Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

21. november 2018

Om at rive ned i stedet for at bygge op

Jeg har jo ikke postet noget herinde i lang tid. Somme tider kommer jeg til at lave en lang kommentar på FaceBook, sådan en, som de fleste tagger “tl;dr” (too long; didn’t read), således også i dag. Derfor tænkte jeg, at denne kommentar egentlig godt kunne gøre det ud for et blogindlæg. En gang imellem må man da for pokker tale om de ting, der går én på nerverne i det her land. Apropos ingenting, så er der en del mennesker, fortrinsvis fra den ydre højrefløj, der går rundt og ønsker sig et “paradigmeskift”. Det gør jeg også. Jeg ville ønske, at det blev langt mindre acceptabelt for disse at opføre sig som absolutte r*vhuller. Jeg ville ønske, at det var en aldeles utænkelig ting for Inger Støjberg at rejse til Østrig og forhandle med de derværende nazister om, hvordan man kan genere mennesker på flugt mest muligt. Jeg ville ønske, at det ikke var god latin at presse og genere og generelt sparke folk, der i forvejen ligger ned, som fx syge, langtidsledige og deres børn. Og så ville jeg ønske, at det ikke var kriminelt at være fattig. Det er det jo gået hen og blevet. Man kan blive arresteret og udvist af en hel kommune for at have sovet på gaden. Inden man kom så vidt, har man måske boet i en almen bolig, som er blevet revet ned, fordi nogen har bestemt, at den lå i et ghettoområde.

Nå, men dette var altså, hvad jeg skrev på FB her til morgen:

Det kan ad åre være en god idé at se på beboersammensætningen i visse områder, hvis der bevisligt er højere kriminalitet der. Løsningen bør _ALDRIG_ være at rive gode, sunde og relativt billige boliger ned. Boliger, hvis opførelse skatteborgerne har støttet, for manges vedkommende med glæde, idet det vil være et helvede på jord, hvis private udlejere alene kunne fastsætte huslejen samt serviceniveauet på lejeboliger. Det er, efter min mening, det, der er ghettoplanens egentlige mål: Man vil af med de almennyttige boliger. Man skal ikke have råd til at bo i Danmark, med mindre man er i stand til at købe sin bolig!

Når man nu, en gang ad åre kigger på beboersammensætningen i de såkaldte ghettoområder, vil man sikkert finde, at de fleste af de mennesker, der bor der, er enten af etnisk dansk oprindelse eller har været her så længe, at de har lært eventuelle skidtstreger i vores samfund. Det er meget forskelligt, hvordan mennesker reagerer på racisme og anden form for marginalisering. Nogle ender faktisk med at blive meget vrede. Det synes jeg ikke er så mærkeligt. Så der kunne man starte. Tage de kriminelle på egen kappe og erkende, at de er af egen avl, uanset hvor deres forfædre i tredje eller fjerde led måtte komme fra.

Hvis man endelig skal rive boliger ned her i landet, så kunne man starte med dem, der står og forfalder i udkantsdanmark, dem der er ejet af Låsby-Svendsen typer og udlejes til sociale nomader med så mange sociale problemer, at de føler sig nødsaget til at flytte, så snart underretningerne om deres forsømte og til tider misbrugte børn begynder at flyve frem og tilbage i systemet uden at nogen tilsyneladende får sig taget sammen til at gøre noget ved det, fordi sådanne familier begynder forfra i systemet, hver gang de kommer til en ny kommune!

6 Comments »

  1. Velkommen igen (Guds engle små 🙂 )

    Godt omsider at se et indlæg fra din pen igen. Vi er jo medlem af de samme FB-grupper, og der har du (også) kloge ord.

    I dette indlæg rammer du jo hovedet på sømmet med: “Man skal ikke have råd til at bo i Danmark, med mindre man er i stand til at købe sin bolig!” Så kunne jeg lige så godt blive udvist til Afghanistan eller lign., for jeg kommer aldrig til at købe egen bolig, for det kan man ikke i hovedstaden, når man er single hverken i karrierejob eller i fleksjob.

