Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

6. september 2016

Pinligt og uværdigt

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 19:22

Det er, hvad det er, når man står i aftenshowet og diskuterer, om det er rimeligt at bruge penge på at få besøg af dronningen eller ej.

Brug pengene, eller lad være, men lad være med at snakke så meget om det! Det er pinligt! Tænk, ville man gøre det samme, hvis man skulle have gæster hjemme i privaten? Der skal måske investeres i en støvsugning og en ny pære i lampen i entréen, vil man så også forelægge sine gæster en liste over udgifterne, en regning ligefrem?

Jeg er sikker på, at Dronningen er ret lige glad, hvor mange hundrede tusind kroner, de enkelte byer har ofret på hendes besøg. Hun kan ikke tage det med sig alligevel. Hvad der derimod sker, er at når der bliver ryddet op, malet og gjort ved til et dronningebesøg, så får beboerne stor glæde af det bagefter. Der er ikke noget forkert i, at man ønsker at ens by skal tage sig bedst muligt ud under et besøg af majestæten, og med mindre der er tale om opførelse af regulære potemkinkulisser, så kan sådanne forbedringer kun være til det fælles bedste.

Nej, jeg er ikke glødende royalist, heller ikke det modsatte. Jeg synes, Dronning Margrethe gør det godt, og det burde man påskønne, snarere end at have disse trælse, offentlige diskussioner af økonomien omkring hendes besøg.