Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

8. september 2014

Medicircus

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , — Henny Stewart @ 10:43

DISCLAIMER: Langt og kedeligt indlæg om læger, medicin, moral, dobbeltmoral mm.
Jeg skal jo forestille at være ved at blive rask, men hvis vi holder os til ærlige termer er jeg ikke rask (endnu). Om jeg bliver det, er et åbent spørgsmål. Men det er ærlig talt ikke så nemt at administrere smerter, som jeg stadig får fra operationsarret og omegn, eller min psykiske tilstand, som jeg ikke har styr på. Er jeg bipolær uden manier? Er jeg ”bare” ind i mellem ”lettere”, ”sværere” eller bare “mellemsvært” deprimeret? Her er det værd at huske, at der findes andre depressioner, end dem, hvor man ligger og stirrer ind i en væg. Mange deprimerede er faktisk i arbejde, men oplever på grund af depressionen en manglende livskvalitet.

Min psykiater har været tiltalende tilbageholdende med diagnoserne. Den slags stempler behøver man ikke, men man kan godt være i behandling for en af tingene alligevel. Beviset for, om man har den ene eller den anden diagnose består så i, om medicinen virker. Jeg har i næsten to år været i behandling for angst og neuropatiske smerter med præparatet ”Lyrica”. Det var, især i starten, meget effektivt mod smerterne i og omkring det operationsar, der ligger over mellemgulvet, sådan ca. Denne positive effekt er desværre i aftagende. Det, i øvrigt meget lange, ar, jeg har under højre arm og ud på ryggen, har jeg gudskelov og mærkværdigvis ikke haft det mindste besvær med, ligesom det er blevet næsten usynligt. Det på maven buler helt ad h til. Mod angsten har ”Lyrica” efter min bedste overbevisning ikke virket. Nu er man ikke selv det bedste sandhedsvidne om den slags, idet man jo ikke kan dele sig i to og oprette en kontrolgruppe. Til min praktiserende læges forfærdelse er jeg havnet på den (forhåbentlig midlertidige) konklusion, at de eneste psykofarmaka, der objektivt virker på mig, er benzodiazepiner.

Disse er jo ikke populære i lægestanden som sådan. Blandt andet er der folk, der har udråbt denne del af psykofarmaka til at være ”tørsprit”. Heri ligger der efter min mening en uhensigtsmæssig moralsk vurdering fra visse dele af lægestanden. Jeg er med på, at benzodiazepiner ikke er bolsjer, og at de ikke skal gives til unge mennesker i store mængder. I hvert fald ikke før, alt andet har været prøvet på en helt seriøs måde. Ud fra mine egne erfaringer, er samtaleterapi den bedste behandling for de fleste psykiske lidelser. Samtaleterapi kan være mange forskellige ting, lige fra egentlig freudiansk analyse til hypnoterapi.

Men samtaleterapien, hvilken form den så tager, kan i næsten alle tilfælde suppleres eller for ældre patienters vedkommende delvis erstattes med medicinsk behandling. Mange praktiserende læger starter sådan en behandling, suppleret med samtaler på det plan, som lægen nu har personlige ressourcer til. Det er ikke så ringe, selv om det selvfølgelig er bedre at blive behandlet af en psykiater, eller en psykolog, der er uddannet læge. Det sidste fordi, en sådan psykolog vil kunne udskrive medicin, hvilket en psykolog uden medicinsk uddannelse ikke kan. Det vil selvfølgelig være et handicap i situationer, hvor patienten faktisk har brug for at få noget kemisk ubalance ordnet.

Som sagt behøver det ikke være en dårlig løsning at få behandling hos sin praktiserende læge, mens man venter på at komme til hos specialisten. Så vidt jeg kan se, ud fra egne erfaringer, artikler om emnet og samtaler med lidelsesfæller, er det største problem, at praktiserende læger har en tendens til at udskrive antidepressiv medicin i for små doser. Dette kan være virkelig problematisk, især i tilfælde, hvor patienten er suicidal. Lidt ”populært” udtrykt, kan en for lav dosis antidepressiv medicin få patienten akkurat så meget ud af starthullerne, at h/n er i stand til at planlægge og gennemføre et selvmord.

Samfundsøkonomisk er man selvfølgelig kommet af med en udgiftspost, hvis det bliver resultatet. Samfundsøkonomisk kan en bipolær/deprimeret person selvfølgelig være både økonomisk og følelsesmæssigt anker for et større antal – sandsynligvis yngre – personer. Så mangel på ordentlig behandling i første led kan medføre en større regning, når næste generations traumer og praktiske problemer skal løses. Alt i alt kunne man godt ønske sig, at ventelisterne til psykologisk/psykiatrisk behandling blev kortere, at distriktspsykiatrien blev mere effektiv, herunder at personer, der har behov for at blive indlagt, også bliver det og forbliver indlagt, indtil der er rimeligt styr på situationen. Naturligvis er dette endnu vigtigere, hvis patienten er et barn eller et ungt menneske, eller en der har ansvaret for sådan en (eller flere) person(er).

