Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

16. november 2016

Grafik på iPad

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 14:53

Dagens ur i Canva
Da min laptop bliver mere og mere træls, er jeg tilbøjelig til at ville bruge min iPad i stedet. Jeg har jo dette tastatur i coveret, der gør, at iPaden er ligesom en laptop, bare en ret lille en.

Jeg mangler dog et ordentligt grafikprogram, og sådan et er svært at finde til iPad. Jeg går ud fra, at det ikke er så mange, der laver seriøs billedbehandling på sådan et lille apparat. Desuden har jeg jo den særhed, at jeg vil have mine apps gratis, eller i hvert fald næsten. Jeg har afprøvet mange forskellige, og fælles for dem er, at de kan beskære, ramme ind og i nogen grad stille på farver og belysning. Men det er ret grove redskaber. I dag har jeg så fundet app’en “Canva”, der kommer med en lang række skabeloner, hvor man selv kan tilføje billeder og tekst. Jeg tror, jeg er ved kilden til mange af de såkaldte “memes” samt en hel del FaceBook-opslag. Billedet herover er også fra “Canva”. Jeg tror ikke, det bliver til en vane at bruge det, så hvis nogen kender en god app til billedbehandling, så hører jeg gerne om det.

Bortset fra billedbehandling, så er det nu sådan, at min iPad er bedre end min Windowsmaskine. Jeg vakler stadig mellem at købe en ny Windowsmaskine og en MacBook. Men jeg vrider mig ved det. I mellemtiden er jeg på iPad. Jeg har endelig fundet ud af, hvordan jeg uploader billeder til bloggen direkte gennem WordPress. Dermed eliminerer jeg behovet for at bruge ftp, hvilket er noget af en PITA på en iPad.