Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

2. april 2015

God påske!

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 17:20

Så er det officielt: Jeg mener helt bestemt, at iPad er bedre at skrive blogindlæg på end Samsung Tablet. Den vigtigste grund til dette har egentlig ikke det helt store med iPad selv at gøre. Men det er sådan, at iPad bor i et cover med et Blutoothtastatur, og det gør Samsung Tablet ikke. Altså skal jeg på sidstnævnte gnatte rundt på selve skærmen for at skrive. Og selv om den efterhånden bliver ret god til at gætte, hvad man mener, så er det ikke ideelt at skulle skrive med en finger. Den gætter iøvrigt også tit forkert, og da jeg notorisk er dårlig til at læse korrektur på min egen tekst, havner vi tit i noget træls noget …
Det obligatoriske påskebillede
Billedet herover repræsenterer den anden grund til, at iPad er bedre at skrive blogindlæg på. Selv om det er umådelig kompliceret, kan det lade sig gøre at bruge ftp fra iPad. Skønt jeg har udfoldet utrolige anstrengelser for at få Samsung Tablet til at gøre det samme, er det ikke lykkedes. Billedet er i øvrigt taget med Samsung Tablet. Jeg måtte sende det til mig selv på mail for at overføre det. Jeg forsøgte først at sende det med Bluetooth, men det gik ikke. Apparaterne ser hinanden, og der skulle ikke være nogle problemer i det, men Apple og Android taler åbenbart lige så dårligt sammen, som Apple og Microsoft gør, og det er meget dårligt. I øvrigt har vi haft mange udfald på Stofanet i dag, og det var derfor ikke helt nemt at bruge mail heller… Det undrer mig, at Stofanet ikke tager sig sammen til at blive noget mere stabilt, nu hvor Wauu eller vadetnudethedder er udrullet til hele byen. Det kunne være fristende at skifte, især hvis man også får højere hastighed til en billigere pris. Men især stabilitet ville jeg sætte pris på. Det er lige før, jeg fortryder, at jeg ikke fik en iPad med simkort. Det ville jo så være yderligere et abonnement, man skulle betale for, og flere faste udgifter er ikke noget at samle på.

Men ellers går påsken vel, som den skal. Billedet er i øvrigt fra et påskearrangement på arbejdet. Kursisterne lavede gækkebreve, påskepynt og såede karse i engangskrus. På den måde får de så et indblik i, hvordan man fejrer påske på disse kanter, forhåbentlig.

God påske.