Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

22. juni 2010

Nedtælling: 18

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 21:10

Lupin
Må man præsentere? Et billede af en blå lupin. Billedet er ikke fra i år. Vi har blå lupiner i haven, og jeg havde taget et billede her forleden, men da jeg kom til at kigge nærmere på det, viste det sig, at det var noget uskarpt. Det er bare så koldt udenfor, at jeg ikke gad gå ud og forsøge mig igen, så jeg snyder og bruger et ældre billede, som er skarpt de rigtige steder, så vidt mine svage øjne kan se. Det er så helt tilfældigt, at det er blevet skarpt, for det er taget med et lille kompaktkamera. Men sådan er det vel: Selv en blind høne finder et korn!

Tilbage til ferien er der 13 arbejdsdage, heraf 5 gange aftenundervisning, 2 lange dage, 6 korte og 3 møder plus det løse.

22. juni 2009

Det forsømte forår

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 20:15

Hans Scherfigs roman randt mig i hu i dag, hvor vi sad indendøre i et lokale uden mulighed for at åbne vinduerne og eksaminerede ca. 15 kursister. Der skulle egentlig have været 16, men én glemte at møde op. Hvordan den slags kan ske, kan man godt undre sig over. Der er visse kursister, der stort set ikke tænker på andet end deres afsluttende eksamen den sidste måned forinden. De gør for meget ud af det. Den person, der glemte at møde op, gør så for lidt ud af det. Men selvfølgelig kender man aldrig hele historien om andre menneskers liv, og der kan da være tale om lovligt forfald.

Da jeg skulle hjem, var der lige nogle minutters ventetid, og jeg havde mit lommekamera med. Derfor brugte jeg noget af tiden på at dokumentere, at der virkelig var alt for godt vejr, både til at holde eksamen og til at køre i tog. Men jeg nåede da at lægge mærke til nogle sjove detaljer på bygningerne i nærheden af trinbrættet:

Jeg var hjemme lidt før klokken 4, og fra klokken 6 til 8 havde jeg aftenundervisning. Sjovt nok var der pænt fremmøde, havde det nu været mig, der gik i aftenskole, kunne jeg måske godt have følt mig fristet til at pjække en aften med så dejligt vejr. Men det er nok bare mig, der har en lidt anløben arbejdsmoral!

Under alle omstændigheder blev det en temmelig lang arbejdsdag, hvilket får mig til at glæde mig endnu mere til sommerferien.