Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

24. februar 2019

Syge patientforeninger

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 12:38

I disse tider, hvor man risikerer at blive ringet op af mystiske asiater, der påstår sig at være ansat hos Microsoft, og som lige vil hjælpe en med at rense en computer, eller er det snarere det eventuelle indhold af tegnedrengen, de vil hjælpe en af med? Uden tvivl. – I disse tider er der al mulig god grund til ikke at lade alle og enhver slippe igennem via telefon.

Jeg har da også for længst stillet min telefon til “forstyr ikke”. Dvs. hvis folk i forvejen står i min telefonbog, vil telefonen ringe som normalt. I alle andre tilfælde vil opkaldet havne på min opkaldsliste. Det er sådan, jeg har konstateret, at både Diabetesforeningen og Kræftens Bekæmpelse har haft ringet til mig, desuagtet, at jeg flere gange, såvel mundtligt som skriftligt, har frabedt mig deres opringninger! Jeg VIL simpelthen ikke finde mig i det, og jeg vil da slet ikke støtte foretagender med en så lav moral, at de ikke engang vil rette sig efter anvisninger fra egne medlemmer. Jeg mener, kan de ikke engang respektere, at man vil være i fred, hvad nytte kan de så gøre? Mit svar er: Ingen nytte i det hele taget. Det er bare en pengemaskine til aflønning af phonere og andet moralsk flosset folkefærd. Ergo har jeg meldt mig ud, og det vil jeg sådan set opfordre andre til også at gøre. Det er på tide, at vi tager magten tilbage over vore kommunikationsmidler.

Nu er det ikke kun de to ovennævnte foretagender, der gør sig skyldig i den slags uautoriseret brug af data. Psykiatrifonden kører adskillige kampagner, hvor de vil have folks input fx. til at gøre op med forskellige fordomme om psykisk sygdom. Et ædelt formål? Nej, det er det ikke, for det viser sig, at det egentlige formål er at indsamle telefonnumre og emailadresser, som de så kan bruge, når de vil genere folk ved at henvende sig til dem i deres fritid. Heldigvis ser jeg på FaceBook, at flere hundrede mennesker hævder, at de gerne ville have deltaget i kampagnen, men at de har undladt at gøre det, fordi de ikke vil deltage i det datafiskeri. Godt gjort! Respekt for individet! Find jer ikke i at blive forstyrret af disse syge, useriøse foretagender!