Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

15. januar 2016

Hinsides tv-pakkerne

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 20:07

Når indtægterne bliver betydeligt mindre, fx fordi man har valgt at gå på efterløn, og ens ægtefælle fx modtager en brøkpension, i dette tilfælde er brøken en fjerdedel, må man jo sætte tæring efter næring, eller som vi sagde i min ungdom: Tæerne op i træerne.

Der er ikke tale om noget dramatisk. Vi har forsæt om fortsat at spise, have tøj på kroppen, varme i radiatorerne og lys i lamperne, samt at fodre kattene. Ligeledes skal vi stadig have bil, det er vi faktisk nødt til, idet Hjørring by har valgt at afskaffe bybusserne, og det er begrænset, hvor langt vi kommer til fods.

Der vil dog blive tale om besparelser. Det er i høj grad nødvendigt, idet efterløn og pension ikke er i nærheden af en løn. Arbejdstiderne er også aldeles usammenlignelige, som i forskellen mellem nul og syvogtredive, hvilket er pointen, og derfor det, jeg vælger at fokusere på i denne forbindelse.

Besparelserne vil kunne findes i en lidt længere responstid på indkøbsimpulser. Som i færre gadgets, håndtasker og ekstra par sko. Dette i sig selv resulterer i en langt sundere økonomi, og hvis det indebærer afsavn, er det bare om at fokusere på det med forskellen i arbejdstid, stå-op tid, komme-hjem tid, transport-tid osv.
Brænde penge af
Yderligere besparelser kommer ved gennemgang af diverse abonnementer. I stedet for ”gennemgang” læs ”opsigelse”. Vi skar meget ned på abonnementer for nogle år siden, fx opsagde vi aviser, tidsskrifter og fastnettelefoni. Ikke et øjeblik har vi savnet noget af det. Jo, måske et enkelt øjeblik. – Her for nogle dage siden mistede vi strømmen i det meste af kommunen, og det gik op for os, at den mobilmast, vi åbenbart benytter, også mistede strømmen. Der var i hvert fald nogle minutter, hvor vores telefoner ikke kunne benyttes. Vi ville altså have været ude og sk***, hvis vi havde haft brug for 112 i det tidsrum. Nå, men vi havde ikke brug for 112, heldigvis, og selv fastnet kunne man vel ikke altid regne med i nødsituationer.

Nu skrev jeg telefoner i ovenstående afsnit. Det er gået op for mig, at vi har tre, og en af dem står til opsigelse, og det er egentlig bare slendrian, at det ikke er sket allerede.

Turen kom også til vores medlemskab af antenneselskabet, hvor vi havde både den lille tv-pakke og internet. Det var for dyrt i sammenligning med andre tilbud på markedet. Vi har nu fibernet og ingen tv-pakker. Jeg regner med, at vi sagtens kan se det tv, vi har brug for på internettet. Det var faktisk det, jeg gjorde meget af tiden i forvejen. Jeg har dette snedige arrangement af en gammel bærbar sammen med skærmen fra min allersidste stationære pc, som tilsammen er TV/en computer/ musikanlæg på mit kontor.

Alt i alt så giver disse spareøvelser det fornødne albuerum i den noget smalle økonomi, som efterlønstilværelsen giver.

Til gengæld har jeg oprettet et abonnement på tv2play, så jeg kan se Badehotellet. Det er gratis første måned, og derefter koster det 59 kr pr måned. Det bliver opsagt, lige så snart Badehotellet er forbi. Resten af det, de viser på TV2, kan vi sagtens undvære.

Indtil videre er konklusionen den, at spareøvelser, der ville gøre nas på et hårdtarbejdende individ, nærmest slet ikke kan mærkes af en efterlønner. Så det!

Det er glimrende, at underholdningen således er i hus, idet det er p*ssekoldt, og jeg har tænkt mig at opholde mig inde, indtil der er kommet en anden ordning på det vejr!

22. oktober 2015

Direktør i eget liv?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:48

I forbindelse med min overgang til efterløn melder der sig uundgåeligt nogle tanker om mit forhold til det arbejdsmarked, jeg nu siger farvel til.

Da jeg var barn, fik jeg tit at vide, at jeg var bange for at bestille noget. Jeg er kommet til det resultat, at det nok er rigtigt, at jeg er lidt dovent anlagt. Jeg vil dog ikke destomindre påstå, at jeg under hele mit arbejdsliv har bekæmpet denne tendens og til tider har været endog meget flittig, både når det kommer til planlægning, udførelse og evaluering af undervisning. Jeg har ikke bare gjort de tre ting, som jeg skulle, men desuden også fremstillet masser af undervisningsmateriale, som jeg i høj grad har stillet til rådighed for andre, og som andre også har kunnet bruge. Dette gælder især det interaktive materiale, som jeg har lagt ud på nettet, ganske gratis.

