Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

26. august 2012

En gang røg!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 21:02

Det har i mit hoved altid været sådan, at man kan ryge cigaretter (jeg er selv kommet igennem tusindvis af dem, inden jeg holdt op), cigarer, cerutter, “cigarillos”, pibe mm., mens sild, makrel, laks og andre fisk skulle røges. Af en røger. I et røgeri.

Derfor har det pint mig at høre bl.a. Anne Hjernø snakke om en mand, der ryger fisk, jeg mener der kan ikke være meget træk i sådan en, vel? Ligeledes har jeg irriteret mig over titlen på et TV-program, der hedder “Storrygeren”. Dette program har nemlig heller ikke noget at gøre med tobaksprodukter, men med fisk.

Jeg havde en intention om at sende en sarkastisk mail til DR desangående, men jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte kigge i RO for at se, om jeg nu havde noget at have min forargelse i. Jeg mener, det er jo tilladt at skrive “majonæse” og “resurser” nu om dage, og man skal skrive “linje” og ikke “linie”, hvilket jeg ellers har gjort i over 50 år. Og pænt nok: Man kan iflg. RO godt ryge sild nu om dage.

Så nu vil jeg gå ud og sætte ild til en tudekiks og indsnuse duften af den.