dag, så længe vi husker at trække vejret.

Og så sidder jeg med lidt bitterhed over, at hvis det ikke havde været for de skide politikere, så kunne jeg have hævet efterløn fra i dag. Jeg håber så sandelig, at jeg vil være i stand til at hæve den om et år. Træls at have betalt ind til noget i årevis uden at få noget ud af det.

21. september 2014

Vi går et par år tilbage

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:15

Det år, jeg blev syg, havde jeg rigtig gang i tasterne. Både her på bloggen og til en lukket mappe andetsteds. De tekster jeg lagde op her var noget lange i spyttet med hensyn til at nævne egentlige årsager, egentlige problemer, når jeg så dem omkring mig. Nu følte jeg mig også i nogen grad i krise, men af årsager, som jeg måske gerne vil have bearbejdet ved det lag, jeg skal have lyset slukket.

Jeg har altså besluttet, at det jeg skrev den gang, langt snarere end at skulle forblive privat, er noget der bør frem i lyset, for måske at undgå noget lignende en anden gang. Det er og bliver et helvede at have folk med litterære ambitioner i omgangskredsen. Jeg er sikkert ikke den sidste, så væn jer til det! Jeres navne vil ikke blive nævnt, men I vil slet, slet ikke være i tvivl om, hvem det er der, menes. Eller hvis I er, så står det umådelig meget værre til med jeres hoveder end først antaget.

Men her følger dagbogsnotater fra nogle af de første 15 dage af august til og med september 2012: (Og så har jeg endda ikke taget det hele med)!


1/8 – 12 Den anden ende af denne kuglepen er en kniv og en samfundshjælper. Mon der ligger noget symbolik i det? In vino veritas, eller som det ville være i dette tilfælde, i øllen ligger sandheden. Så finder jeg aldrig sandheden. Det er ikke mange øl, jeg har været i stand til at klemme ned gennem årene, trods ihærdige forsøg, især i de unge år.

4/8 – 12 Når der ikke i denne bog står noget om, at jeg blev fyret den 29. juni, så må det vel være, fordi det ikke er så vigtigt.

13/9 – 12 I går havde jeg den mest ydmygende samtale i mit liv hidtil. ”Ledelsen” påstod, at den havde modtaget klager over mig, mit sygefravær, med samt min undervisning fra både kolleger og kursister. Jeg kan sagtens forestille mig en bestemt kollega, der har kanaliseret nogle klager. Det er ikke første gang, det er sket. Hun opererer nærmest som fru Drusse i Scherfigs romaner. Mao. personer, der slet ikke kan sige noget som helst, på et sprog, vi kan forstå, kommer i hendes version med lange, velformulerede sætninger i flere lag og orden i såvel hypo- som parataxe.

Men jeg tror ikke, der er tale om mere end det.

Jeg har et virkelig godt forhold til mine kursister, og frem for at beklage sig over mig, er det faktisk sådan, at de er søde og omsorgsfulde overfor mig. De ved, at jeg går gennem en svær periode, og de sætter pris på de tiltag, jeg trods alt sætter i søen for at hjælpe dem til bedre dansk.

Jeg fatter slet ikke, hvad al den ballade skal til for, her tre og en halv måned før biksen endegyldigt lukker. Det burde efter min mening hellere have været en periode, hvor man drog omsorg for hinanden og hjalp ud, i bogstaveligste forstand. Men nu skal jeg altså til at være administrator/eksaminator på fuld tid i stedet for at undervise. Sikke noget lort! Det er samværet med kursisterne og arbejdet med at lette deres integration i det her samfund, der er noget ved. Papirnusseri og testeri er slet ikke mig.

15/9 – 12 Fra nu af skal hver dag være en fest. Ad helvede til med gimperne.


