Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. september 2016

Is i maven

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 18:30

Det kan vi lide! Altså sådan i helt konkret betydning. Det er ikke, fordi jeg er blevet for fattig til at købe is i butikken, men jeg synes, deres liste af ingredienser er blevet alt for lang. Jeg bryder mig ikke om sådan noget is, der er blevet til snavset vand, når det smelter. Selv om det hedder sig, at det er “flødeis” eller “lavet med ekstra fløde”, så tyder de opstød, (undskyld) folk som mig* får efter at have spist det ærlig talt på, at det snarere er affaldsprodukter fra den petrokemiske industri, der er blevet emulgeret, pisket op, farvet og smagsat med kunstige aromaer og i det hele taget tilsat en hel masse e-numre.

Nå, men man har en fryser, så man kan vel bare lave sin is selv. Jo, jo. Men man er jo også udfordret på husmoderlighed, så det er ikke nødvendigvis helt så enkelt.

Jeg fandt dog ud af at lave is af fløde, æg, sukker og muligvis en ingrediens mere, til at smagsætte med. Jeg er også udmærket tilfreds med smagen, også med prisen, som under alle omstændigheder er billigere end det kemiske udtræk, forstå det hvem der kan. Konsistensen er bare lidt problematisk. Når isen har været frosset i et døgn eller mere, bliver den stenhård. Hvis jeg nu skulle følge min lyst og bare æde det hele på en gang, ville jeg bare tage isen ud en time før, og så var det ikke noget problem. Men det skal jeg ikke! Jeg skal kunne tage en mindre portion af det, og så skal jeg sætte resten tilbage i fryseren. Det er bare nogle gange nærmest umuligt at hugge den portion ud.

Jeg vil ikke bruge mere sukker, ved godt, at det kunne blødgøre noget. Jeg vil heller ikke købe en ismaskine, har alt for mange mærkelige husholdningsmaskiner og ingen plads til dem. I øvrigt har jeg fået fortalt, at is som er lavet i ismaskine også bliver stenhård, når det fjernes fra ismaskinen og sættes over i fryseren.

Kan det mon overhovedet lade sig gøre at lave blød is uden at bruge mærkelige olier, stabilisatorer, emulgatorer og jeg skal komme efter dig?

*Folk, der har fået lukkemusklen mellem mavesæk og spiserør fjernet.

Det plugin, der genererer links til andre indlæg, synes åbenbart, at dette indlæg har noget med dagens ur at gøre. Da jeg mangler en illustration, kunne jeg da bruge dagens ur, et isblåt Alpha, hertil:
Alpha Daytona Beach