Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

7. december 2016

Man kan jo ikke …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 11:54

… være færdig som sanger, når man aldrig har sunget.
Operasanger
Men derfor kan man jo godt male en operasangertrold. Jeg tør vædde på, at hvis jeg skrev det i Wordfeud, ville den komme tilbage og sige, at det ikke er i dens ordbog. Ikke destomindre vil jeg til enhver tid påstå, at det er dansk!

Jeg har i øvrigt modtaget mit akvarelsæt. Og så har jeg fundet to halvbrugte sæt inde i skabet … Typisk. Nå, men nu mangler jeg bare at få skænket et glas vand og komme i gang! Men jeg er ligesom i et Filia oliekridt-modus lige nu, så det kan godt komme til at tage et stykke tid.

Besøget hos lægen, eller rettere sygeplejersken, i går gik godt. Efter et par forgæves stik fandt hun et sted, der ville bløde. Men mine årer er stadig lige så sammenklappede som hos en gammel junkie, og det kommer åbenbart ikke til at ændre sig. Jeg har før valgt at gå på sygehuset for at få taget blodprøver, fordi jeg mente, at de måtte være bedre til det. Jeg kan nu konstatere, at det er de ikke. Der var en enkelt gang, hvor sygehuslaboranten sad og malkede kappilærblod ud af en fingerspids. Det gør sygeplejersken ikke. I går fik vi således tappet det fornødne. Og jeg fik taget et EKG, som så normalt ud. Godt så, noget af mig er åbenbart er normalt.

Så var jeg også så heldig, at der ikke var indbrud i huset, selv om alle kunne læse på bloggen, at vi ikke var hjemme. Hvor dum kan man blive? Nej, lad endelig være med at svare på det. Enten er folk mere ærlige end som så. Jeg ved, at det gælder mine faste læsere. Eller også har de gennemskuet, at der ikke er noget at hente for en indbrudstyv her på matriklen. Men gennemgående, så skal man altså ikke annoncere, hverken på blogs eller sociale medier, hvornår man ikke vil være hjemme … Brutalt nok, så gælder det specielt i december måned. Der er rigtig mange, der ikke har råd til at give fuld pris for julegaverne. Men sådan nogen har vi altså heller ikke på lager! Og så har vi i øvrigt altid bevæbnede, agressive angrebskatte på vagt.

Noget, der også tikker som det skal, er dagens ur, som er lige så gammelt som mig selv. Победа, “Sejr” fra 1954. Hvis der nogensinde har været noget bling over det, så er det slidt af. Men hvad, bling er heller ikke det, jeg selv udstråler mest, så det passer nok meget godt sammen.
Победа

6. december 2016

Gustent, men ikke overlæg

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 10:26

Gusten trold
Jeg ved ikke lige, hvorfor han gik hen og blev så gusten, ham her. Måske er han ved at holde op med at ryge? Måske har han periodisk madlede? Måske skal han til lægen og have taget blodprøver, og ved, at det er svært at stikke i ham. Han kan selvfølgelig også have pådraget sig en gulsot, men det er slemt nok i sig selv, uden at vi behøver at komme med en forklaring på det …

Faktisk så skal jeg ind og have taget fasteblodprøver her i dag, og det er jeg en smule gusten ved. Men det lykkedes da sidste gang, så mon ikke, der kan findes et sted, der vil bløde, også denne gang. De har mig i kikkerten p.gr. af blodsukret, selv om det har været fint, lige siden jeg blev diagnosticeret som diabetiker. Desuden er den gal med kolesterolet. Jeg havde taget en pause med statinerne hen over sommeren, og jeg synes faktisk, jeg havde det bedre, da jeg var fri for at tage dem, men kolesterolet benyttede chancen til at blive for højt, så jeg måtte på den igen. Så håber jeg bare, de har virket, de statiner. Det er bl.a. det, dagens prøver skal være med til at afsløre. Der skal også tjekkes infektionstal, da disse ikke har været tilfredsstillende de sidste 4-5 gange, jeg har fået taget blodprøver.

Dagens ur er et Zeiger. Et ganske billigt ur i samme stil som Daniel Wellington-urene. Det kom også med en stribet natorem, men den blev jeg ret hurtigt træt af. Ja, det kan da være, jeg tager den i brug igen til sommer. Daniel Wellington-urene koster mellem 1000 og 1400 kr, alt afhængigt af, hvor man køber dem. Efter min bedste overbevisning er det mere, end de er værd. Der er tale om ganske simple quartz-ure, der bare tilfældigvis er moderne. Men bevares, hvis man har svært ved at få udgifterne til at slå til, vil Daniel Wellington gerne hjælpe.
061216

14. juni 2013

Testes i hoved og r**

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 14:26

En irrelevant plante
Her til morgen skulle jeg hen på sygehuset for at få taget en blodprøve som forberedelse til CT-scanningen i næste uge. Samtidig, troede jeg, skulle jeg have taget en blodprøve ang. blodsukker, kolesterol, vitaminer mm. Den sidste prøve blev bestilt for ca. 7 uger siden, var jeg da sikker på.

De starter 7.30 ovre til blodprøvetagningen, og jeg var der 7.50, for jeg tænkte, at jo tidligere, man stiller op, jo kortere ville køen være. Den idé var der også andre, der havde fået, men jeg trak nr. 12, og nr. 6 var allerede inde, så det var ikke så galt.

Nå, så blev det min tur. Men så holdt det op med at gå godt, bare sådan lige pludselig! På “henvisningshotellet” lå der nemlig en henvisning på en blodprøve til forberedelse for scanning, ikke nogen henvisning ang. blodsukker etc. Derimod lå der en henvisning på en prøve af noget helt andet materiale! Så var det, jeg kom til at sige, at nogle af de henvisende vist skriver med den anden ende, for den sidstnævnte prøve er nemlig “lavet” og afleveret, samme dag som den blev rekvireret.

Jeg havde tænkt, at jeg kunne spare en tur på sygehuset ved at få to sæt blodprøver taget samtidig. Den snedige plan gik i vasken. Da jeg var kommet hjem måtte jeg så ringe til min læge og bede dem lave en rekvisition på en blodprøve ang. blodsukker osv., som jeg så kan gå hen og få taget før fanden får sko på en gang i næste uge. Ingen rationaliseringsgevinster her, altså!