Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. marts 2018

Vi skal til at sortere …

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:18

Vores affald her i Hjørring kommune. Begrundelsen, vi har fået, er, at mange af de ting, husholdningerne kasserer, skal og kan genbruges på forskellig vis, og det kan man da ikke være andet end fuldstændig enig i.

Vi vil, istedet for stativ med papirsæk, få tildelt to plastikcontainere med hver to rum. De fire kategorier er, så vidt jeg lige husker:

  • Madrester
  • Papir, småt pap
  • Plastik og metal
  • Restaffald

Nu plejer vi faktisk selv at køre papir, pap, større plastik- og metalting til genbrugspladsen. Når jeg ser størrelsen på de containere, vi får, kan jeg godt komme til at tænke, at vi må fortsætte med det, for de ser ikke ret store ud.

Nu får vi vores affaldssæk afhentet en gang om ugen. I fremtiden vil den container, der bl.a indeholder madrester, blive tømt to gange pr. måned. Den anden bliver kun tømt 1 gang om måneden. Man har forudset, at der kan komme problemer med det organiske affald, og derfor kan man få en gratis skraldespandsparfume, som skulle holde fluerne væk … Her stopper de “gratis” gaver ikke, vi vil også få udleveret poser til madaffald. Alt andet affald, må ikke komme i poser. Det er borgerne selv, der skal sørge for rengøring af containerne. Søreme godt, at vi er raske, unge og rørige begge to. Ironi kan have forekommet …

Kommunen har oprettet en hjemmeside med detaljerede, illustrerede anvisninger på, hvordan man skal sortere. Her kan jeg se, hvor jeg skal anbringe de fyldte støvsugerposer, men jeg har glemt det igen, for – NEWSFLASH – i over 20 år har vi brugt poseløse støvsugere. Støvsugerposer er en udgift og en miljøbelastning, som man lige så godt kan undgå. Jeg kan ikke lige se, hvilken container, man skal tømme støvsugeren i, men skidt, vi kan da også bare holde op med at støvsuge helt og holdent. Guderne skal vide, at det ikke er for tit, vi støjforurener matriklen på den måde i forvejen.

Affald

Nå, men det hele starter ikke før til oktober, og det er jo slet ikke sikkert, man er her til den tid, så der er jo nok ingen grund til at bekymre sig.

Jeg håber så bare, at man, når sorteringen er indført, ikke bare blander hele l*rtet i en pærevælling på forbrændingen alligevel, sådan som man har kunnet læse, at det er sket i nogle andre kommuner.

Alt i alt kan jeg ikke komme væk fra det indtryk, at hele øvelsen er en spareøvelse og ikke en miljøbeskyttelsesøvelse. Man vil spare på skraldemændene og personalet på forbrændingsanstalten, tror jeg.

17. november 2009

Borgerpligten

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 19:46

Så var det i dag, vi skulle sætte vores krydser for at vælge kommunalbestyrelse og regionsråd. Nu kan man jo altid diskutere, hvilket valg, der er det vigtigste, men hvis man kiggede på stemmesedlernes størrelse, kunne man jo godt forledes til at tro, at regionsrådsvalget var det vigtigste. Den stemmeseddel var så stor, at den kun kunne komme i urnen ved at stoppe den ned med en pind.

Mange har givet udtryk for, at de egentlig ikke går så meget op i den lokale politik, men at de er mere interesserede i den nationale. Sådan har jeg det også lidt selv, selv om det nok egentlig burde være omvendt. Der er faktisk mange ting, der har vital betydning for mig og mine, der besluttes i Hjørring byråd. Så jeg håber naturligvis, at folk har sat krydset det rigtige sted!