Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. november 2016

I 1981

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 8:55

Ja, i 1981 fejrede man 50 års jubilæum på traktorfabrikken i Kharkiv og fremstillede i den anledning dette ur:
281116
Jeg ved ikke, om det blev givet som en gave til arbejderne på fabrikken (rimeligt), kunne købes i byens souvenirbutikker (ikke særlig sandsynligt), eller blev givet som gave til pinger i kommunistpartiet (meget sandsynligt). Jeg ved bare, at jeg har købt uret på eBay. Der køber jeg faktisk de fleste af mine ure, med samt tilbehør.

Tilbehør som i nye remme og de fjederfiduser, der holder remmen fast på uret (spring bars på engelsk. Aner ikke, hvad det kan blive til på dansk). Det er måske de færreste, der køber den slags tilbehør i dag. Tendensen er nok, at hvis man går med et billigt eller måske endda et halvdyrt ur, så smider man det ud, når en eller flere dele holder op med at virke optimalt. Men hvis man køber russiske ure, kommer de som regel uden rem. Sådan har man brugt det derovre. Man købte et ur, og så kunne man vælge en rem dertil. Sandsynligvis var der hele to forskellige remme at vælge mellem! Men det passer mig udmærket, for det med at vælge den rigtige rem er en hel sport. Og så er urremme jo også et “fashion accessory”, og folk, der kender mig, ved hvor meget, jeg går op i den slags! 😉

Derfor køber jeg næsten aldrig et ur, der ikke kan bruge en standardrem. Specialremme til bestemte urmærker kan nemlig koste en hulens masse penge. De fleste ure, uanset hvor de kommer fra, skal have en rem i 14, 16, 18, 20 eller 22 mms bredde. Det vil sige, det skal de fleste af mine ure. Der findes folk, der bruger enormt store ure, nærmest på størrelse med en underkop eller en mindre parabolantenne. Sådanne ure kræver muligvis en bredere rem end 22 mm.

Jeg synes, det er lidt pudsigt, at urmagere over hele verden har enedes om, at det skal være et lige antal mm, remmene skal være. Det har de nu heller ikke helt. Faktisk har jeg et enkelt ur, der burde have haft en 19 mms rem, men der har jeg snydt og sat en på, der kun er 18 mm. Man ser det næsten ikke! De remme, der er på et ulige antal mm kommer nemlig sjældent til salg på eBay, og de er uvægerligt langt dyrere end remme af tilsvarende kvalitet, der bare er et lige antal mm. Men jeg ved godt, hvor man kan få dem, hvis det skal være. Det kan man hos UhrenBandVersand. De har alt til faget hørende i glimrende kvalitet og til rimelige, men just ikke lave priser. Der fik de en reklame, helt gratis!

I øvrigt, nu vi er ved det med remmene, smaller de fleste af dem til ud mod spændet. En 18 mms rem vil typisk være 16 mm ved spændet, og det skal man huske, når man bestiller nyt spænde til remmen. Og det gør man, hvis man er en nørd. Et guldfarvet ur skal selvfølgelig have et guldfarvet spænde, hvadenten dette spænde nu er et almindeligt spænde eller et “deployant”. Jeg har noget med sidstnævnte. Det er ikke det, som man hævder, at det skulle gøre det hurtigere at tage uret af og på – så travlt har jeg heller ikke -, det er heller ikke det, at det sikrer uret bedre, det gør det muligvis, hvis det er af god kvalitet. Det er heller ikke det, at det skåner remmen, det gør det helt sikkert. Nej, jeg kan bare godt lide dem. Der er et billede af sådan et her:Med deployant spænde

Bortset fra det, hvad gik jeg egentlig og lavede i 1981? Ja, jeg var i hvert fald ikke i Kharkiv og fejre jubilæum, det er helt sikkert!

1981 var faktisk lidt af et jubilæumsår …

I 1981 smed jeg håndklædet i ringen mht. mit første lærerjob, som var i Skagen. En dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var jeg simpelthen så nedslået, at jeg hurtigt pakkede en weekendtaske med det mest nødvendige og begav mig sydover med det første tog. I Hjørring blev jeg huset af venlige og generøse mennesker, indtil jeg havde fundet en lille lejlighed.

