– eller et vink med en forhammer.

Som sygemeldt har jeg ikke på nogen måde været plaget af kommunen, det skal slås fast fra starten af. De kontakter, der har været, har været få og bestemt ordentlige. Først havde jeg kontakt med et team, som åbenbart beskæftiger sig med de nyligt sygemeldte, så fik jeg besked om, at jeg skulle skifte til et nyt team, og jeg fik brev fra den nye sagsbehandler. Det er flere måneder siden.

I går havde jeg så telefonisk opfølgning med den nye sagsbehandler. Hun var bestemt også sød og ordentlig, det er ikke det. Hun spurgte mig bl.a., om jeg nu var klar over, at sygedagpenge ikke er et permanent forsørgelsesgrundlag. Ja, det var jeg, men det er ikke et faktum, jeg har valgt at dvæle særlig længe ved. Jeg kan være på sygedagpenge indtil 31. oktober i år. OK så. Jeg spurgte så, hvad der sker, hvis jeg ikke er rask til den tid. Svaret var, at jeg ville kunne søge kontanthjælp. Sagen er bare den, at det vil jeg sandsynligvis ikke kunne få. Vi risikerer med andre ord at være på en meget klein indtægt fra og med november måned.

Hvad det angår at blive rask, kan jeg ikke med særlig stor optimisme i stemmen love nogen, at 1) jeg overhovedet bliver rask nok til at arbejde, 2) eller hvornår denne lykkelige begivenhed i givet fald skulle indtræffe. Hvis man siger, at man er rask uden at være det, er det vel bedrageri, kunne jeg forestille mig.

…om 2 år, 4 måneder og nogle få dage Jeg har betalt til efterløn og kan få mit efterlønsbevis, når jeg bliver 61 år, hvis jeg ellers er dagpengeberettiget til den tid. “Den tid” indtræffer om 2 år, 4 måneder og nogle få dage. Ikke særlig lang tid, men hvis man ser det i perspektivet at være i klemme mellem en sten og et hårdt sted, er det nu længe nok.

I går skete der altså ikke noget, jeg ikke vidste besked om i forvejen. Men at få sat ord på og få disse ord udtalt – højt – var nærmest nok til at få min omhyggeligt opbyggede optimisme – det skal nok gå altsammen – til at styrte i grus.