Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

6. august 2013

Pilatussyndrom

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 15:34

For de mindre bibelstærke kan jeg oplyse, at det er det der med, at den ene hånd vasker den anden, og at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør.

Jeg var i dag til en samtale med kommunens diætist i forbindelse med min diabetes. Vi blev hurtigt enige om, at jeg stadig er så overvældet over følgerne af min operation og de traumer, den har påført mig, at jeg slet ikke er nået frem til at lægge mærke til min diabetes endnu. I øvrigt spiser jeg stadig for lidt, og der er det gode ved det, at blodsukkeret sjældent når de faretruende højder. Men i den forbindelse nævnte diætisten, at kommunen faktisk har noget genoptræning specielt for kræftpatienter, og det har de haft siden første januar i år, og mon ikke det var noget for mig? Jo, jo, jo! Men da jeg var til visitationssamtale i februar, vidste visitator ikke noget om dette udmærkede initiativ. I hvert fald nævnte hun det ikke med et ord. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at meget kunne have været anderledes i dag, hvis jeg var kommet med til det den gang. I februar var der mange ting omkring mit helbred, der ikke var ristet i sten, sådan som de er i dag. Min lungefunktion fx., men også min generelle kondi.

Nå, men jeg er i hvert fald velkommen i den sammenhæng, hvis jeg ellers kan få det til at passe sammen med min diabetesrehabilitering. Lidt har også ret, og bedre sent end aldrig. Eller kan vi komme på lidt flere floskler til at pynte på det med?
Dagens ur
Dagens ur er igen et af de billige fra e-bay – det fås for 18 amerikanske dollars, inklusive fragt pt. Der er sådan lidt “vintage” over det. Sådan lidt lugt af gamle dage, selvom det var spritnyt, da jeg fik det. Jeg tror, det er en efterligning af et eller andet, jeg ved bare ikke af hvad. Hvorfor tror jeg så det? Jo, dette urmærke – “Goer” -, plejer ikke at udmærke sig ved raffineret design. Så når jeg finder et eksempel på noget, jeg anser for at være raffineret design, så tror jeg, at de har hugget det et andet sted. Hos et af de dyre mærker, som jeg kun har set på billeder.

4. juni 2013

Løver og tykkelse

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 17:07

Claus Ørntofts ene løve
Jeg skulle til et møde på kommunens sundhedscenter i dag. Sundhedscenteret ligger i det tidligere posthus, lige ved siden af banegården. Kunstneren Claus Ørntoft har begået et par løver, der passer på de mange mennesker, der benytter fodgængerovergangen, hver gang der ankommer eller afgår tog. Jeg har længe lovet mig selv, at jeg ville tage nogle billeder af dem, for jeg synes, de er flotte. Jeg har såmænd været der med kamera en gang før, men da var de blevet lånt ud til en udstilling et eller andet sted. Så I dag tænkte jeg, at jeg kunne slå flere fluer med et smæk.

Der står naturligvis også en løve på den anden side:
Claus Ørntofts anden løve
Ellers var det et godt møde med diabeteskonsulenten, og om de højere magter vil, får jeg 8 ugers genoptræning, begyndende en gang i august. Hele rehabiliteringsforløbet vil vare næsten 2 år, med opfølgende samtaler mm. Jeg får også adgang til samtaler med diætist, og det er jeg meget glad for, for som trofaste læsere vil vide, er og har jeg længe været noget rundt på gulvet mht. hvad, hvor meget og såmænd også hvorfor jeg overhovedet skulle gøre mig den ulejlighed at stoppe noget i hovedet.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på, at folk siger, jeg har tabt mig, når jeg møder dem efter et halvt års tid. Det har jeg også. Ca. 30 kg. Men jeg har lidt besvær med at fornemme, at det skulle gøre så stor forskel. Jeg har vist før skrevet, at jeg nu passer det tøj, jeg måtte lægge til side sidst i 90’erne. Det er kun delvist sandt, idet den “nye facon” er noget anderledes end den gamle. Så det er altså kun nogle af de gamle klude, der kan genbruges. Nu er det ikke så tit, jeg har ladet mig fotografere i al min magt og vælde, men i 2006 – eller var det 07 – gjorde jeg en undtagelse og lod gemalen tage et billede, fordi jeg syntes min tunika (ok, mit cirkustelt) var så fin(t). Så det er første billede. Andet og tredje billede er mig i “genbrugstøj” fra i dag. Jeg har selv taget billederne, for jeg har nemlig både fundet mit stativ og indstillingen til selvudløser efter 10 sekunder. Så det!
Ingen streg i luften

21. maj 2013

Et halvt møde

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 14:51

… blev det til for mit vedkommende, så så jeg sol, måne og stjerner.

Emnet var “Stress og diabetes”. Heldigvis havde jeg på forhånd sagt, at hvis jeg forlod forsamlingen i utide, var det ikke nødvendigvis fordi jeg ikke var godt underholdt. Det var jeg, og stoffet var godt og relevant. Det handlede meget om nødvendigheden af at kontrollere sin stress, idet stress, diabetes og depression er bedste venner på den ufede måde. Har man for mange stresshormoner i blodet, bliver det svært at håndtere ens diabetes. Med et blodsukker “all over the place” er man et let offer for depression.

Se, det ved jeg faktisk godt. Jeg ved også noget om at håndtere stress. Der er bare visse stressorer, jeg ikke ved noget om, hvordan man håndterer, og det tror jeg heller ikke kursusdagen ville have afsløret. Der er dels nogle systemet iboende kræfter, der vil agere stressor. Det gælder sådan noget som deadlines og tidsbegrænsninger. Så er der de personer, der skal bestyre systemet, og deres måde at gøre dette på, som kan være mere eller mindre stressfremkaldende hos individet – mig, sagde hunden.

Ældre indlæg »