Nå, her kom jeg så meget ud i det generelle, at jeg kom væk fra det med benzodiazepiner. For folk, der ikke er bekendt med disse præparater, kan jeg kort fortælle, at de falder i to grupper, den ene beroligende (sælges under navne som Valium, Diazepam, Oxapax, Oxabenz osv. De forskellige mærker har samme virkning, så det gælder bare om at få apoteket til at sælge dig den billigste. Der er nemlig ikke tilskud til denne form for medicin.) Den anden gruppe af benzodiazepiner er sovemedicin (sælges under navne som Imovane, Imozop, Stillnocht, Zolpidem. Der er lidt forskel på de to første mærker og resten. Fx smager Imovane og Imozop helt ad h. til.) Ellers er meningen med disse midler jo, at de skal hjælpe en med at falde i søvn. Problemet med dem er, at den søvnfremkaldende virkning kan udeblive, men at man alligevel kan blive afhængig af midlerne.

I værste tilfælde kan det betyde, at man går rundt og tilsyneladende fungerer, men i virkeligheden sover det meste af hjernen. Hovedet kører på automatpilot, så at sige. Og man kan i nogle tilfælde gøre og sige ting, som man ikke husker bagefter. Det er rimeligt ubehageligt. For mig er kuren selvdisciplin. Har jeg taget sovepille, så er det i kanen, klap gluggerne i og afvent søvnens komme. Det gør man så, om nødvendigt, i op til 7-8 timer, hvorefter pillens virkning på systemet (selvom det ikke var den ønskede) skulle være aftaget tilstrækkeligt til at man kan fungere ”normalt” og også huske (det meste af) hvad man har sagt og gjort.

Den beskrevne manglende virkning af benzodiazepiner som sovemedicin, kombineret med den afhængighed, der opstår, er et af de største problemer med disse præparater. Hvorfor overhovedet tage noget, der funker så dårligt? Tjah, der opstår en fysisk afhængighed. Hvis man forsøger at stoppe fra den ene dag til den anden, risikerer man krampeanfald, der kan have alverdens uheldige konsekvenser, alt afhængigt af anfaldets voldsomhed og den situation, man er i, når man rammes. Nedtrapning er svaret. Når man så er trappet ned, vil man kunne regne med at produktet vil virke som sovepille et stykke tid igen, hvorefter circus kan starte forfra. Problemet er nemlig, at der ikke er nogle bedre alternativer.

Rohypnol er jo blevet udråbt til et såkaldt ”daterapedrug”. Altså virker det lidt for godt og lidt for effektivt, især i starten. Jeg har fået Rohypnol for mange år siden, da min læge kunne se, at jeg absolut måtte have noget søvn, hvis jeg ikke skulle gå fuldkommen i selvsving. Men Rohypnol og andre midler i den klasse fås vist nærmest kun på det sorte marked nu om dage. I hvert fald har jeg ikke haft held til at få nogle af mine behandlere til at udskrive det til mig i denne omgang. Man går ud fra, at de ved, hvad de gør. Eller ikke gør.

Jeg nævnte før, at man ikke får den mindste smule tilskud til benzodiazepiner. Dette er et udtryk for en politisk beslutning om, at disse præparater er ”dårlige”. Denne beslutning udmønter sig desværre hos visse praktiserende læger til en moraliserende holdning om, at man skal holde patienterne væk fra den slags snusk. Så vidt, så skidt. Men hvad nu, hvis det er den eneste form for medicin, der objektivt set hjælper, her og nu, mod angst, søvnløshed og hvad har vi?

Dårlig situation, hvis man er løbet tør forud for en lang weekend og ikke har været forudseende nok til at få forlænget sin recept, der hvor man oprindelig fik den. Hvis man er naiv nok (hvilket jeg da har været), kunne man forestille sig, at ens praktiserende læge ville kunne logge ind på ens medicinprofil på sundhed.dk og udskrive en lille portion, så man ikke risikerer at gå i kramper i den nævnte forlængede weekend. Når denne læge så lader sin moralske, af sundhedsstyrelsen underbyggede, modvilje mod disse præparater overskygge hensynet til patientens ve og vel og siger “nej”, så har patienten et problem. H/n har 3-4 muligheder, som jeg ser det:

  • risikere kramperne
  • prøve alternativ behandling. Nu kaldes dette præparat ”tørsprit”, og en person med normal indvendig rørlægning vil sikkert kunne undgå kramperne med en to-tre sjusser om dagen. Jeg har bare ikke normal indvendig rørlægning, så denne mulighed er ikke åben for mig
  • opsøge det sorte marked. Det har jeg ikke gjort før, og jeg har ingen anelse om, hvordan eller om det overhovedet fungerer i min del af verden

Nu er det en situation, jeg selv har været i, og jeg kan desværre ikke oplyse jer om, hvordan jeg klarede den. Men situationen opstod i pinsen, og jeg lever endnu, så jeg har vel fundet en god tovende at bide i, da det var værst.