Jeg har imidlertid skullet tage mig gevaldigt sammen for at udføre dette arbejde og for at udvise denne ”flid”. Jeg har taget mig så meget sammen, at det har ført til angsttilstande, klumper i halsen og generel ødelæggelse af min fritid. Især efter at jeg blev syg, har forberedelse til undervisning fyldt alt for meget. Jeg har aldrig kunnet gøre det godt nok, og aldrig tilfredsstillende for de standarder, jeg har stillet for mig selv, samtidig med, at jeg fandt frem til en ydmyghed, gående ud på, at jeg erkendte, at jeg trods bunker af erfaring egentlig ikke var 100% klædt på til opgaven. Jeg føler derfor, at de kursister, jeg har skullet hjælpe, ikke helt har fået det, de havde brug for, eller i hvert fald, at andre, mere energiske lærere, ville kunne gøre det bedre end jeg. Samtidig har jeg følt, at selvom jeg brugte alt for meget tid og alt for megen energi på forberedelsen til dette arbejde, så var jeg ikke i stand til at følge mine planer eller holde overblikket over, hvad der i virkeligheden foregik i undervisningslokalet. På et tidspunkt en af de sidste undervisningsdage tog jeg mig selv i at stå med ryggen til klassen og rode i mine fotokopier uden at være i stand til finde det, jeg søgte. Da tænkte jeg, at disse kursister har fortjent bedre. De har brug for mere, end jeg kunne give dem, og jeg kunne give dem langt mindre, end jeg ville ønske.

Nu har jeg sagt mit arbejde op. Jeg har en måneds opsigelse, og jeg har søgt om og fået bevilliget orlov uden løn i den måned.

Man kan sige, at mit farvel til arbejdslivet ikke blev særlig elegant. Man har jo kendt til folk, der gik over til efterløn med et brag af en fest, hvor hele deres arbejdsplads var involveret. Sådan kom det ikke til at gå i mit tilfælde, selvom jeg har været meget glad for min sidste arbejdsplads. Jeg har i det hele taget været meget glad for mit arbejde i næsten alle årene, og det er da også kun i de senere år, at denne følelse af utilstrækkelighed og denne angst for at gå i sort har overskygget glæden ved at hjælpe mennesker fra fremmede lande med at lære vores sære, snørklede sprog, der er så svært at udtale. Ikke desto mindre er det nu officielt: Jeg er gået på efterløn!

Efterløn er vel blandt andet til folk, der er blevet trætte? Dem er jeg blandt, det er helt givet. Jeg har brug for at give efter for min tilbøjelighed til dovenskab og for at holde op med at skulle tage mig sammen hele tiden.

Faktisk var jeg lidt usikker på, om det overhovedet var på plads, det med efterlønnen, indtil for ganske nylig. Dvs. Jeg havde fået et foreløbigt tilsagn om efterløn. Jeg har også sat mine pensioner i gang. De skal jo modregnes i efterlønnen, uanset om man får dem udbetalt med det samme eller ej. Desuden regner jeg med min medicinske historik ikke med at blive 100 år. Jeg vil gøre alt for at blive det, hvis min livskvalitet som direktør i eget liv med ansvar for disponering af egen tid og egne kræfter ellers er til det. Skulle mine penge slippe op før mig, så må jeg tage stilling til det problem, når jeg når dertil.

Men det fulde overblik over min økonomiske situation har jeg på ingen måde. Jeg har set 17 forskellige (mindst) udregninger af, hvor meget vi har at leve af, efter modregning af pensioner og efter skat, og ingen af dem lægger op til et liv i luksus. Min fornemmelse er, at det vil kunne lade sig gøre – med lejlighedsvise tilskud af egne opsparede midler, men disse er jo også lagt til side med netop det formål at kunne supplere i situationer, hvor der er brug for det. Men præcis på kroner og øre kan jeg ikke sige, hvordan det bliver. Det vil vel vise sig. Men jeg bliver ikke en af de efterlønnere, der spiller golf under sydlige himmelstrøg det meste af tiden, eller rejser til spændende destinationer. Det gad jeg så heller ikke. Jeg kommer til at skrue ned for mit forbrug af elektroniske gadgets, men det er bestemt heller ingen skade til. Det har virkelig taget overhånd med det, og man kan jo ikke betjene mere end højst et par stykker ad gangen, så der er ingen grund til at have læssevis af dem. Og: Mit nuværende lager af dimser vil kunne vare i ganske lang tid fremover!

Men bare for at få det i den grad på det rene: Rent økonomisk kan det så sandelig godt betale sig at arbejde, lige til man bliver 70 eller mere!

Mine planer om at modernisere huset kan vist også godt lægges på hylden. Det bliver stort set begrænset til småjobs, vi selv kan klare. Læs: Et strøg maling af og til. Gudskelov er der ingen af os, der ryger, så vi behøver ikke male hvert andet år. Til gengæld har huset en tilbøjelighed til at suge fugt, og det giver nogle grimme, sorte skygger på ydervæggene efterhånden, der hvor mørtelen mellem betonstenene er.