    I den øverste del deler jeg al din harme og vrede. Det er f****** snart for for meget. Jeg vil også have et paradigmeskifte, men det skal gå den anden vej.

    I vidt omfang er det de øvrige lejere, der, via Landsbyggefonden, har betalt til opførelse og vedligeholdelse af de almene boliger. Jeg kan slet ikke forestille mig, at vi ikke skal have almene boliger længere. Hvor skal folk, der ikke tilfældigvis har en pennsionskasse, der har boliger, så bo? Ja de kan selvfølgelig købe fast ejendom, men den går nok ikke på kontanthjælp…

    Og nu er det så blevet ulovligt at være hjemløs. Stakkels menneske, der ikke kan sælge sine blade ved Nørreport længere og i tre mdr. ikke må være i kommunen. Jeg begriber det ikke.

    Du må have en behagelig aften på egen matrikel.

    Comment by Stegemüller — 21. november 2018 @ 15:23

  2. @Hanne: Jo tak, min aften bliver sikkert behagelig nok her på matriklen. Vitsen er dog, at hvis gemalen og jeg på et tidspunkt skulle føle trang til at flytte i lejlighed, ville det altså ikke kunne blive i en af de såkaldte “ghettoer”, idet vi begge er på overførselsindkomst, selv om vi i dag bor i eget hus, der er betalt.

    Comment by Henny Stewart — 21. november 2018 @ 16:04

  3. Det er altid rart at få luft, og det er bl.a. det, man har sin blog til.
    Vi har mange problemer i vores lille land. Hvordan de skal løses, har jeg endnu til gode at se et godt og brugbart forslag til – og det gælder begge fløje 🙂

    Comment by Ellen — 21. november 2018 @ 16:08

  4. @Ellen: Et forslag til en god og retfærdig helhedsløsning har vi nok til gode. Men det ville stadig hjælpe, hvis folk valgte at lade være med at sparke til de svage.

    Comment by Henny Stewart — 21. november 2018 @ 16:33

  5. Jeg bor i almennyttig bolig, vi blev ikke en ghetto, men …
    Min mands farfar startede sammen med nogle andre håndværkere AAB for at skaffe arbejdere gode og billige boliger.
    Der er en lang venteliste, hvert tredie lejlighed skal udlejes til f.eks. kontanthjælpsmodtagere, indvandrere, hjemløse.
    En eller anden regering har vedtaget, at hvis man ønsker at flytte evt. til en større eller bedre beliggende, kommer man foran i køen, hvis man afgiver en lejlighed. Dette medvirker til at vejen mod en ghettoliste hurtigt kan komme nærmere.
    Vi fik vores første lejlighed som studerende, dengang skulle ens indtægt være under et vist beløb for at man kunne få lejligheden.
    Dejligt du er lidt på banen igen.

    Comment by Eva — 8. december 2018 @ 16:50

  6. @Eva: Jeg er ingen ørn til matematik, men jeg kan godt se, at med det system bliver vejen til Ghettolisten måske ikke så særlig lang. På den anden side mener jeg, at det er selve ghettobegrebet, der er noget galt med. Det er vel kun rimeligt, at der er tilgængelige boliger for alle, også dem med de små indtægter? Det er ligesom det, forestillingen om at nedrive gode og sunde boliger, benægter. Jeg er lige blevet færdig med at se “A Handmaiden’s Tale”. I den er der en af kommandørerne, der praler med, hvordan de har revet blokke med lejligheder ned og lavet parker i stedet for. Hele idéen smager af etnisk udrensning og peger mod et intolerant, udemokratisk samfund.

    Comment by Henny Stewart — 8. december 2018 @ 17:19

RSS feed for comments on this post. TrackBack URL

Leave a comment