Det sidste var lettere sagt end gjort, så her har jeg causeret lidt mere over det. Hvordan det er, når det er slut, når noget er færdigt og intet nyt er at se over horisonten, det fælles “vi” er blevet skident, og adskillige forsøg på at vaske det ikke rigtig har virket. Det er bare begyndt at gå i opløsning og rådne i stedet for: Var mit indre jeg ikke for længst hakket i småstykker, så begyndte der nu også at være mere alvorlige problemer med skroget, end der hidtil havde været:


Jeg træder lige ud i tredje person til det sidste. Tredje person causerer noget om sammenhængen mellem sygdom, psykisk som fysisk, og dårligt arbejdsmiljø, forårsaget af en i alle måder ukvalificeret ledelse:

Og så har hun lige pludselig kræft, tosken

Det var noget besynderligt, den lørdag morgen, hun fik et brev med posten, hvor hun blev indkaldt til en undersøgelse på et hospital i Aalborg med henblik på operation. Da hun ikke havde hørt noget til dette før, gik hun ind på sundhed.dk for at se, om hendes journal kunne fortælle lidt mere. Det viste sig, at man havde fundet kræft i hendes spiserør! Det var noget af et chok at læse dette på nettet, og efterfølgende påstod diverse instanser da også, at man havde forsøgt at kontakte hende pr. telefon, men at det ikke var lykkedes. I hendes husholdning havde man længe kun haft mobiltelefoner, og sådan nogle er som bekendt lukkede af og til. Normalt vil man så kunne se, at nogen har haft ringet, når man lukker op for sådan en telefon igen, men det kunne hun ikke i dette tilfælde.

Selvfølgelig er det sådan, at når man har fundet kræft i en patient, så skal der handles, og der skal handles hurtigt. Således også i dette tilfælde. Hun var under kniven mindre end 20 dage efter diagnosen. Så det med at vænne sig til, at man var syg, var sådan noget, hun måtte gøre efter operationen. Da var der også både tid og anledning nok til at gøre det.

Mens hun oplevede at gå ind på hospitalets område og være både frisk og rørig, vågnede hun op og kunne absolut ingenting. Selv det at trække vejret var besværligt. Faktisk var hendes evne til at gøre netop dette så voldsomt reduceret, at hun måtte blive på intensivafdelingen i 5 dage, hvor hun havde oplevelser, hun hellere skulle have været foruden.
patient

Og dog var det sådan, at hendes arbejdsliv på tidspunktet for diagnosen var så betændt, at hun nærmest var lettet over at have fået kræft. Så kan man vel tale om, at det psykiske arbejdsmiljø er fucked up, hvis man hellere vil lide af en potentielt dødelig sygdom end være på arbejdspladsen.

Men sådan var det, og dog ikke kun sådan. Måske er opfattelsen af virkeligheden en slags vifte med mange forskellige lag, hvor man somme tider skubber nogle lag ud, hvor de kan ses, og somme tider nogle andre ind, hvor de ikke kan ses. Det bliver en overlevelsesmekanisme. Det er nok muligt, at alt er gået i skuddermudder nu, men sådan har det ikke altid været. Der har også været gode ting, og dem skal man huske på, også for at overleve. Mennesker kan have overtrådt ens grænser på en måde, man aldrig før ville have kunnet forestille sig. Men man husker disse mennesker fra tidligere tider, hvor de ikke opførte sig på den måde, hvor de ikke havde ladet sig suge ind i nogle behov for at manipulere med og ødelægge andre mennesker. På den anden side er det også kendskabet til personen, der gør manipulationen og ødelæggelsen mulig. Der skal ikke ledes så længe efter de svage steder, man ved på forhånd, hvor de er og kan sætte kniven i dér og dreje rundt.

Det svageste sted er det, der holdt hende tilbage i det miljø. Svagheden forhindrede hende i at gå ud og søge anden beskæftigelse som andre havde gjort. Eller troede hun måske, at hun var immun over for manipulationen og ondskaben? ”Først kom de for at hente kommunisterne, men hun protesterede ikke for hun var ikke kommunist. osv.” Nej, svagheden var, at hun var træt. Hun havde ikke formået at opbygge en baggrund, der støttede og nærede, og så bliver man træt. Måske bliver man træt under alle omstændigheder. Måske er det et menneskeligt grundvilkår: Man bliver træt, og så indhentes man af ondskaben, manipulation, ødelæggelse og cancer, nutidens sabeltandede tiger. Exit træt person.


Jeg er her endnu

Inden du spørger: Det bedste forsvar mod en injuriesag er sandheden.

Ældre indlæg »