Nu da jeg skal til at disponere hele min egen tid, så vil jeg nok prøve at lave et skema, der sikrer at jeg har en vis mængde aktivitet hver dag. Men mere herom senere. Foreløbig er det aspekt nu ikke startet. Jeg tror, jeg er i gang med at rekonfigurere knolden til tilværelsen som pensionist/efterlønner. Der er kommet en ro på, som jeg ikke har kendt i meget lang tid. Mit forbrug af mere eller mindre vitaminrig medicin er under afvikling, og det er en helt anden oplevelse igen. Jeg får tiden til at gå med at dagdrømme og se Matador. Så har jeg også indkøbt remedier til at få mit værelse malet, men det bliver så en gang, når jeg føler, at jeg kan tage mig lidt sammen igen. Jeg har fået en gammel PC hooket op, så jeg kan se fjernsyn fra hele verden, når jeg bliver træt af Matador, hvilket ikke sker foreløbig. Det er den rene zen at se Matador og dagdrømme. Kan kun anbefales, hvis man trænger til at få ryddet op på sit personlige c:-drev. Den roligt fremadskridende handling, som man kender, og derfor ikke får stress over, adskillige fremragende skuespilpræstationer, glimrende kulisser, kostumer og props medvirker alt sammen til at skaffe ro på øverste etage.

Og nu skifter vi lige emne: Bloggen her har været ved at tørre noget ud. Jeg regner dog med at tage bloggeriet op igen, når jeg har noget at fortælle. Men jeg tror, det kommer til at skifte retning. Når jeg ser tilbage på hovedparten af mine mange hundrede indlæg, kan jeg se, at jeg ofte har været drevet af utilfredshed, angst, bekymring og andre negative følelser. Som direktør i eget liv har jeg besluttet at det skal have en ende! Jeg har faktisk ikke noget at være utilfreds med eller bange for. Andet end at skillingerne får svært ved at slå til. Skulle det gå helt galt, må man jo opfinde en plan B!

Så, ud fra et overfladisk synspunkt har jeg ikke lavet en skid her min første måned som efterlønner. Det er jeg faktisk ganske godt tilpas med, for jeg tror, at en sundere virketrang snart vil tage over. Faktisk har jeg allerede drevet det til et portræt af katten:
Kat
Hvad kan det mon ikke blive til? Nu er jeg for længst ude over det stadie, hvor jeg troede at man skulle have fingrene i noget maling, nogen musikinstrumenter eller lignende for at være kreativ. Jvf. noget af det ovenstående kommer jeg nok til at bruge en del kreativitet på vores budget. Men hvad, kreativ bogføring behøver vel ikke lige frem være kriminel…

12. august 2012

Kinesisk forbandelse

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:27

Det siges, at en kinesisk forbandelse lyder:”Måtte du leve i interessante tider!”. Interessant skal nok her forstås som det modsatte af “tryg”, “sikker” etc. På den måde lever vi nok alle i interessante tider.

Uden at jeg skal gå hen og blive alt for politisk, så er det meget “interessant” for mig og mange andre, at “den danske model” for, hvordan arbejdsmarkedets parter organiserer sig, står for skud, og hvordan politikere fra f.eks. partiet Venstre stiller sig op og frimodigt erklærer, at de godt kunne tænke sig at forbyde fagforeningerne at blokere virksomheder, der ikke vil tegne overenskomst. I samme åndedrag synes jeg også, at det er “interessant”, at alle journalisterne kun kan finde ud af at spørge 3f’erne, hvorfor de blokerer Restaurant Vejlegården, når den nu har overenskomst, ganske vist med en gul fagforening. Det spørgsmål er ikke det rigtige. Det rigtige ville være at finde frem til en hel masse andre arbejdspladser, hvor der overhovedet ikke er overenskomst, og så spørge de fagforeninger, der burde have overenskomst der, hvorfor de ikke har det, og hvorfor i givet fald, de ikke blokerer netop den arbejdsplads. De spørgsmål bliver ikke stillet.

På det personlige plan lever jeg også i interessante tider. Nu har jeg ikke været arbejdsløs i snart 28 år, og i alle disse år har jeg betalt til A-kassen, og i en hel del af årene har jeg også betalt til en tillægsforsikring, så det ville vel ikke være verdens største ulykke, om jeg skulle hæve dagpenge et stykke tid. Men hvem ved, det kunne da også være, at jeg kunne være så svineheldig at finde en tjans et eller andet sted, så jeg helt kunne slippe for at være arbejdsløs. Men i den forbindelse vil jeg nu godt nok sige, at det er bedre, at sådan en som jeg er arbejdsløs, end at et ungt menneske er det. Jeg ville såmænd ikke lave så meget ballade. Jeg kan godt finde ud af at sidde i et hjørne og læse i nogle bøger eller fedte lidt med nogle andre interesser. Men unge mennesker bliver frustrerede, bitre og rastløse, hvis de ikke kommer til fadet. Det var vel også på den baggrund, at man i sin tid indførte den efterløn, som man nu er på vej til at afskaffe igen, og som man i den forbindelse har bestemt, at f.eks. jeg skal vente et år ekstra på.

Ja, vi lever i interessante tider ….

Det er således ikke på grund af kedsomhed, at denne blog så sjældent opdateres. Det er snarere det modsatte. Til de læsere, der hænger på trods den relative tørke: Af hjertet tak!

« Nyere indlæg