Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

5. december 2016

Forbilleder, rollemodeller eller idoler?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:11

Blad
Overskriftens begreber er noget, jeg har meget lidt personligt kendskab til. Jeg lægger mærke til, at det synes at være meget vigtigt for nogle af de yngre bloggere, jeg frekventerer jævnligt.

Det får mig til at spekulere på, om det er det, der er mit problem? Altså manglen på sådan en fætter? På den anden side set, ville jeg synes, det var lidt trist, hvis en person på min alder forsøgte at emulere et andet menneskes liv og gerninger. Man skulle vel gerne have fundet frem til at være sig selv, hvad det så end måtte være. Men jeg har egentlig aldrig forsøgt at ligne eller leve ligesom en anden person. Man kan have set eller hørt et eller andet, hvor man har tænkt: Det der var egentlig smart, eller “So ein Ding muss ich auch haben”, og det er vel meget normalt. Jeg udelukker heller ikke, at jeg kan have været ramt af en vis grad af misundelse over dele af andre menneskers livsførelse, men det er stadig ikke det samme som at have dem som forbilleder eller rollemodeller.

På det ubevidste plan har man vel altid rollemodeller. Fx vil børn, der er vokset op uden gode og trygge forhold til konsekvente voksne, næsten altid blive mærket af det og få svært ved selv at etablere et godt forhold til eventuelt afkom.

Men jeg kunne tænke mig at vide, om I andre sådan har/har haft bevidste forbilleder eller rollemodeller?

Dagens ur er et Shanghai “Hai Pe”. “Hai Pe” skulle ifølge sædvanligvis troværdig kilde betyde “fred”. Den fred, der er tale om, er en fredsslutning mellem Kina og Japan fra en gang i halvtredserne. Uret er dog ikke så gammelt. Det er et såkaldt “reissue”, altså en genudsendelse. Det er vel 3-4 år gammelt. Jeg har fået det som gave fra et af medlemmerne af mit urforum. Han havde fundet ud af, at uret trak et minut eller to over en periode på en uge, og det kunne han ikke leve med. Jeg siger, bare alle mine ure gik så præcist, så ville jeg være glad.
051216