Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. juni 2018

Indlægget, der blev væk, den dag, jeg fik mit s!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 8:04

I går gjorde jeg to ting: Jeg gik til tandlægen, og skrev et langt, kedeligt indlæg om det, og om hvordan min tandlæge synes, at alt ser ud til at være i orden med mine bisser, mens jeg helt bogstaveligt, har tandpine nærmest hver dag, pløkkerne er ved at være helt brune, sidder hulter til bulter og er fulde af revner, og at det altsammen er noget jeg finde må mig i, specielt siden man er holdt op med at sælge den ene ting, pastillen “Stisal”, der hjalp. Det var ikke opmuntrende læsning, men hey! Det er min blog, og det er mig, der bestemmer. Til en vis grad.

Lige bestemt denne dag besluttede jeg at erhverve mit ekstra s, som i https i stedet for http. Det er helt hysterisk i mit tilfælde, hvorfor det? Se nu bare her:

  1. Jeg sælger ikke noget her
  2. Man interagerer kun med sitet, hvis man skulle have lyst til kommentere
  3. Adskillige, vigtige statssider kører stadig kun med http
  4. Hvem siger overhovedet, at det kommer til at virke?
  5. Jeg er ophøjet ligeglad med, om Google finder mig først eller sidst, faktisk checkede jeg af her til sidst, at de ikke skal inkludere mig i deres søgeresultater. Rend mig, Google

Det blev ikke gratis med det s. For at få det certifikat hos UnoEuro, skal man have en mailadresse på domænet, og for at få det, skal siden ikke ligge sammen med noget andet. Så jeg måtte først betale for at få sitet opgraderet til en selvstændig suite, så måtte jeg selv flytte alle filer, og der var det så, at den seneste backup af databasen manglede det bissede indlæg. Dernæst måtte jeg selvfølgelig betale for certifikatet, for alt det gode, det evt. måtte gøre. Resten var heldigvis bare et spørgsmål om at installere et gratis plugin, og så kører man https. Piece of cake. Kan egentlig ikke forstå, hvorfor det offentlige ikke skulle have råd til det? Man har vel haft så travlt med at give vores skattepenge væk til udenlandske svindlere i dobbelstråmandsselskaber, at der bare ikke har været tid.

16. august 2016

Lidt bagud

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 14:30

What else is new? Jeg havde tænkt mig at blogge lidt hver dag fra 15. august og en måned frem, bare sådan for at se, om der er mere i det for mig, eller rettere om jeg kan finde på mere at putte i det. Jeg sad og tænkte over, hvad jeg skulle finde på i går, da min elektroniske kalender pludselig gav en grim lyd fra sig.

Jeg skulle være hos tandlægen om 30 minutter! Jeg havde glemt alt om det. Hmm. Så havde jeg da ikke gået rundt og været ræd for det i flere dage. Det var, som det plejer at være hos tandlægen. Ikke decideret nogle huller, men en splint slået af, flere dybe lommer, der skulle renses op og observeres på, en fæl masse tandsten. Hvad er der egentlig sket med: “Hurra! Ingen huller!”???

Nå, det er altsammen collateral damage af at leve mere end 25-30 år, velsagtens.

Moi
Efter er man noget flad, og det er blevet en del lettere at få udgifterne til at slå til. Man har ændret tilskudsreglerne sådan, at folk med en lille smule paradentose skal betale lige så meget som folk, der har en masse. Nå, det skal jo til. Der er ikke andet at gøre end at betale ved kasse 1. Det hjælper ikke at spekulere eller ærgre sig.

30. september 2012

Wanudefornoed?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 8:10

I mit indlæg om mit personlige mod fik jeg vidst nævnt, at det var blevet mig bevilget, at jeg kunne få gennemført undersøgelsen i fuld bedøvelse i fremtiden. Mandagen efter pågældende undersøgelse gik jeg til lægen for at høre, hvad sygehuset havde skrevet i den del af den elektroniske patientjournal, han havde adgang til. Jeg gik derfra med et indtryk af, at jeg i en periode skulle have den samme undersøgelse hver 4-6 uge, så man kunne følge udviklingen i tilstanden, eller hvad man nu kalder sådan noget.

Ganske vist er der ikke så længe til, at der er gået 4 uger fra den dag, jeg var inde til undersøgelsen, men jeg blev alligevel noget forbavset, da jeg i går modtog meddelelse fra et andet sygehus, om at jeg – hold nu fast – skal til undersøgelser, samtaler og diverse scanninger i næste uge med henblik på operation! Nu er det jo ikke sådan at få fat på sin huslæge en lørdag formiddag, og chokket var vel ikke decideret behandlingskrævende. Havde det været det, kunne man jo være taget på skadestuen. Min overraskelse skyldes, at jeg flere gange har stillet spørgsmålet til diverse læger: Hvis I nu finder noget grimt (cancer) dernede i spiserøret/mavesækken/tolvfingertarmen, hvad er så jeres beredskab? Kan der overhovedet gøres noget ved det, andet end det jeg gør nu? (æder mavesyrepumpehæmmere). Svarene har det ligget lidt tyndt med. Hmmn og hmf, man skal jo ikke bare lade stå til, man bør vide, hvad der er i vejen. Min stiltiende hængen i bremsen, når det gælder disse undersøgelser har været: Hvorfor skal man egentlig vide besked, hvis det alligevel hverken kan eller skal behandles. Hvis jeg går med det ene ben i graven, har jeg så virkelig brug for at vide det? Vil det virkelig forbedre min livskvalitet? Jeg tror det næppe.

Men nu er ordet “operation” så pludselig på bordet i form af en ellers meget anonym indkaldelse fra et hospital. Jeg ville som sagt godt vide lidt mere om, hvordan man var kommet dertil, så what to do? Jo, nu er det jo blevet sådan, at patienter faktisk selv kan tilgå dele af den elektroniske patientjournal på nettet. Det skulle da bare mangle andet, selv om det nok aldrig bliver min yndlingslæsning. Men der stod det: Undersøgelsen sker på grund af mistanke om kræft i spiserøret. Det kan man åbenbart opereres for. Videre læsning på nettet afslører, at det er den mildeste form for kræft i spiserøret, der kan klares med operation alene. Skrappere former (der har spredt sig til lagene under slimhinden) kan evt. klares med en kombination af operation og/eller kemo/strålebehandling. Selv hvis “tilstanden” ikke kan opereres, vil man somme tider blive tilbudt en behandling der er en kombination af strålebehandling og kemo.

Vi kujoner dør som bekendt tusindvis af gange, mens de mere modige kan nøjes med en gang.

Ældre indlæg »