Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. december 2012

Det synes jeg så ikke, at man skal

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 13:22

Nu har jeg været lærer det meste af mit voksenliv, og derfor følger jeg med i diverse debatter, der er oppe i tiden. Ikke mindst om den såkaldte folkeskolereform, som man nu vil indføre. I den forbindelse har der været fremført en hel del forskellige tal, der har undret mig. F.eks. at folkeskolelærere kun underviser 16 timer om ugen. Det er helt ude i hampen! Man må have medregnet skolebibliotekarer, læsevejledere mv. og lavet et gennemsnit på den måde, hvor man har nogle læreruddannede med, som faktisk slet ikke afholder undervisningstimer.

På den baggrund er det nemmere at forstå Danmarks Lærerforening, når de lige pludselig øjensynlig vender på en tallerken og tilbyder at undervise hele 25 timer om ugen. Mit bud er, at de fleste folkeskolelærere er deroppe omkring i forvejen, og at Kommunernes Landsforening derfor har ret, på en træls måde, når de håner Lærerforeningens tilbud. For en ordens skyld skal jeg lige nævne, at den slags undervisning, jeg selv har bedrevet de sidste 28 år, ikke dækkes af Danmarks Lærerforening, men derimod af Uddannelsesforbundet. Men det er gerne sådan, at trends hos folkeskolelærerne smitter af eller overføres til os efter et stykke tid, så derfor betaler det sig at følge med, med mindre man vil gøre som dette foretagende, som jeg fandt en annonce fra på nettet, nemlig afskaffe undervisning i det hele taget:
Afskaf skidtet
Her er opfordringen ikke til at tage fejl af: Fjern undervisning. Det kan da være, man skulle prøve? Det synes jeg så ikke, man skal.

Ligesom der er forskel på lammelår og lamme lår, så er der også voldsom forskel på fjernundervisning og fjern undervisning (strengt taget kunne det måske også betyde undervisning med en lidt distræt lærer?). Også når det “bare” handler om et hygiejnekursus.

27. juni 2009

Endnu en hård uge

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 21:46

Eller måske ikke så meget hårdere, end de plejer at være. Det er nok noget med, at jeg rigtig trænger til ferie nu, og så føles det ekstra hårdt, når man kører på pumperne. I den forgangne uge havde vi dimission, det har vi to gange om året, så det burde nok blive rutine, hvilket det da også gør på en måde, men det berører alligevel en at skulle sige farvel til nogle mennesker, man har haft så meget med at gøre i flere år. Sådan skal det nok være, ellers ville der være noget galt. Dimissioner hos os er af og til de rene gaveorgier. Således også denne gang. Blandt andet fik jeg disse roser, som står fint endnu:

Der er så lige præcis en uge til ferien. Vores skole skal jo ligne en arbejdsplads for kursisterne, og det betyder, at vi ikke har ferie på samme måde som folkeskolerne. Den sidste uge er skemalagt med ikke-boglige aktiviteter. Det føles lidt underligt at undervise videre efter dimissionen, som jo har meget præg af afslutning, men det skal åbenbart være på den måde.

3. november 2008

Vi er: Hamrende fleksible!

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 23:41

Ja, vi er så bøjelige og eftergivende, at man må tro, at der ikke er et ben i kroppen af os. De rene sprællemænd er vi, lavet af ægte kautsjuk! Er der brug for, at vi arbejder om aftenen, ja, så arbejder vi om aftenen. Er det bedre for nogen, at vi arbejder i week-enden, ja så gør vi det.

Ens egne planer, eller vaner, for den sags skyld, må vige for arbejdets krav. Vi tager os selvfølgelig godt betalt  for samme arbejde. Hvad ville vitsen være, hvis ikke det var tilfældet? Ind i mellem kan man dog godt få nogle rent ud sagt kætterske tanker om ovennævnte fleksibilitet. Hvem siger f.eks. at den pris man må betale, helbredsmæssigt og socialt, på at arbejde på helt skæve tidspunkter, er lønnen værd, sådan bogstavelig talt?

Selv slipper jeg relativt billigt med et par afteners arbejde om ugen, og til gengæld har jeg fri på en almindelig hverdag, hvilket jeg sandelig forstår at sætte pris på. Næh, jeg er godt klar over, at det kunne være meget værre (og det bliver det sikkert også, ha!). Man kunne være sygeplejerske med nattevagt hver tredje uge; nogen skal jo passe de syge, eftersom de er lige syge om dagen og om natten.

Men man kunne også være ansat på treholdsskift i industrien. Der er jo høj sandsynlighed for, at natarbejde gør, at man er mere udsat for at få kræft. Det er lidt svært at forstå, hvordan en sådan risiko kan gøres værd at tage gennem lidt ekstra i lønningsposen, specielt hvis man sidder på en fabrik og fremstiller nogle mere eller mindre ligegyldige forbrugsdimser.

Der er også folk, der gør rent midt om natten, fordi deres nærværelse ikke tåles om dagen, når alle andre er på arbejde. Der er dog nogle, der arbejder med synlig rengøring, dvs. der bliver gjort rent, samtidig med at det andet arbejde, hvad det nu er, bliver udført. Og hvorfor ikke? Det kan måske medvirke til, at folk sviner mindre og er mere tilbøjelige til at rydde op efter sig selv, hvis de ser, at det faktisk er mennesker, der skal feje op efter dem, og ikke bare en automatisk/usynlig proces, der som med et trylleslag skaber orden, hvor der før var kaos.

Det, der nok generer mig mere end så meget andet, er, at intet længere er helligt, når det gælder arbejdstid. Butikkerne har åbent om søndagen og folk arbejder i døgndrift. Er det nu også nødvendigt, og er det omkostningerne værd for den enkelte?

Det er ikke fordi jeg er helligere end de fleste, snarere tværtimod, men mon ikke det egentlig var en meget god idé med at komme hviledagen ihu? Alle mennesker har brug for tid, hvor de ikke skal noget. Tid, der er helliget eftertanke, afslapning og opladning af batterierne. Disse ting kan ikke bare vente, til en gang folk får tid eller har fri. Det er nødvendigt at stoppe op og trække vejret med jævne mellemrum. Det er mere værd end at kunne købe mælk og toiletpapir søndag eftermiddag.

Som sagt ved jeg godt, at jeg er sluppet billigt med mine “fleksible” tider. Ikke desto mindre har jeg gevaldig ondt af mig selv, hver gang jeg skal af sted på aftenarbejde og hver gang, jeg er kommet hjem fra aftenarbejde. Derfor denne rune. 😉