Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

5. oktober 2016

Pyh ha, så orker man ikke meget mere i dag

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 15:36

Så oprandt dagen, da vi skulle have alle de firbenede til dyrlægen. Forberedelserne startede i går med at finde og rense 5 transportkasser. Det fortsatte så her til formiddag, hvor der gik flere timer med at indfange kræene. Det var ikke nemt, men det lykkedes! Det var heller ikke nemt at få dem i kasserne. Vi måtte i flere tilfælde bruge tricket med at stille kassen på højkant og sætte bagkroppen ned i først. Så kan det lade sig gøre at overmande en uvillig missekat.

Vi har jo skiftet til Dyrehospitalet i Sindal, så Dyrlægevisen var flere vers længere, end den plejer at være. Til gengæld gik undersøgelserne, behandlingerne og vaccinationerne tjept, så de var hurtigt færdige. Også de farlige, ubehandlelige vildkatte, vi har. Jeg nåede at blive revet til blods på hænderne, men det var en af de ellers meget rolige katte, der lige ville klø sig i ørerne, efter at de var blevet renset. Nu er jeg så blevet forbundet af en dyrlæge. Det er første gang, men hun insisterede.

Jeg tror, der må være noget beroligende i de vaccinationer, for der var ikke nær så meget dyrlægesang på vej hjem.

Vel hjemme igen læssede vi bare kattene af udenfor. Nogle af dem gik lige ind, andre skulle lige rundt og tjekke, om alt nu var i orden, og så kom de også ind. Jeg tror, de har glemt alt om dyrlægebesøget allerede.

Nu skulle de være OK i et par år. Dvs. selvfølgelig tager vi dem til dyrlæge, hvis vi konstaterer, at de har problemer, men vi går ikke ind for årlige vaccinationer af gamle katte. Det er sandsynligvis ikke nødvendigt, måske endda skadeligt at overvaccinere. Når de har fået de skud, de skulle have som små, burde det sådan set slet ikke være nødvendigt at vaccinere mere, men da de er udekatte og sandsynligvis bliver udsat for alle mulige smittekilder, har jeg altså valgt, at de skal vaccineres hvert andet/tredje år.

11. januar 2013

Vi har farlige dyr her

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:54

Måtte sende gemalen alene til dr. Dyr i går med et pænt udvalg af besætningen. Der er såmænd ikke noget i vejen, de skulle bare have deres 10.000 kilometers eftersyn og vaccineres, vejes og checkes for blinde passagerer. Hvad det sidste angik var der hverken lopper eller øremider, så det var da lidt af en fest, det er vist første gang.

Men vi har jo den her “lille” kat på ca. 3 år, som nok har sultet, da han var lille. Han er en af dem, der ville få betegnelsen “ikke håndtam”, hvis han nogensinde blev indfanget af en kattefoged. Den betegnelse er tæt på en dødsdom, så vi må håbe, at bettemis holder sig på matriklen. Han er nemlig håndtam, hvis det bare er mine hænder, det handler om, men nu var jeg ikke med i går. Så han kom hjem uden at være blevet undersøgt. Dyrlægen havde ikke lyst til at få hænderne flænset, hvilket jeg sådan set ikke skal bebrejde ham.
Farligt dyr
Men det er nu mærkeligt med den farlige, lille mis. Han knurrer og hvæser og ter sig hos dyrlægen, det har jeg selv hørt, men herhjemme er der ingen problemer. Han synes helt klart, at det der ude er noget opreklameret pis, han er altid først inde, når dørene åbnes.

Det må simpelt hen være minder fra dengang han fik batterierne taget ud, ja, og så det at han faktisk var en vildkat i ministørrelse, som vi anskaffede os i den tro, at det var en lille killing.

Mine egne arme hænger konstant i strimler, men det er de andre katte, der kradser mig. Ikke ham den bette med den skæve næse.

24. januar 2012

Dyrlægesang, igen en gang

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 22:57

Så kom dagen, hvor de firbenede skulle til deres årlige 10.000 kilometers eftersyn. Selv om det jo er til “middernes” bedste, er det faktisk langt fra, at de er taknemmelige, de små snøbeler.

Første hurdle er at fange dem. Hvis man undlader at slippe dem uden for huset, er det ikke så svært. Vi havde ikke sluppet dem ud i dag. Næste hurdle er at få dem i hver sin kasse. Det hader de alle 3, på hver sin måde. Pushkin er stadig så lille, at man kan stoppe ham ind i kassen uden de store problemer. Olga er ikke vild med at skulle noget, der ikke passer hende, så der skulle to mand høj til at stoppe hende i, og det skete under store protester. Stoffer er panisk angst for at komme i kassen. Han klager sig og kradser og bider, og der skal et helt specielt trick til for at få ham i buret. Vi sætter det på højkant og putter ham i med bagenden først. Det er dyrlægens tip at gøre det på den måde, og det virker da også, men ikke uden blodsudgydelser, desværre.

I bilen hele vejen hen til dyrehospitalet sang de så trestemmigt…

Da det blev vores tur, valgte jeg at lade dem komme til efter anciennitet. Kortest anciennitet kom til hurtigst. Pushkin har måske nogle minder om, hvor han mistede kuglerne, for han hvæser og knurrer meget ildevarslende af dyrlægerne. I dag så meget, så han ikke engang blev vejet. Dyrlægen vurderede, at han nok ikke er for fed, og at han nok meget hellere ville tilbage i kassen igen. Han fik sit prik, dyrlægen fangede en loppe på ham, og så var det overstået. Olga besluttede sig til at være ladylike, så der var ikke det mindste pjat med hende. Hun har tabt 200 gram siden sidst, hvor det var, at de sagde, at hun var F-E-D. Hun vejer lige knap 2 kg for meget, og det er ret voldsomt, når man i alt vejer under 6 kg. Stoffer havde på dette tidspunkt sunget sig hæs og overgav sig mere eller mindre til undersøgelsen og prikket. Han har også tabt sig lidt, så vi undgik ufine kommentarer om omfang og sådan noget …

Alle tre havde fine bisser denne gang. Pyh, sikke en lettelse. Sidst fik de to store tandrensning, og det er både dyrt og besværligt. Vi fik besked på, at vi burde børste deres tænder. Men ånden er redebon og kødet er skrøbeligt: Vi fik indkøbt en tube kattetandpasta og tre babytandbørster, men så skete der ikke ret meget mere. Det var mig, der skulle stå for børstningen, åbenbart, og det var helt klart ikke noget, kattene nød. Det føltes som et overgreb hver gang, så jeg tror, vi opgiver det der med kattetandbørstning. Det er muligvis en efterrationalisering, men er det ikke også lige lidt for meget at børste kattenes tænder? De er da for pokker ikke mennesker, selv om de er vigtige medlemmer af familien.

Nå, men vi trænger vist til en illustration, så her kommer et billede af Olga, som jeg tog i efteråret. Det er taget med min relativt nyanskaffede prime linse, og det er det eneste nogenlunde skarpe skilderi, det er lykkedes at tage med den. Det er nok, fordi jeg ikke rigtig fatter den:
Olga

Ældre indlæg »