Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. oktober 2014

Kan man nu også det?

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 20:08

Sådan omdefinere sig selv til noget nyt og attraktivt for arbejdsmarkedet. Hvilke trick kan jeg komme i tanker om, der kan bringe mig ud af den situation, jeg nu er i? Denne situation er, at der mangler nogle få måneder i, at jeg er færdig i et revalideringsforløb, hvorefter jeg så formodes at være rask nok til at kunne søge en fuldtidsstilling inden for det område, hvor jeg er i revalidering eller i et helt andet fag, fx som skolesekretær, selv om jeg ikke er det ringeste kvalificeret indenfor det. Nå, men det var det bud, jeg fik fra en rådgiver fra A-kassen, og det er måske  noget, de er i stand til at sætte i værk. Hvem ved.

I mellemtiden har jeg tilskrevet min kommunale sagsbehandler, både med almindelig e-mail og noget i e-boksen. Lige meget har det hjulpet, fordi jeg, da jeg godt utålmodig ringede derud i dag, blev belært om, at sagsbehandleren er på ferie til og med tirsdag i næste uge. Den havde jeg ikke lige set komme. Jeg havde også forestillet mig, at jeg skulle have været hos egen læge i denne uge, men hun er også taget på efterårsferie. Ikke at disse mennesker ikke skal have ferie, selvfølgelig skal de det, men behøver vi alle sammen holde ferie samtidig? Det forekommer en kende upraktisk. Vi har vel ikke alle sammen børn og børnebørn, som vi skal passe i vores ferie. Og nogle af dem, der har, ville måske i virkeligheden hellere være fri.

Jeg ville  med min henvendelse forske lidt i, om sådan noget revalidering mon kunne forlænges en 3-6 måneder. Jeg har bevisligt haft en del sygdom. Også mere end jeg troede, jeg ville få, men sådan er det gået. Men lad os nu antage, at A-kassen trods dette accepterer mig som arbejdssøgende på dagpenge fra begyndelsen af næste år? Så skal jeg altså skrive så mange ansøgninger, som det nu forventes af mig, og ellers skal jeg bare sidde og sidde og ikke lave ret meget andet? Hvis jeg sådan skal til at være hjemme hele tiden, så varer det ikke længe, inden gemalen skrider på vildmarksferie og efterlader mig og kattene her i et hus, der er så utæt, at både østen- og vestenstorme kan få gardinerne til at stå vandret ind i stuen og sænke temperaturen til under 17 grader.

Enten det, eller vi bliver her begge og irriterer skindet af hinanden.

Der ind i mellem kommer disse andre tanker: Kan jeg omdefinere mig selv til at se ud og virke 15-20 år yngre, kan jeg få en idé, der, sammen med min arbejdskraft, kan være attraktiv for en arbejdsgiver, at han alligevel glemmer, at jeg er 60 år og forker en anstændig hyre over til mig? I et stykke tid. Jeg garanterer nemlig på ingen måde, at jeg ikke vil afhente mit efterlønsbevis, så snart det bliver muligt.

Skulle jeg komme så langt, der er jo også det evige helbred at tage hensyn til, så vil der være en lang række beskæftigelser, jeg vil være nødt til at tage op igen, om ikke andet, så for at konstatere, at det ikke er noget ved mere. Fx er det nok ved at være 7 år siden, at jeg har åbnet min guitarkasse. Ved faktisk slet ikke, om der stadig er en guitar i kassen, og hvis der er, hvilken stand, den er i. På nogle tidspunkter har jeg købt garn, strikkepinde, hæklenåle og jeg skal komme efter dig. Det eneste, jeg har fået strikket, er nogle hatte, jeg ikke just er stolt af. Der er også indkøbt læssevis af tomme lærreder, masser af tuber med diverse farver med samt pensler. Men den slags aktiviteter har det også ligge meget tungt med. Det kniber med så vel lyst som evner.
Hatten og den lort, den sad på
På en slig baggrund  kunne jeg jo ligeså godt have et normalt arbejde, hvis det ellers var til at fremtrylle sådan et. Men jeg skal nok til at omdefinere min garderobe og min krop for overhovedet at have en chance. Sådan en type, der ser ud som jeg pt. gør, er vist blevet stemt hjem lidt for mange gange. En makeover, se det er nok lige det, jeg har brug for. Og så at spilde kaffe ud over mit personnummer, hver gang det dukker op.

Folkeviddet havde det en gang, at når man var nået til min alder, så faldt der ro på. Det var anerkendt, at man ikke levede ret meget mere en 3 snese + 10, og der var også koncensus om, at de sidste 10, man kunne være så heldig at få, dem bestemte man selv over.

Det siger så jeg, der ikke er blevet ofret det mindste lille mindfullhedskursus, fuglekursus eller “Bliv direktør i dit eget liv kursus” på. Vor Frue til hest!