Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. marts 2013

Pudefyld eller egerntæpper?

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 15:19

Noget til de små venner?
Da jeg var ung, var det sådan, at hvis man havde begået noget mindre heldigt håndarbejde, som man ikke gad pille op, så smed man det bare over skulderen og sagde:”Pyt! Pudefyld”. Men nu har vi jo andre muligheder. Man kan lave egerntæpper, som Madame har redegjort for behovet af.

Nå, men A11 er for så vidt færdig. Jeg prøvede den på, før jeg gjorde den våd. Lad mig sige det på denne måde: Den passer godt nok, men den gør ikke noget for mig. Nu har jeg så vasket den og lagt den til tørre på nogle håndklæder, hvor jeg har anvendt noget vold for at gøre lidt ved faconen. Det kan jo være, at det hjælper, og jeg kan da altid gå med den herhjemme, når vi har en kold aften med vinden i den forkerte retning.

Alt i alt tror jeg ikke, jeg vil strikke flere trøjer. Det er næppe besværet værd. Men jeg tvivler ærlig talt på, at resultatet havde været meget bedre, hvis jeg havde ofret de knap 1000 kr på “et kit”.

28. marts 2013

Bare så fuld af løgn er jeg

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 15:58

Halvt i mål
For jeg havde jo lovet ikke at flashe min “Hovedvej A11”, før den evt. var færdig. Det er den så ikke endnu, men jeg er nået til et stadie, hvor jeg kan se, at der nok er gode muligheder for, at den bliver færdig. Jeg er nemlig færdig med at strikke på den første halvdel! Jeg kan se, at kanten har en tendens i retning af at ville flane, men den slags kan man godt komme til livs ved monteringen. Der er næsten ingen grænser for, hvad man kan klare med lunkent vand og rå vold, når det gælder ting, der er strikket i tyndt uldgarn.

Så nu er planen:

  1. Strik den anden halvdel. Husk, den skal være spejlvendt!Halv tilbage Den er jo mere end stærkt på vej. For at udnytte mit garn ordentligt uden at løbe tør, har jeg strikket på den sideløbende. Der mangler godt 50 pinde, før den er klar. Da der er en million milliard masker på dette stadie, er det 2-3 dages koncentreret arbejde, men skidt pyt!
  2. Hæft en million milliard løse ender!
  3. Undersøg det hele for halve masker. Dem har jeg desværre lavet en del af og opdaget det for sent til at kunne rette det ved at gå tilbage. Så de skal sikres ved lidt “kunstbroderi”
  4. Sy de to halvdele sammen
  5. Vask den i lunkent sæbevand
  6. Læg den til tørre, så den ikke får noget valg mht. facon og flanende kant! (Det er her, den rå vold kommer ind i billedet)
  7. Find nogle passende knapper og sy dem i

Mon ikke det kan klares på en uges tid? Sikkert, hvis der ikke er mere spændende ting at beskæftige sig med.

Om præcis en uge skal jeg igen i gastroskopi. Det glæder jeg mig ikke til. Hverken selve undersøgelsen, som føles som et kvælningsforsøg, eller resultaterne. Forhåbentlig finder de ikke noget farligt dernede, men det kan man aldrig vide.

3. februar 2013

Et mislykket par sokker

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , — Henny Stewart @ 18:25

På et tidspunkt havde jeg købt to nøgler marineblåt garn med den hensigt at strikke et par sokker til en vis herre. Jeg lagde garnet til side og glemte alt om det indtil for nylig. Jeg begyndte på strikkeriet, på fem pinde, som jo er den måde, jeg har lært det på. Jeg ser, at man holder kurser rundt omkring nu, hvor man kan lære at strikke to sokker på en gang, og det på to pinde. Bortset fra, at det må være et godt trick at vise frem, så kan jeg ikke rigtig se pointen. Men det ærgrer mig da lidt, at jeg ikke kan regne ud, hvordan man gør det,

Nå, men som sagt begyndte jeg at strikke. Jeg havde kun strikket et lille stykke rib, da jeg lagde mærke til, at det svandt voldsomt i garnet. Hurtigt kunne jeg se, at der slet ikke ville være garn nok til et par sokker. Hvad skulle man så bruge sådan et par nøgler irriterende, tykt uldgarn til?

Mens jeg har surfet på nettet, er jeg somme tider stødt på billeder af en såkaldt Mary-hue, og jeg tænkte, at jeg ville prøve at strikke sådan en. Jeg tænkte endvidere, at jeg ikke behøvede at finde en opskrift til sådan en potte, for det var, så vidt jeg kunne se, bare en pose med fem vrangriller, 4 retriller og afsluttet med indtagning. Jeg kunne sagtens tælle de fem vrangriller og de fire retriller på billederne, men jeg kunne ikke lige se, hvor mange pinde, der skulle være i hver rille. Først tænkte jeg, at det sikkert ville række med 8 pinde, men så tænkte jeg, at det ville være ærgerligt, hvis huen blev for lille eller skulle strækkes så meget ud, så vinden ville gå lige gennem arrangementet. Maskeantallet var nemt at regne ud. Strikkeprøve, mål. Mål hovede, gang, divider osv. 115 masker, skulle jeg bruge. Og nu er den færdig:
Maryhue eller pagode
Min mand mener, at den ligner noget, en Taleb i Afghanistan ville gå med. Eller evt. en sikh, der er flyttet til Grønland. Men nu var det jo også ham, der gik glip af hjemmestrikkede sokker. Jeg kan fortælle jer, at huen er meget varm. Det strikkede stof ligger nærmest dobbelt hen over ørerne. Jeg ville ganske givet have kunnet nøjes med 8-9 pinde pr. rille. Men den bliver ikke pillet op. Det har sneet udenfor i dag, og man ved heller aldrig, hvornår man får brug for en pose, man kan trække ned over hele hovedet. Hvis jeg havde lavet et par huller et passende sted, kunne det faktisk have været en elefanthue. Men det var jo ikke meningen. Det skulle jo være sådan lidt royal pagodestil. Hvis jeg nogensinde holder op med at lave te i termokande, vil den også kunne dublere som tehætte. Alt i alt et megasolidt stykke håndværk. Men bed mig ikke om at lave en til. Jeg hader at strikke i tykt garn.

Og nu har jeg også nok hovedbeklædninger. Det skulle da lige være, hvis jeg blev inviteret til fint bryllup. Men så kunne jeg nok ikke selv lave hatten. Gud ved, hvordan jeg ville se ud med en “fascinator”?

Ældre indlæg »