Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. maj 2009

Fasan og monsun

Filed under: Blandet — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 13:00

Ham her ser jeg jævnligt på vej hjem fra arbejde, men først i dag havde jeg et kamera med og nåede at få taget et billede. Der er også et fasanpar, som bor tæt på skolen, hvor jeg underviser. Det må være fordi landet er ved at være tæt befolket, at de vilde dyr sådan slår sig ned i byen. Eller også er det fordi de ikke mistror mennesker. Hvor dum kan man være?

Selvfølgelig havde jeg ikke det bedst egnede objektiv på, og selvfølgelig var der ikke tid til at skifte. Jeg er ingen ørn til det skifteri, så derfor blev billedet langt fra perfekt. Men bedre end intet billede.

Jeg håber, han nåede at komme i ly inden monsunregnen startede. De sidste mange dage har det nemlig regnet nogle timer hver eftermiddag, og det må da være monsunen, der er kommet hertil?

Nu står jeg ellers foran 4 fridage, som jeg har glædet mig til. Der er bare lige et enkelt møde om en times tid, og så hedder det Kristi Himmelfartsferie. Fra næste uge går det så løs med de afsluttende danskprøver, samtidig med at de kursister, der ikke afslutter i denne eksamenstermin, selvfølgelig skal undervises og evalueres. Fra næste mandag og godt en måned frem vil der således være travlt.