Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

11. april 2013

Lærerlockouten

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 21:28

Som mange af jer ved, er jeg lærer. Jeg har ikke været i Folkeskolen siden 1981, og jeg er organiseret i Uddannelsesforbundet, ikke Danmarks Lærerforening. Selv er jeg sygemeldt og har ikke noget job at vende tilbage til, så derfor er jeg ikke lockoutet. Men mange af mine gode kolleger fra før i tiden er. Det viser efter min mening noget af det tossede ved denne konflikt, at Kommunernes Landsforening har valgt at lockoute ikke alene folkeskolelærere men også lærere ved kommunale sprogcentre, lærere ved sosu-uddannelserne, samt et større antal vejledere, der vel at mærke i forvejen har 37 timers tilstedeværelse på skolerne. Det sidste beviser efter min mening, at der er gået ikke så lidt fandenskab i KL. De har da også selv erklæret, at de har villet lockoute “så mange som muligt”. Tal om saglighed.

Min egen situation er således lige så elendig, som den ville have været uden lockout, men naturligvis påvirker det mig, at mine gode kolleger nu de facto er fyrede og ikke kan få lov til at gøre det, de allerhelst vil, nemlig passe deres arbejde. Jeg synes også, at mine kolleger i den grad er seje, når de hver eneste dag laver aktioner som fx flashmobs, undervisning i den danske model i telte opstillet i Aalborgs gader til formålet, store demonstrationer med meget mere.

Min forbundsformand, Hanne Pontoppidan, har i følgende tale udtrykt, hvad problemet er, set fra Uddannelsesforbundet og dets medlemmers synsvinkel:

Er det virkelig så urimeligt?

Lærerne er gået til forhandlinger med krav, der kunne øge kvaliteten og arbejdsmiljøet på alle vore skoler og uddannelsessteder. Vi har ønsket at lave to særlige indsatser i et fællesskab med arbejdsgivere. Den ene skulle sikre en forbedret og mere strategisk efteruddannelsesindsats. Den anden indsats skulle sikre et blik på arbejdsmiljøet de steder, hvor det halter i dag – fx på grund af ekstremt overarbejde, nye udfordrende kursistgrupper, der skal inkluderes i normalundervisningen, eller lignende.

Arbejdsgiverne stillede med et krav om, at arbejdstidsaftalerne for alle lærergrupper skulle totalt afskaffes. Det skulle senere vise sig, at arbejdsgivernes krav var et ultimativt krav, som i forhandlingsforløbet blot blev fremført igen og igen. Vore krav kom slet ikke til forhandling. Intet kunne drøftes, før vi havde givet os og indvilget i at acceptere arbejdsgivernes krav fuldt og helt.

Det gjorde vi ikke, fordi vi seriøst mener, det ville give meget dårlige betingelser for den videre kvalitetsudvikling af undervisningen og ville forværre arbejdsmiljøet på de skoler, der i forvejen har problemer.

Men det stod dog klart for os, at vi for at undgå en konflikt var nødt til at bevæge os langt hen mod arbejdsgivernes ønskescenarium. Og det har vi gjort. Vi har accepteret, at det er den enkelte skoleleder, der suverænt bestemmer over lærernes arbejdstid. Vi har accepteret, at forberedelse kan differentieres mellem fag og mellem yngre og ældre lærere. Vi synes ikke, det er klogt, men vi har accepteret det! Endelig har vi sagt o.k. til ikke længere at arbejde hjemmefra i en del af arbejdstiden, men i stedet at lægge al vores arbejdstid på arbejdspladsen.

Det, vi som modydelse kræver, er noget, som enhver anden lønmodtager ser som det naturligste i verden:

– Vi vil have vores arbejdstid gjort op og have afregnet overarbejdet en gang om måneden.

– Vi vil vide, hvornår vi skal møde på arbejde, og hvornår vi har fri.

– Vi vil kun møde én gang om dagen. Man skal ikke kunne sættes til at arbejde fx kl. 7-11 og igen kl. 16-20.

– Vi vil have ordentlige kontorfaciliteter til vores rådighed.

– Vi vil sikre, at alle skoler i landet har afsat tilstrækkelige ressourcer til forberedelse, som skolelederen fordeler mellem lærerne efter sin bedste vurdering. På denne måde sikres det, at alle skoler faktisk har økonomi til at fastholde kvalitet i undervisningstilbuddet.

– Endelig ønsker vi, at den enkelte skoleleder kan beslutte at indgå akkordaftaler med lærerne, hvis han finder, det er en mere hensigtsmæssig måde, at få dagligdagen til at fungere på.

– I en parentes bemærket har vi dog afvist at afskaffe aldersreduktionen og de regler, der kendes fra hele det private LO-område, hvor man optjener tre timers frihed, hver gang man har en fuld uges aftenarbejde. Men det er jo småting i forhold til, hvor langt vi faktisk har bevæget os for at opnå enighed med arbejdsgiverne.

