Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

1. januar 2013

For pænt og overfladisk?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 10:08

Majestæten var i sin nytårstale inde på faren ved at fremstille sig selv som glansbillede på de sociale medier, fordi, som hun ganske rigtigt bemærkede, ingen mennesker jo kan leve op til myten om det perfekte liv, den evige ungdom osv. Nu vil jeg altså nødigt rodes ud i noget majestætsfornærmelse, men jeg mener, at Dronningen ved en tidligere lejlighed har erklæret sig absolut på Ludditernes side ved at hævde, at hun hverken havde mobiltelefon eller brugte computer. Hvis det holder, kunne jeg da godt tænke mig at vide, hvor hun har sin viden fra?

Når jeg selv kigger mig omkring i blogosfæren og på FaceBook (og det gør jeg unægtelig ret tit), så synes jeg faktisk ikke, det er glansbilleder, jeg præsenteres for. De bloggere, jeg følger, er bestemt mennesker af kød og blod, og det afspejler sig i deres skriverier. Vi hører om både små og store fiaskoer, såvel som sejre, og det er efter min ydmyge mening nøjagtig, som det skal være. At nogle af dem så har evner ud i det grafiske og kan sætte tingene smukt op, er da bare en ekstra oplevelse for læseren, mener jeg. En blogger bestemmer selvfølgelig suverænt selv, hvad han/hun vil fortælle og hvordan. Vi læsere bestemmer også suverænt, hvilke rss-feeds, der ligger på vores liste.

Hvad angår Facebook, så er der nok ingen af mine venner, der udelukkende poster glansbilleder. Men der har man jo igen et valg. Jeg kan sørme godt forstå det, hvis nogen er stolt af, at de har bagt julesmåkager til hele familien og flere til, men det får ikke mig til at føle, at jeg burde gøre bedriften efter. Overhovedet ikke. (Hvis nogen skulle have bemærket, at jeg har skiftet holdning til Facebook i løbet af det sidste par år, så vil jeg bare sige, at de har fuldstændig ret! Men som en vis politiker en gang sagde: Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt!)
Hjemmelavet glansbillede
Men det kan da godt være, at unge mennesker har det anderledes med deres færden i CyberSpace, end sådan en gammel tudse som jeg har. Der må de jo så selv til at finde ud af, hvordan de vil have det, og det var måske i virkeligheden det, Dronningen ville opfordre dem til?

Jeg tror bestemt ikke unge mennesker er dummere eller mere naive nu, end de var før i tiden. Snarere tvært om. Jeg tror til gengæld, der er mange andre voldsomme krav, der i dag stilles til unge mennesker, som kan slå dem ud af kurs. F.eks. de 20% af enhver ungdomsårgang, som ikke får nogen uddannelse, fordi de ikke rigtig har lært noget i Folkeskolen og heller ikke har haft det godt med samme skole. De får det svært, for der er ikke ret mange ufaglærte job tilbage, og i fremtiden vil der være meget færre.

Jeg tror også, at mange af de unge, der faktisk går på gymnasiet, har det svært. Dels er de måske ikke helt “egnede”, de tør bare ikke andet. Dels er der rigtig mange i klassen, som i øvrigt ikke er stor nok til alle de mennesker. Jeg hører, at de unge mennesker må sidde i vindueskarmene og på gulvet nogle steder. Sådan nogle ting kunne godt give mig mere stress end en modeblog, eller en, der laver andefjæs på FaceBook.

Det står nok ikke stort bedre til med mange af de unge på erhvervsskolerne, for de skal jo finde praktikplads, hvilket ikke er så nemt. De kan risikere at have spildt halve eller hele år, hvis de ikke kan komme i praktik. Så tilbyder man ganske vist skolepraktik nogle steder, men spørgsmålet er, om man kan få arbejde bagefter, hvis man ikke har været i “rigtig” praktik. Svaret er nok, at det er meget svært, i hvert fald i den økonomiske situation vi befinder os i nu.

Så tilbage til de sociale medier: Ku’ vi ikke lige tage og blive enige om, at de er værktøjer, og at de er præcis så gode eller dårlige, som deres brugere?

Hvis jeg lige til sidst må vende tilbage til egen navle, så vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at billeder taget herhjemme og i min have næsten altid er tæt beskåret. Det kunne de f.eks. være, fordi jeg ikke har lyst til, at alle mennesker skal se det, der er udenom. Hvadenten det nu er et glansbillede (det er det ikke!) eller ej! 😆

8. februar 2009

Mangfoldighed, Nettet

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 15:48

Blogland, nærmere betegnet. Jeg røg ind i nogle overvejelser om Bloglands natur, hvem der passer ind, hvilke emner, man skal beskæftige sig med for at passe ind mv. Mens jeg helt og holdent respekterer skribentens holdninger og ret til at give udtryk for dem, må jeg sige, at jeg er aldeles uenig.

Nettet er, hvad vi gør det til, ikke et dårligt redigeret dameblad. Og fri og bevare os, og det endda meget længe, for at få nettet redigeret på nogen som helst overordnet måde, prøv bare at spørge i Kina, hvordan det er. Nej, frihed må vi have. For Loke, Thor, strikkersker, brodøser, samfundsengagerede, politiske, apolitiske og så fremdeles. Nu er det velsagtens også sådan, at ingen af vi bloggere afslører hele sandheden eller fortæller alt, hvad der er værd at vide om os selv. Det at have en blog er vel netop en måde at selviscenesætte et overskueligt udsnit af vores personlighed, et kontrollerbart billede af det, som vi synes andre kan få lov at se. Det kan udmærket være, at hende, der udelukkende blogger om strikkeopskrifter eller blomsterbinding, har tunge byrder i sin hverdag, og  at de smukke billeder af hendes håndværk er den kreative udfoldelse, der gør, at netop hun kan holde sin tilværelse ud.

Hvis vi altså er utilfredse med Nettets eller Blogosfærens udvikling, så er det op til os selv, dels at skrive nogle bedre indlæg og nogle bedre kommentarer for at forbedre den samlede kvalitet, dels at finde frem til de dele af Nettet og Blogland, som vi kan lide. Nu går jeg ikke ind for, at man udelukkende skal færdes i omgivelser, der er totalt enige med en selv. Tværtimod synes jeg, vi skal lade os udfordre for at få chancen for at vokse, men vi kan godt tillade os at lade være med at læse med på noget, hvis det virkelig ikke siger os noget.

Jeg synes på den anden side også, vi skal passe på med at pålægge os selv for mange begrænsninger. Livet, eller de omstændigheder, vi lever under kan nok begrænse os tilstrækkeligt, uden at vi selv behøver sætte stakitter op, hvor der ikke er behov. Så – nej, jeg synes ikke, der er noget galt med at beskæftige sig med noget, der er ren æstetik, heller ikke, selv om der er tunge og alvorlige emner, man kunne tage op. Ejheller synes jeg, der er nogen grund til at opfatte den slags som en personlig fornærmelse, selv om man selv lever med nogle meget svære eller tunge betingelser. Alle kan have brug for at tænke på noget andet ind imellem, og det er kun sundt, hvis man kan gøre det. Kald det bare eskapisme, hvis det hjælper.

Det var egentlig det, jeg ville frem til: Jo større mangfoldighed det har, jo bedre er nettet.