Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

17. oktober 2020

Derfor skal man ikke spørge …

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 4:04

Når ens helbredstilstand kun går en vej, nemlig nedad, kan man blive noget så led ved at skulle svare “ikke ret godt”, når folk spørger “og hvordan går det så med dig, Henny?”. Jeg magter simpelthen ikke at skulle sige, gang på gang, “ikke ret godt” og så evt. kvalificere det yderligere. Dels orker jeg ikke tale om den uundgåelige udgang på det hele, dels tror jeg heller ikke, at selv ens nærmeste orker at høre på det igen og igen. Desuden vil jeg ikke fylde folk med løgn, i hvert fald ikke de mennesker, der egentlig står mig nær, og som betyder noget for mig, også selv om jeg ikke ser dem ret tit eller taler ret meget med dem. Denne uvilje mod at udbrede mig om det omsiggribende forfald resulterer nærmest i, at vi lever som et par eneboere, bare med den forskel, at vi altså lever sammen. Gemalen har det vist på samme måde, så vidt jeg kan lodde. Det er nemlig ikke fordi vi fører daglige lange samtaler om dette og hint. Netop isolationen gør, at vi er ekstra omhyggelige med ikke at sidde lårene af hinanden.

Så kan man jo spørge sig, hvad der får mig til at skrive dette efter næsten 18 måneders radiotavshed, og svaret er nok, at jeg skylder en eller anden forklaring til folk, der ellers, eller måske allerede kunnne føle sig såret over tavsheden.

Det kan ellers blive et spørgsmål, om nogen overhovedet finder frem til opslaget, for jeg har skiftet tilbage fra https til almindelig http. Jeg ved jo, at flere af mine “gamle” læsere ikke længere vil besøge sider uden https. Fred være med det. De går sikkert ikke glip af noget særligt.

Da de to år med den ekstra sikkerhed var udløbet, kunne jeg ikke bare nøjes med at betale for at forlænge certifikatets gyldighed, men skulle købe og implementere et helt nyt certifikat. Det gad jeg simpelthen ikke. Dels sælger jeg stadig ikke noget her, dels havde jeg intet skrevet i over et år, og jeg var og er i tvivl om, hvor længe denne blog skal blive liggende fremme. Når den stadig ligger her, er det egentlig mest, fordi jeg bruger den til at hjælpe min stadigt svigtende hukommelse, og det betyder stadig noget for mig at kunne etablere en vis kronologi. På den måde kan jeg opretholde en illusion om, at man endnu ikke er helt tummelumsk, hvilket kan gøre sig behov. Nogle dage mere end andre.

Hele Coronahelvedet har naturligvis ikke hjulpet os mere end nogle andre. Det har tværtimod forstærket eneboertendenserne.

Ellers er der ikke sket noget nyt her, bortset fra, at jeg nu er folkepensionist. Det bliver man ikke velhavende af, skulle jeg hilse og sige. Jeg regner dog stadig med at sparepengene vil række til, så heller ikke her angler jeg efter medlidenhed. Faktisk tror jeg ikke, jeg kan bære mere medlidenhed, om den så er overfladisk eller dybfølt og ægte.

Skulle jeg finde på mere at fortælle i den nærmeste fremtid, så vil det nok foregå her. Her behøver man hverken spritte af eller holde afstand for at følge med, skønt der ikke bliver meget at følge med i.