Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

7. januar 2013

Vægtige argumenter (her må gerne grines)

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 15:49

Det er vist sluppet ud, at titlen på denne blog er lidt ved siden af. F.E.D. har jeg nok været et godt stykke tid. I forbindelse med min operation fik jeg at vide, at der var stor “risiko” for, at jeg ville tabe mig, men at dette var uønsket, idet det sandsynligvis er muskelvæv, der tabes, mens man er syg. Dette er uhensigtsmæssigt, hjertet er jo også en muskel, f.eks. Derfor skal selv F.E.D.E. mennesker helst holde vægten, mens de kommer sig.

Men jeg har altså tabt mig, so shoot me! Men det første par måneder tabte jeg mig nu ikke ret meget, højst en fem-seks kg. Dvs. der er lidt uenighed om, hvad min startvægt egentlig var. Selv husker jeg, at jeg vejede 118 kg i juli måned. Det var et stykke tid siden, jeg havde vejet mig, og det var noget af et chok. Derfor tog jeg mig til en vis grad sammen og tabte mig lidt, sådan at jeg efter mine egne notater vejede 114 kg på indlæggelsesdagen. Bare for at gøre forvirringen total, så blev jeg vejet i sengen, mens jeg lå på intensiv. Her har de senge, der kan alt muligt og koster spidsen af en jetjager. På det tidspunkt var jeg så fuld af både det ene og det andet, at jeg vejede 124 kg. Men det tal vil jeg simpelthen ikke kendes ved! Her til morgen vejede jeg godt 100 kg. Det er ikke med vilje, jeg har lige haft influenza, for Pete’s sake (det var et “aside” til den tsk-tsk’ende diætist, jeg har siddende på højre skulder).
Før og efter
Det, man kan iagttage på ovenstående billede er, at en halv dobbelthage må veje 14-15 kg. Ikke nok med det. Man får dobbelthagen byttet til kalkunpludder. Det er åbenbart sandt, at smør er det bedste rynkemiddel, men det er kun til indvortes brug. Man kan bedømme, hvor glad jeg er for pludderet ved at se, hvordan jeg snerrer på billedet til højre.

Men efterhånden må det vel også være ok at vende tilbage til de normale kostråd igen. Det er helt grotesk, men i denne periode, hvor jeg har fået besked på at “berige” min mad med smør og piskefløde og at lade være med at fylde maven med salat og andre “energifattige” ting, i denne periode har jeg ikke kunnet udholde fede spiser. Diverse tilskud, som f.eks. et proteinpulver, man kan tilsætte forskellige former for søbemad, har fået min mave til at opføre sig som en centrifugerende vaskemaskine.

En ting er sikker: Uanset hvor mange rynker, pliséer eller folder mit nuværende og kommende vægttab efterlader mig med, så skal jeg ikke under kniven for at have dem ordnet. Bliver det helt grotesk, kan man vel bruge nogle elastikker eller nogle tøjklemmer eller noget …

PS: Hvis nogen mener, der er anvendt glansbilleder her, så er det på tide med et besøg hos optometristen.

12. juli 2010

HFFF undercover?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:59

I “Ingeniøren” kunne man for flere år siden læse en artikel om en rapport fra “Visionariet” (fed titel, men åbenbart svær at leve op til!). Ja, jeg læser ikke publikationen til hverdag, derfor er jeg en kende sent ude, beklager! I al korthed går artiklen ud på, at kun tvang og forbud vil kunne vende den såkaldte fedmeepidemi her i landet.

De visionære mener bl.a., at man bliver nødt til at regulere den mængde mad, der kommer ind over de danske grænser. Hah! Som om man ikke tager på af at indtage indenrigske produkter! Under læsningen får man halvvejs en idé om, at det hele er en joke, men så alligevel ikke. De visionære mener også, at man må tvinge nogle flere af de fede under kniven til de såkaldte fedmeoperationer. Nu, her fire år og en finanskrise senere, har de kloge så fundet ud af, at ca. 75% af de mennesker, der er blevet opereret, bliver tykke igen. De finder simpelthen ud af at småspise hele tiden. På den måde kan det lade sig gøre at tage på, selvom man har en mavesæk på størrelse med en knyttet barnehånd. Og forresten har de fleste overspisere nogle problemer, der overhovedet ikke sidder i fordøjelseskanalen!

Et andet forslag går ud på at forbyde salget af mad på tankstationer og i kiosker, for det mad, slige etablissementer sælger, er som bekendt de rene kaloriebomber. Mon de visionære har tænkt begrebet “ondets rod” ind i problemstillingen? Det har de så helt klart ikke. Det er jo ikke sådan at knækbrød og gulerødder pludselig ville blive fyldt med kalorier, bare fordi de blev solgt i en 7-11.
Frugt
De visionære taler også om at idømme folk med et upassende BMI en ekstra skat. Se, det ville gøre ondt, men mon trods alt ikke, det ville være i strid med Forskelsbehandlingsloven? Den kan man selvfølgelig bare ændre på, det skal der såmænd nok kunne skabes politisk flertal for.

Artiklen har så også et kommentarspor. Her er der et “geni”, der foreslår, at man forbyder salg af tøj over en bestemt størrelse! Så kan vi lære det, kan vi. Indtil man har opnået en autoriseret størrelse, kan man gå med røven bar, kan man! En anden kommentator har den indvending, at det vil være slemt at se på alle disse mennesker, der går rundt i tøj, der er for småt. Det er da rigtigt, så på den måde ville man pålægge hele samfundet en straf, hvilket ikke kan være helt rimeligt.

Personligt kunne jeg tænke mig at foreslå, at man forbyder fremstilling og salg af underlødige fødevarer. Så måtte man selvfølgelig genindføre en ordentlig fødevarekontrol. Der er ingen mening i regler, som ikke håndhæves. Hvis man så også fjernede momsen på frugt og grønt, så var man sikkert nået et stykke vej. Man kunne så indføre daglig motion på samtlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Det ville sikkert hjælpe et stykke hen ad vejen.

Så bør man i øvrigt, stadig efter min mening, koncentrere indsatsen omkring børnene og de meget unge. Jeg har lagt mig nogle deller til i de senere år, men jeg var altså ikke sygeligt fed som barn og ung, og uden at have studeret statistikkerne, forekommer det mig at der er mange overvægtige børn og unge nu. Det er både et helbredsmæssigt og socialt problem for dem, og det bør der gøres noget ved, men tvang og forbud mener jeg nu ikke, man kommer nogen vegne med. Motivation og opmuntring, derimod, det er nødvendigt.