Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

10. maj 2013

Nødtvungent indrømmer jeg …

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 18:39

…at det overhovedet ikke er spor svært at lave en blodsukkermåling.
Måleinstrument
Det er faktisk så nemt, at en intelligensmæssigt udfordret abekat burde kunne hitte ud af det. Hvilket gør det en anelse pinligt, at jeg var lige ved at give op og i hvert fald meget tæt på at ringe til en ven. Allerede i går gik jeg i gang med at måle på en organiseret måde.

… fordi havregryn i min bevidsthed ikke har ret meget med mad at gøreJeg har fået besked på, at jeg i fire på hinanden følgende dage skal måle før morgenmaden, før frokost, før aftensmaden og før sengetid. Efter at have gjort det i går tænkte jeg: Ha! Jeg har sq ikke diabetes. Målingerne lå pænt indenfor det normale. Så sikker var jeg i min sag, at jeg tog godt med sukker på havregrynene her til morgen, hvilket bragte mit blodsukker op på 11,7, der er langt fra godt og giver sukker i urinen og slider meget på de i forvejen overbelastede nyrer. Ikke mere sukker på havregrynene, altså. Jeg må have fat i noget Stevia, der ikke skulle påvirke blodsukkeret. Spørgsmålet er så, om det vil gøre fyldest oven på havregrynene. Det er ikke, fordi jeg er særlig vild med havregryn, men de er meget gode, når jeg SKAL spise, men ikke har lyst p.gr. af kvalme. Det er sikkert, fordi havregryn i min bevidsthed ikke har ret meget med mad at gøre. Men uden sukker vil de være grumme svære at få ned.

Ak ja, som krykhusar af første orden bliver man udsat for mange udfordringer. Hvor betvingelsen af blodsukkermåleapparatet altså viste sig at være en mindre udfordring.

8. maj 2013

Så har jeg begået en “unboxing video”

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 19:08


Det er ikke helt ved siden af, når jeg har kaldt den noget i retning af “The Worst Ever Unboxing Video in the Whole, Wide World”. Det er så hvad det er. Jeg har gået lidt i cirkler rundt om dyret hele dagen, for det skal da indrømmes, at jeg ikke er meget for at skulle stikke huller i mig selv. Ganske vist bliver jeg dagligt massakreret af kattene, men det er nu noget andet. Det beror som regel på mis(hah!)forståelser, og jeg ved aldrig rigtig, hvornår det kommer. Sådan med vilje at stikke hul på sig selv kræver et vist nænne, som jeg ikke uden videre har. Det er nok derfor, der medfølger indtil flere instrumenter til proceduren. Noget med indbyggede fjedre, og så kan man på forhånd indstille, hvor dybt hullet skal være. Det må være noget med, at hvis man skal måle blodsukker, skal det være det lille hul, skal man lave blodpølse, skal det være det store…
Nature morte
Nå, jeg fik prikket hul og anbragt noget blod på sådan en strimmel. Den sagde, at der ikke var blod nok, og at jeg skulle tage en ny strimmel. Så sagde den 888, dvs. alt, hvad der kan lyse op på den skærm lyste op, men kun et kort øjeblik. Jeg prøvede en tredje strimmel, og da sagde den slet ingenting. Jeg prøver igen, når jeg har læst hele den danske brugsanvisning. Det bliver nok en gang i weekenden. Fik jeg sagt, at jeg ikke rigtig har taget det dersens diabetes til mig endnu?