Nu er det ikke så meget arbejde, vi har lagt i haven, så man kan sige, at det vi får ud af den, er ren bonus. Men i flere år har det været sådan, at det, der var pænt i den, ligesom blev fyret af på en gang – i foråret og her i forsommeren. Alt er synkroniseret til at være pænt på dette tidspunkt. Bagefter er der kun grønne planter. Således også i år, eller næsten. Jeg var lige et sving ude her til aften, hvor jeg fandt denne:
Så der er da en enkelt rose, som jeg ikke i min iver fik skåret tilbage til hybenstadiet de første år, vi var her. Men det måtte da kunne lade sig gøre at planlægge blomsterne i en have, sådan at de ikke alle sammen blomstrer på samme tid, og sådan at der også ville være noget kønt at se på (og tage billeder af) senere på sommeren?
Ellers kan jeg se, at der igen er masser af blommer på blommetræet. Desværre ved jeg, at der går skimmel og råd i dem, så de bliver dårlige, før de bliver modne. Vi skal være heldige, hvis vi får en håndfuld blommer, der kan spises. Og træet bærer ellers helt fantastisk meget frugt.
Det i foråret meget fotograferede æbletræ bærer også helt fantastisk i år. Det kommer vi til at holde øje med, for træet er stadig meget lille og spinkelt, og grenene kommer nemt til at knække, hvis alle de frugter udvikles til store, tunge æbler. Jeg er ikke helt klar over, hvad sort, det er. Det minder om den sort, man kalder “rød ananas”. Det er meget saftige og sprøde æbler, der skal spises med det samme. De kan overhovedet ikke holde sig:
Vores gamle vinstok er der stadig. Den er ikke blevet beskåret, siden vi rev dens hus ned. Sammen med nogle mere eller mindre ubeskrivelige buske danner den en slags krat nede bag i haven, hvor kattene sover om dagen og pindsvinene huserer om natten.
Nu til noget helt andet: Der kan normalt gå ugevis mellem, at jeg får lavet en blogpost, og lige nu oplever jeg en helt ukarakteristisk skrivekløe. Hvad mon det kan skyldes? Det er måske sommerferien, der begynder at gøre opmærksom på sig selv? Det skal blive rart med 4 uger, der også kan helliges andre kreative sysler.