Jeg sagde mit job i Skagen op, selvom det blev frarådet af både fagforening og A-kasse og næsten alle, jeg kendte. Jeg kom i karantæne i fem uger og vendte i øvrigt kun tilbage til Skagen for at afhente min anbefaling på Kappelborgskolen (den var overraskende god), tømme min lejlighed og betale mine regninger.

Der kan siges meget om, hvad der egentlig gik galt deroppe, men i virkeligheden var det nok realitetschok. Jeg var simpelthen ikke forberedt på, hvor hårdt arbejdet som lærer var, eller hvor ensom, man ville blive, når man som ung, enlig, kvindelig lærer slog sig ned på et så insulært og tæt sammenkittet sted, som Skagen i hvert fald var den gang og måske stadig er.

Jeg kom dertil med nogle helt andre forventninger. Jeg havde været til Skagen Visefestival flere gange, og dengang i 70’erne var det helt forrygende. Jeg havde studeret Skagen Museum nøje og læst om Skagensmalerne og havde nok en naiv, ungdommelig, fjollet forventning om, at der stadig herskede den slags stemning deroppe. I bagklogskabens ulideligt skarpe lys kan jeg selvfølgelig sagtens se, at det nærmest skulle gå galt. Og det gjorde det. Med et brag. Jeg blev yndlingsskydeskive for nogle af de frækkeste unger og kunne næppe bevæge mig uden for en dør, uden at nogle af dem råbte efter mig, og der var ikke rigtig noget, jeg kunne stille op.

Andet end det, jeg gjorde. Og det burde jeg have gjort langt tidligere. Men det er jo nemt at være bagklog.

I hvert fald kan ingen komme og sige, at jeg ikke gjorde en indsats for at komme til at fungere som lærer deroppe. Det gjorde jeg så sandelig! Men det er meget få børn, jeg har undervist siden da. Jeg havde nogle få vikariater rundt omkring i Vendsyssel, inden jeg kom i gang med min uddannelse nummer to. Som jeg i øvrigt næsten aldrig kom til at bruge. Og så blev jeg jo indvandrerlærer. And the rest is history …

25. november 2016

Fabeldyr eller fabelfyr?

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 11:08

Fabelfyr
Da mine fedtede Tiger-farver er ved at tage slut, har jeg fundet frem til en æske Filia oliekridt. Det er da et produkt, der stort set ikke har ændret sig de sidste 60 år! Der er meget mere modstand og langt mindre pigment at gøre godt med. Men sådan har det nok også altid været. Det er nok forældrenes foretrukne at give til børn, for selv hvis ungerne går i gang med at male på tapetet, tager det relativt lang tid, inden de virkelig har ødelagt noget.

Jeg malede løs og fik den lille fyr ovenfor ud af det. Hvad er han for en én? Måske en krydsning mellem Rasmus Klump og en Gøl-trold.

Det her “krydsnings”-tema har da slet ikke noget at gøre med, at vi spændt venter på K-LA-V-regeringen. Ikke spor.

Dagens ur er fremstillet i Indien. På en statslig fabrik, HMT, Hindustan Machine Tools. De begyndte at producere ure i 1961. Alle ansatte på den første urfabrik var i lære hos Citizen i Japan i et helt år. Det blev en stor succes. På et tidspunkt var der 4 HMT urfabrikker!

Men alting får en ende. Unge indere går heller ikke med armbåndsur, og hvis de endelig gør, er det Casio G-shocks. Så HMT holdt op med at producere ure sidste år, eller det blev besluttet, at de skulle holde op. Der kommer stadig nye ure fra Indien, så det er nok deres restlagre, de bruger op. HMT ure har aldrig hørt til blandt de dyreste, for de blev lavet, så almindelige mennesker skulle have råd til at være med. De har følgelig heller ikke været af den allerbedste kvalitet. De nåede fx aldrig op på siden af forbilledet, Citizen. Det er især kvalitetskontrollen, den har været gal med. Det vil sige, at hvis man har fået et, der virker, vil det sandsynligvis blive ved med at gøre det i mange år. Til gengæld brugte man heller ikke mange penge på at udvikle design efter 60’erne, hvilket betyder, at selv nye HMT-ure er i retro-design af en eller anden slags, som er ret eftertragtet blandt urtosser nu om dage, skulle jeg hilse og sige.

