Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

21. september 2014

Vi går et par år tilbage

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:15

Det år, jeg blev syg, havde jeg rigtig gang i tasterne. Både her på bloggen og til en lukket mappe andetsteds. De tekster jeg lagde op her var noget lange i spyttet med hensyn til at nævne egentlige årsager, egentlige problemer, når jeg så dem omkring mig. Nu følte jeg mig også i nogen grad i krise, men af årsager, som jeg måske gerne vil have bearbejdet ved det lag, jeg skal have lyset slukket.

Jeg har altså besluttet, at det jeg skrev den gang, langt snarere end at skulle forblive privat, er noget der bør frem i lyset, for måske at undgå noget lignende en anden gang. Det er og bliver et helvede at have folk med litterære ambitioner i omgangskredsen. Jeg er sikkert ikke den sidste, så væn jer til det! Jeres navne vil ikke blive nævnt, men I vil slet, slet ikke være i tvivl om, hvem det er der, menes. Eller hvis I er, så står det umådelig meget værre til med jeres hoveder end først antaget.

Men her følger dagbogsnotater fra nogle af de første 15 dage af august til og med september 2012: (Og så har jeg endda ikke taget det hele med)!


1/8 – 12 Den anden ende af denne kuglepen er en kniv og en samfundshjælper. Mon der ligger noget symbolik i det? In vino veritas, eller som det ville være i dette tilfælde, i øllen ligger sandheden. Så finder jeg aldrig sandheden. Det er ikke mange øl, jeg har været i stand til at klemme ned gennem årene, trods ihærdige forsøg, især i de unge år.

4/8 – 12 Når der ikke i denne bog står noget om, at jeg blev fyret den 29. juni, så må det vel være, fordi det ikke er så vigtigt.

13/9 – 12 I går havde jeg den mest ydmygende samtale i mit liv hidtil. ”Ledelsen” påstod, at den havde modtaget klager over mig, mit sygefravær, med samt min undervisning fra både kolleger og kursister. Jeg kan sagtens forestille mig en bestemt kollega, der har kanaliseret nogle klager. Det er ikke første gang, det er sket. Hun opererer nærmest som fru Drusse i Scherfigs romaner. Mao. personer, der slet ikke kan sige noget som helst, på et sprog, vi kan forstå, kommer i hendes version med lange, velformulerede sætninger i flere lag og orden i såvel hypo- som parataxe.

Men jeg tror ikke, der er tale om mere end det.

Jeg har et virkelig godt forhold til mine kursister, og frem for at beklage sig over mig, er det faktisk sådan, at de er søde og omsorgsfulde overfor mig. De ved, at jeg går gennem en svær periode, og de sætter pris på de tiltag, jeg trods alt sætter i søen for at hjælpe dem til bedre dansk.

Jeg fatter slet ikke, hvad al den ballade skal til for, her tre og en halv måned før biksen endegyldigt lukker. Det burde efter min mening hellere have været en periode, hvor man drog omsorg for hinanden og hjalp ud, i bogstaveligste forstand. Men nu skal jeg altså til at være administrator/eksaminator på fuld tid i stedet for at undervise. Sikke noget lort! Det er samværet med kursisterne og arbejdet med at lette deres integration i det her samfund, der er noget ved. Papirnusseri og testeri er slet ikke mig.

15/9 – 12 Fra nu af skal hver dag være en fest. Ad helvede til med gimperne.


Det sidste var lettere sagt end gjort, så her har jeg causeret lidt mere over det. Hvordan det er, når det er slut, når noget er færdigt og intet nyt er at se over horisonten, det fælles “vi” er blevet skident, og adskillige forsøg på at vaske det ikke rigtig har virket. Det er bare begyndt at gå i opløsning og rådne i stedet for: Var mit indre jeg ikke for længst hakket i småstykker, så begyndte der nu også at være mere alvorlige problemer med skroget, end der hidtil havde været:


Jeg træder lige ud i tredje person til det sidste. Tredje person causerer noget om sammenhængen mellem sygdom, psykisk som fysisk, og dårligt arbejdsmiljø, forårsaget af en i alle måder ukvalificeret ledelse:

Og så har hun lige pludselig kræft, tosken

Det var noget besynderligt, den lørdag morgen, hun fik et brev med posten, hvor hun blev indkaldt til en undersøgelse på et hospital i Aalborg med henblik på operation. Da hun ikke havde hørt noget til dette før, gik hun ind på sundhed.dk for at se, om hendes journal kunne fortælle lidt mere. Det viste sig, at man havde fundet kræft i hendes spiserør! Det var noget af et chok at læse dette på nettet, og efterfølgende påstod diverse instanser da også, at man havde forsøgt at kontakte hende pr. telefon, men at det ikke var lykkedes. I hendes husholdning havde man længe kun haft mobiltelefoner, og sådan nogle er som bekendt lukkede af og til. Normalt vil man så kunne se, at nogen har haft ringet, når man lukker op for sådan en telefon igen, men det kunne hun ikke i dette tilfælde.

Selvfølgelig er det sådan, at når man har fundet kræft i en patient, så skal der handles, og der skal handles hurtigt. Således også i dette tilfælde. Hun var under kniven mindre end 20 dage efter diagnosen. Så det med at vænne sig til, at man var syg, var sådan noget, hun måtte gøre efter operationen. Da var der også både tid og anledning nok til at gøre det.

Mens hun oplevede at gå ind på hospitalets område og være både frisk og rørig, vågnede hun op og kunne absolut ingenting. Selv det at trække vejret var besværligt. Faktisk var hendes evne til at gøre netop dette så voldsomt reduceret, at hun måtte blive på intensivafdelingen i 5 dage, hvor hun havde oplevelser, hun hellere skulle have været foruden.
patient

Og dog var det sådan, at hendes arbejdsliv på tidspunktet for diagnosen var så betændt, at hun nærmest var lettet over at have fået kræft. Så kan man vel tale om, at det psykiske arbejdsmiljø er fucked up, hvis man hellere vil lide af en potentielt dødelig sygdom end være på arbejdspladsen.

Men sådan var det, og dog ikke kun sådan. Måske er opfattelsen af virkeligheden en slags vifte med mange forskellige lag, hvor man somme tider skubber nogle lag ud, hvor de kan ses, og somme tider nogle andre ind, hvor de ikke kan ses. Det bliver en overlevelsesmekanisme. Det er nok muligt, at alt er gået i skuddermudder nu, men sådan har det ikke altid været. Der har også været gode ting, og dem skal man huske på, også for at overleve. Mennesker kan have overtrådt ens grænser på en måde, man aldrig før ville have kunnet forestille sig. Men man husker disse mennesker fra tidligere tider, hvor de ikke opførte sig på den måde, hvor de ikke havde ladet sig suge ind i nogle behov for at manipulere med og ødelægge andre mennesker. På den anden side er det også kendskabet til personen, der gør manipulationen og ødelæggelsen mulig. Der skal ikke ledes så længe efter de svage steder, man ved på forhånd, hvor de er og kan sætte kniven i dér og dreje rundt.

Det svageste sted er det, der holdt hende tilbage i det miljø. Svagheden forhindrede hende i at gå ud og søge anden beskæftigelse som andre havde gjort. Eller troede hun måske, at hun var immun over for manipulationen og ondskaben? ”Først kom de for at hente kommunisterne, men hun protesterede ikke for hun var ikke kommunist. osv.” Nej, svagheden var, at hun var træt. Hun havde ikke formået at opbygge en baggrund, der støttede og nærede, og så bliver man træt. Måske bliver man træt under alle omstændigheder. Måske er det et menneskeligt grundvilkår: Man bliver træt, og så indhentes man af ondskaben, manipulation, ødelæggelse og cancer, nutidens sabeltandede tiger. Exit træt person.


Jeg er her endnu

Inden du spørger: Det bedste forsvar mod en injuriesag er sandheden.

2. februar 2013

Plastic surgery, anyone? (Nej, tak!)*

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 15:33

Efter at have været så led som at sprede et uheldigt link om Goldie Hawn, og hvordan hun ser ud nu, efter at have været under kniven et utal af gange, har jeg fået en anelse skyldfølelse. Også lidt noget andet: Der skal nok være folk, der mener, at hvis man så ud som Goldie Hawn gør nu, da man var 30, så ville det have været en vældig forbedring, og Goldie er immervæk 67 år gammel. Og de ville ikke have haft helt uret. Der er lidt sure rønnebær i drinken.

