Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

9. september 2016

Æble-fan-pige

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 16:24

Man har et standsynspunkt, til man tager et nyt, sagde J.O. Krag. Det er jo så sandt, som det er sagt. Men ofte vil man jo undgå at give udtryk for, at man har skiftet mening.

Her skal jeg så afsløre, at jeg virkelig har flyttet mig: Jeg startede som PC-bruger og ivrig Windowsfan. Apple produkter var absolut mod min religion. De var for dyre, og man kunne ikke få dem til at køre, som man selv ville. De var ikke “customizeable”.

Alt det er sandt. Men jeg er alligevel blevet omvendt. Det startede med en iPad, som hurtigt gjorde min Android-tablet endnu mere uinteressant end den hele tiden havde været. Før jeg fik mig set om, var maskinparken udvidet til også at omfatte en iPhone. Begge dele fungerer upåklageligt, og det er faktisk ikke nødvendigt at ændre på de tekniske specifikationer, hvilket man så heller ikke kan. Man er nødt til at købe iPad og iPhone med den størrelse lagringsplads, man har brug for, for lagringspladsen lader sig ikke udvide. Det er dog lykkedes mig at finde en USB-nøgle, der kan bruges med både tablet og telefon, og som kostede rundt regnet 10 gange så meget som en normal USB-nøgle. Jeg bruger den ikke nær så meget, som jeg troede, jeg ville, så det var nok et unødvendigt indkøb.

Jeg har stadig en Windows bærbar, som er ved at nærme sig sin bedst-før-dato. Dilemmaet bliver, om jeg skal erstatte den med en anden Windowsmaskine, eller om jeg helt skal overgive mig til den mørke side og købe en MacBook. Der er stadig det med prisen at tage hensyn til. Jeg kan få to gode Windowsmaskiner til det, en MacBook koster. Desuden har jeg jo min iPad i et hylster med tastatur, sådan at arrangementet til sammen udgør en lille bærbar, der faktisk kan næsten alt det, jeg har brug for.

Stationære computere har jeg ikke beskæftiget mig med i meget lang tid. Sådan en skal jeg helt givet ikke have igen.

Nå, det er noget at tænke over, og jeg står ikke og er nødt til at tage en beslutning om det i morgen.