Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. juni 2009

Da vi blev husejere

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 12:20

Den aktuelle finanskrise med deraf følgende boligkrise har fået mig til at tænke på dengang min mand og jeg blev husejere. Så svært som det er at få kredit nu om dage, havde vi sikkert ikke fået lov at optage lån i dag. Det var ikke fordi banken var begejstret der for 10 år siden. Med kun én indtægt var det kun et beskedent beløb, de ville lade os købe hus for. Faktisk var det sådan, at der kun var to huse i hele byen, der kunne fås for det latterlige beløb eller derunder.

Nå, men vi lod os ikke kyse, men begav os på cykler ud for at se på herlighederne. Det ene hus lå i nærheden af den blok med lejligheder, hvor vi boede den gang, så det så vi selvfølgelig på først. Huset så meget “sødt” ud ude fra. Men indefra! Der var ikke noget badeværelse. Der var et toilet uden håndvask, og det var så lille, at man måtte bakke ind. Desuden var huset så helt klart et dødsbo. Der lå halv- og kvartfærdige stramajbroderier over alt. Så var der et anneks i baghaven. Bare en stor bygning, hvis formål, man ikke kunne gætte. Haven selv var meget sumpet og i øvrigt fuld af knæhøje skvalderkål. Men billigt var det!

Men det var ikke for os. Vi kunne ikke se os selv i det hus. Det var bare for upraktisk, og der skulle laves alt for meget, før det bare kunne blive nogenlunde acceptabelt. Nogle bekendte er siden flyttet ind i nabolaget til dette hus, og de fortæller om dem, der endte med at købe huset, at manden i forholdet havde lovet, at der ville være et nyt badeværelse senest efter 6 måneder. Efter 2 år var der stadig ikke noget badeværelse, og parret blev skilt. Sådan kan det gå, når man har for store opgaver foran sig og ikke kan finde ud af at løse dem sammen.

Det andet hus, der lå indenfor den økonomiske ramme, som banken havde udstukket, lå for det første temmelig langt fra centrum, havde for det andet næsten fladt tag, noget som vi på forhånd havde sagt, at vi ikke ville binde an med, men på den anden side var vi på det tidspunkt rigtig trætte af at bo i lejlighed, så vi enedes om at give et bud på huset, og det endte med, at vi købte det:

Huset er bygget i 1960 og stort set ikke renoveret siden da, og det kom endda med nogle møbler fra “perioden”. Prisen inkluderede også en campingvogn, som ikke kunne komme på vejen igen dels på grund af en gennemtæret bundramme, dels på grund af, at vi ikke havde nogen bil, og heller ikke havde tænkt os at anskaffe en. Det mente vi bestemt ikke, vi kunne få råd til, når vi nu skulle være husejere. Efter nogle år blev vi trætte af at have campingvognen stående. Vi havde ikke brug for den som “gæsteværelse”, og den var heller ikke i en stand, hvor vi ville have været bekendt at bruge den til det. Det endte med, at vi måtte betale en produkthandler flere tusinde kroner for at afhente skrumlet. Men det var nu rart at komme af med den. De sidste år pyntede den ikke!

Måske takket være bankens oprindelige, beskedne udmelding, sidder vi i huset endnu. Så længe jeg har arbejde kan vi også blive siddende, og der er endda blevet råd til en beskeden dyt i mellemtiden. Men vi har siddet alle tilbud om omfinanciering, pauselån, flexlån og anden udnyttelse af friværdi overhørig. Det har vi det godt med nu. Vi misunder ikke de mennesker, der skal etablere sig i eget hus i dag. Vi har hørt om adskillige familier, hvor der var to voksne med arbejde, og hvor banken alligevel ikke ville give lånetilsagn til indkøb af et nok så beskedent hus.

27. januar 2009

Jeg, en gambler

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 15:29

Nej, der er ikke tale om, at jeg nu skal til at gå til bekendelse om at være ludoman. Ikke for det, jeg spiller skam på Lotto næsten hver uge men vinder desværre sjældent, og når jeg vinder, er det gerne mindre, end kuponen kostede. Jeg kan skam også finde på at købe et skrabelod i ny og næ. Hvis man aldrig spiller, er man da helt sikker på aldrig at vinde.

Nej, det handler om noget ganske andet: En gang i mine unge dage, for ca. 100 år siden, skulle jeg have et banklån. Banken gav mig lånet på den betingelse, at jeg startede en opsparing til kapitalpension. Det gjorde jeg så, og det har medført, at jeg hver evig eneste måned de sidste ca. 100 år har indbetalt 200 kr. til samme pension. Ikke et beløb, man sådan bemærker i hverdagen, men over tid bliver det da til lidt. På et tidspunkt har jeg åbenbart givet tilladelse til, at banken kunne placere disse midler i noget, de kalder puljeinvestering … Nu er der måske nogen, der kan lugte, hvor jeg vil hen.

Her til morgen, da jeg checkede min netbank, lagde jeg mærke til at beløbet i denne kapitalpension var faldet ca. 15% siden sidst, jeg checkede. Nu har jeg jo stadig indbetalt 200 kr. hver måned i den mellemliggende tid, så det er faktisk ikke så få penge, der er tale om. Ganske vist er bank-, kredit- og finanskrisen ikke gået helt hen over hovedet på mig, men jeg havde faktisk svedt ud, at jeg selv havde midler ude at svømme. Jeg må lige tilføje, at jeg før har taget – mindre – tab på den konto, men der har da som regel været overskud.

Nu har jeg skrevet til banken, at jeg ikke har råd til det der puljeinvestering mere, og jeg har bedt dem om at fortælle mig, hvilke andre muligheder, der er. Så får vi jo se, om jeg får et positivt resultat ud af det. Ellers risikerer jeg vel bare, at de en dag har tilskrevet et “negativt afkast” på over 100%, og så synes jeg i hvert fald ikke, det er sjovt mere. Det holdt faktisk allerede op med at være sjovt, da jeg opdagede, hvad der stod på bundlinjen her til morgen.

Alt det, vi sparer på at have opsagt fastnettet og lokalavisen er sat til igen, og det flere år ud i fremtiden. Så meget mere grund til at spare, kan man vel sige.

Hvis jeg endelig skal gamble, så tror jeg nok, at jeg hellere vil gøre det på danskespil.dk, der kan man da i det mindste stadig beholde illusionen om, at der er en chance for, at man vinder, selv om det nok i virkeligheden kun er en ekstra afgift på utidig optimisme, det beløb man lægger der.