Jeg er nødt til at spørge: Synes I, at det er helt urimelige krav at stille til den måde, man får reguleret sit arbejdsliv?

Vi synes det ikke. Men tilsyneladende synes arbejdsgiverne det. Derfor er lockouten en realitet. Derfor er skolesystemernes fremtid sat på spil.

Og nej, jeg synes overhovedet ikke, der er nogle urimelige krav i det!

1. maj 2010

Arbejdernes internationale kampdag

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 1:00

Det hører sig jo til, at man den første maj går ud og lufter de røde faner, hvis man ellers har sådan nogle. Faktisk må jeg tilstå, at jeg aldrig har været til 1. maj-demonstration. Jeg er vokset op på landet, og i de kredse mener mange, at de har et sådant forhold til produktionsmidlerne, at den slags ikke kommer på tale, selvom de udtrykker det lidt anderledes. Det er i høj grad diskutabelt, om landmændene har ret. Mange af dem indrømmer jo selv, at de sådan set kun er prioritetsbestyrere, men der kan altså godt herske noget falsk bevidsthed om hvilken “klasse” man hører til, selv om en industriarbejder i byen i min barndom sagtens kunne være mere velaflagt end en husmand, der kun blev kaldt gårdejer på rudekuverterne med regninger i. Nå, men det er sådan set en øm tå, som jeg evt. kunne komme tilbage til senere. I alle fald var 1. maj-demonstrationer ikke noget, jeg blev slæbt med til.
Demonstrationen Digression: Det er muligt at det er en vandrehistorie, men der fortælles denne anekdote om en svensker, som var flyttet ud til Tversted, eller rettere til en lille landejendom lige uden for Tversted. Fra Sverige var han vant til, at man da demonstrerede den første maj, så han cyklede ind til Tversted for at slutte sig til den demonstration, han var overbevist om at kunne finde der. Som man måske vil have gættet, var der ikke nogen demonstration, men vor helt lod sig da ikke slå ud. Han tog næste rutebil ind til Hirtshals, for der måtte der da være arbejdere og dermed demonstration. Det var der så heller ikke. Han drog videre til Hjørring, og der var resultatet ikke meget bedre. Nu var svenskeren lige ved at give op, og det var også ved at være midt eftermiddag, men han ville nu prøve endnu en gang, om han da ikke kunne finde en 1. maj-demonstration. Ergo tog han med DSB til Ålborg. I Kildeparken fandt han så en halv snes overrislede ungersvende, der påstod, at de var den sidste rest af demonstrationen. Nu havde vor ven så endelig fået nok, og han drog hjem igen.

Det mål af sandhed, der måtte være i historien, skal nu lige rettes til, for retfærdigvis skal det siges, at der faktisk har været 1.-maj-arrangementer i Hjørring i de sidste mange år. Dem har jeg så heller ikke taget del i. Min fagforening kan ikke beskyldes for at være så aktiv, sådan lokalt, for nu at være ladylike og sige det på en meget pæn måde. Jeg kunne selvfølgelig gå først, kunne man indvende, men selv om jeg bestemt sympatiserer med tankerne bag, føler jeg nu ingen trang til det, så mine chancer for at bringe et fotografi af en 1.maj-demonstration er yderst spinkle.

Om der egentlig er tale om demonstrationer, kan man i høj grad diskutere. Det lader til, at det mange steder er en skovtur med lidt røde flag, pølser, is og øl samt en tale af en mere eller mindre kendt politiker. Det er vel også godt nok, især hvis aktuelle problemstillinger bliver taget op. Hvis den manglende kamp skyldes, at der ikke er mere at kæmpe for, så er det vel sådan det må være. Hvis den derimod skyldes et nyt lag af falsk bevidsthed, så har vi et problem. At det er sådan det forholder sig, kunne man godt tro, når man hører om de mange unge, der hverken vil være medlemmer af fagforeninger eller A-kasser, enten fordi de lider af den vildfarelse, at de selv i den grad er uundværlige, eller af den, at man ligeså godt bare kan få kontanthjælp, hvis uheldet skulle være ude. I begge tilfælde er solidaritet noget, man kan kigge i vejviseren efter, og de personer, det drejer sig om, dukker nok heller ikke op under fanerne.

De røster, der hævder, at fagforeningerne er som dinosaurer i informationssamfundet, gider jeg slet ikke beskæftige mig med, men jeg ved, at de findes.

Onde tunger vil hævde, at 1.maj-demonstrationernes antal og størrelse er meget afhængig af vejr og vind, og af på hvilken ugedag 1. maj falder. Mon det kan passe? Er det en mere eller mindre ligegyldig tradition, som nogle mennesker efterlever uden egentlig at mene det helt store med det, eller er der stadig en kerne af det oprindelige? Tjah, jeg ved det ikke.