Jeg har tidligere erklæret, at jeg ikke vil under kniven, med mindre det drejer sig om liv og død, og i den situation er det stadig noget, der skal overvejes. Det mener jeg stadig. Men man kan da lege med tanken.
Henny med hagere
Som man kan se, har jeg også leget lidt med mit billedbehandlingsprogram. Jeg ville gerne have sagt, at jeg havde photoshoppet et billede, men det ville være løgn, for jeg har ikke PhotoShop. Jeg nøjes med en gammel version af PaintShop Pro. Nå, først fjernede jeg hele dobbelthagen. Så gjorde jeg kinderne noget mindre, og så fladede jeg de hængende mundvige lidt ud. Så holdt jeg op. Jeg var stadig ikke tilfreds, for den tilbageblivende hage ser nu kæmpestor ud, som om jeg havde købt den på udsalg. Og øjnene burde man da også gøre noget ved. Men som sagt stoppede jeg.

Mon ikke det tit er på samme måde med de “rigtige” plastikoperationer? Men det er vel såre menneskeligt. F.eks. køber man en ny stol. Stolen får gardinerne til at se meget gamle ud. Men inden man hænger noget nyt og dyrt op foran vinduerne, skal væggene males og så kører det bare. Nej, det gælder om at lade være og have et dankort, der er lavet af muldvarpeskind.

*Her nærmest skal grines.

7. januar 2013

Vægtige argumenter (her må gerne grines)

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 15:49

Det er vist sluppet ud, at titlen på denne blog er lidt ved siden af. F.E.D. har jeg nok været et godt stykke tid. I forbindelse med min operation fik jeg at vide, at der var stor “risiko” for, at jeg ville tabe mig, men at dette var uønsket, idet det sandsynligvis er muskelvæv, der tabes, mens man er syg. Dette er uhensigtsmæssigt, hjertet er jo også en muskel, f.eks. Derfor skal selv F.E.D.E. mennesker helst holde vægten, mens de kommer sig.

Men jeg har altså tabt mig, so shoot me! Men det første par måneder tabte jeg mig nu ikke ret meget, højst en fem-seks kg. Dvs. der er lidt uenighed om, hvad min startvægt egentlig var. Selv husker jeg, at jeg vejede 118 kg i juli måned. Det var et stykke tid siden, jeg havde vejet mig, og det var noget af et chok. Derfor tog jeg mig til en vis grad sammen og tabte mig lidt, sådan at jeg efter mine egne notater vejede 114 kg på indlæggelsesdagen. Bare for at gøre forvirringen total, så blev jeg vejet i sengen, mens jeg lå på intensiv. Her har de senge, der kan alt muligt og koster spidsen af en jetjager. På det tidspunkt var jeg så fuld af både det ene og det andet, at jeg vejede 124 kg. Men det tal vil jeg simpelthen ikke kendes ved! Her til morgen vejede jeg godt 100 kg. Det er ikke med vilje, jeg har lige haft influenza, for Pete’s sake (det var et “aside” til den tsk-tsk’ende diætist, jeg har siddende på højre skulder).
Før og efter
Det, man kan iagttage på ovenstående billede er, at en halv dobbelthage må veje 14-15 kg. Ikke nok med det. Man får dobbelthagen byttet til kalkunpludder. Det er åbenbart sandt, at smør er det bedste rynkemiddel, men det er kun til indvortes brug. Man kan bedømme, hvor glad jeg er for pludderet ved at se, hvordan jeg snerrer på billedet til højre.

Men efterhånden må det vel også være ok at vende tilbage til de normale kostråd igen. Det er helt grotesk, men i denne periode, hvor jeg har fået besked på at “berige” min mad med smør og piskefløde og at lade være med at fylde maven med salat og andre “energifattige” ting, i denne periode har jeg ikke kunnet udholde fede spiser. Diverse tilskud, som f.eks. et proteinpulver, man kan tilsætte forskellige former for søbemad, har fået min mave til at opføre sig som en centrifugerende vaskemaskine.

En ting er sikker: Uanset hvor mange rynker, pliséer eller folder mit nuværende og kommende vægttab efterlader mig med, så skal jeg ikke under kniven for at have dem ordnet. Bliver det helt grotesk, kan man vel bruge nogle elastikker eller nogle tøjklemmer eller noget …

PS: Hvis nogen mener, der er anvendt glansbilleder her, så er det på tide med et besøg hos optometristen.

Ældre indlæg »