Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. maj 2013

En filosofisk tilgang …

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 15:20

Det bør man nok have til livet. Ellers ender man som jeg, helt på sk******, hver gang systemet rasler med sablen. Jeg ved ikke, om den er ved at være der, men hvis den er, kunne det være noget i retning af: Hvorfor hulen skal jeg bekymre mig om, hvorvidt jeg ikke ejer en klink om 6 eller 12 måneder og må gå fra hus og hjem? Størstedelen af jordens befolkning har det problem meget tættere på, og man skulle i øvrigt være så heldig at være i live til den tid! Buh!

I en helt anden boldgade: Som man kan se andetsteds på siden, er jeg i gang med at læse S.A.K. (Søren Aabye Kierkegaard) af Joakim Garff. Jeg har haft den liggende et stykke tid og tøvet noget med at gå i gang med den. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig, at den ville være morsom, og det er den! Eksempler kommer muligvis (dette er ikke nogen trussel).

4. maj 2012

Døre

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 21:18

Der var engang et ordsprog, der lød noget i retning af:”Hver gang Gud lukker en dør, åbner h/n et vindue”. Meningen skulle vel være, at man skal forsøge at finde det positive i enhver situation. Det kan være svært nok, men det er sikkert en udmærket øvelse for dem, der har behov for den slags.

Apropos døre, så kan man godt få den tanke, at der var nogle døre, der ville være blevet lukket op i løbet af ens livstid, hvis man bare havde gidet banke på. Andre døre var bare åbne, uden at man behøvede gøre sig den ulejlighed, og nogle af dem gik man bare lige forbi uden helt at have styr på hvorfor.

Tilfældigheder? Bevidste valg? Nødvendighed? Manipulation?