Men på ovenstående måde føler jeg mig igen reduceret til en gammel junkie(lidt lige som alle de gange, jeg har stået på apoteket og bedt om medicin, hvor recepten ikke var kommet frem), der kun er interesseret i at lokke recepter ud af læger. Og hvis nogen tænker dette om mig, må jeg protestere. Jeg må også protestere over sundhedspersonales personlige synsninger om forskellige former for medicin. Jeg er, i samarbejde med min udmærkede psykiater, i gang med at forsøge at finde et præparat, der kan virke mod min depression, angst, søvnløshed mm. Vel at mærke et præparat, der har sundhedsstyrelsens blå stempel, fordi det virker på den rigtige måde, ikke er ”tørsprit” fx.

Indtil videre er det bare ikke gået så godt med det. Det er ret sent arbejde, kan jeg berette. Man faser et sådant præparat langsomt ind, for at se hvilke af bivirkningerne, man får at slås med. Når man efter nogle uger har besluttet, at bivirkningerne er til at leve med, sættes dosis typisk op til noget, der skulle kunne gøre noget ved problemerne. Efter yderligere nogle uger, evaluerer man på situationen: Er der positiv effekt at spore? Hvis ja fortsætter man, måske øger man dosis yderligere. Er der derimod ingen virkning at spore, skal der seponeres. I lægmands termer: Man skal holde op med at tage medicinen. Men i de fleste tilfælde skal man trappes ud, lige så stille. For selv om medicinen altså ikke havde nogen positiv effekt, kan den godt have nogle grimme bivirkninger, når man vil holde op med at tage den.

Jeg håber selvfølgelig, at jeg finder et af disse produkter, der viser sig at have flere virkninger end bivirkninger. Indtil denne situation indfinder sig, har jeg altså to ”fy, fy, åh, så slemme” benzodiazepiner, der hjælper mig igennem situationer, hvor jeg ellers ville være ilde hjulpet. Er jeg så afhængig af disse stoffer? Ja, det er jeg. Jeg har ikke nogen moralsk holdning til, at dette skulle være så forfærdeligt. De fleste mennesker er afhængige af et eller flere stoffer. Vand fx. Eller de førnævnte alkoholiske drikke, der dog ikke er forbudt. Endnu. Selvom antallet af rygere her i landet er faldet til omkring en tredjedel af befolkningen, er der dog her tale om en meget stærk afhængighed, som faktisk skader andre mennesker. Når man fx skal løbe spidsrod gennem en gruppe rygere for at komme ind i næsten en hvilken som helst offentlig bygning. De nymodens e-cigaretter har været markedsført som cigaretter, der ikke skader omgivelserne. Jeg er nu noget loren ved den damp, der slippes ud fra disse ”narresutter for voksne”. Det er dog heller ikke forbudt, ja man skal ikke en gang have recept! Hvorimod det ikke skader omgivelserne en pind, når jeg tager et angstdæmpende middel. Tværtimod, med den afslappende effekt følger større overblik og empati. Disse midler skal selvfølgelig ikke indtages pr. håndfuld, og det bliver de heller ikke, af mig.

Den absolut ideelle situation ville selvfølgelig være at kunne undvære al den medicin og kun have brug for at stimulere sig med kaffe og te og falde i søvn af naturlig skovhuggertræthed. Men sådan et menneske er jeg ikke, og det har jeg heller aldrig været.

Mit dilemma er i øjeblikket, at min praktiserende læge og jeg ikke er på samme side angående benzodiazepiner. Dem får jeg også normalt udskrevet af min psykiater, men da min praktiserende læge har adgang til såvel journal fra psykiateren og min medicinprofil, så synes jeg godt, jeg burde kunne regne med, at hun kan fungere som bagstopper, hvis jeg løber tør på et tidspunkt, hvor jeg ikke kan få kontakt med min psykiater. Situationen vil ikke opstå særlig tit. Jeg er blevet betydeligt bedre til at tælle fremad på min kalender, samtidig med at jeg er virkelig motiveret for at finde andre behandlinger end disse dybt og overdrevent forhadte benzodiazepiner. Så spørgsmålet bliver, om jeg kan arbejde hen over disse ”meningsforskelle”, eller om jeg hellere skal skifte læge med det samme. Man er jo ikke altid i bedste kampform, når man opsøger sin læge. Derfor ville det være rart, nødvendigt faktisk, hvis der herskede mere eller mindre gensidig tillid.