Dette ur er et Janata, Folket, hindi art-deco version. Det art-deco’ede består i de vandrette linjer på skiven. Det er med almindeligt optræk, ikke noget med batterier, der løber flade, eller automatikværk, der går i skuddermudder.
251116
Ja, ja. Urene er også en rundtur i historie, kunsthistore, designhistorie osv. Det kan man jo altid kaste sig over, hvis man ikke har evner ud i at forstå og reparere/servicere urværkerne. Det har jeg ikke. Hvis jeg nærmer mig et ur med en skruetrækker i hånden, er det nærmest opskrift på fiasko.

Til gengæld skifter jeg remmene ud og sætter nogle gange “deployant”-spænde på, bare fordi jeg kan lide dem!
251116b
Jeg har bragt den lille film om HMT før, men en god gerning er værd at gentage, så her kommer den:

11. december 2013

Et nyt afsnit af det historiske tilbageblik

Filed under: Blandet — Tags: — Henny Stewart @ 6:41

Da vi alligevel bare sidder her, midt om natten og stadig er slået af Bodil og al hendes turbulens (skulle hun tage taget, kunne hun så for pokker ikke have taget det hele, eller i hvert fald det meste, for vi er nødt til at få lagt et næsten helt nyt tag. Gæt lige en gang, hvem der skal betale for at erstatte det, som Bodil ikke hentede). Hvis jeg finder på at lave et online-postkort, regner jeg med mine trofaste læseres support. Men indtil jeg får mig taget sammen til det, så kommer er et lille uddrag af et festskrift, jeg ikke fik brug for på min seneste arbejdsplads:

Det nye sted viste sig at være ”Hjørringhus”. Vældig fornemt navn, vældig fornemt hus i sin tid, sikkert, stilen er nok nærmest sådan lidt art noveau/deco. Men bortset fra det, var det i en elendig forfatning. Vi fik at vide, at vi sammen med kursisterne skulle kreere et praktisk projekt, hvor vi satte huset i en passende stand. Til det formål blev der bevilget et – lille – beløb. Jeg husker også, at vi havde besøg af en indretningsarkitekt, som forærede os et kæmpestort stykke blå hessian. Jeg ved ikke rigtig, hvad tanken med det var, men hun havde måske håbet på, at vi ville udvise mere kreativitet, end tilfældet var.

”Renoveringsprojektet” blev hurtigt kogt ned til nogle få punkter: Alting skulle have en gang hvid plasticmaling, der skulle indrettes et ekstra toilet i et tidligere spisekammer. Det gik meget godt den første uges tid. Vi malede og snakkede dansk og tegnede og forklarede. Men kursisterne begyndte at blive trætte af alt det maleri, så alt flere af dem faldt fra, lidt efter lidt. Resten af os gjorde så den erfaring, at det ikke betaler sig at købe billig plasticmaling, for det er bare vand, du slæber hjem, og der skal 3-4 lag til, bare for at skjule oldemorstapeterne så nogenlunde.

Haven skulle vi også holde. Visse genier i lærerkollegiet mente, at det var en oplagt chance for at dyrke nogle af de krydderier og andre grøntsager, som kursisterne gik og savnede. Det gik de så i gang med. Det meste mislykkedes, og jeg gentager her: Koriander, dyrket i hjørringensisk muld, smager af beskidte karklude! I forbindelse med havevedligeholdelsen kom der også noget plæneklipning ind i billedet. Desuden var der et stakit rundt om hele den store have. Det så ikke godt ud, det stakit, men da en af (de mandlige) lærerne på eget initiativ og uden at drøfte det med nogen som helst, havde bestilt stakitmaling for flere tusind kroner, udløste det et oprør. Vi havde nemlig mere brug for en skillevæg til at dele en af de herskabelige stuer op, så der kunne blive et ekstra klasseværelse.

Efterhånden, som vi begyndte at synes, at vi var klar til at undervise i huset, fik vi sendt besked rundt til kursisterne om, at nu begyndte den ”rigtige” undervisning igen. Haveprojektet blev vi nødt til at blive ved med at bruge en dag på fra tid til anden, og det gik nogenlunde, bl.a. fordi vi fik indført den tradition, at vi drak kaffe, te og spiste hjemmebagt drømmekage fra Brovst ved fyraften.

Hvad har så husmaling, kagebagning og havedyrkning, omend ikke på noget højt plan, at gøre med danskundervisning, vil mange sikkert spørge. Det har de også gjort, ikke mindst kursister. Tjah, hos mange af de personer, der dukkede op hos os var det simpelthen sådan, at de ikke havde prøvet at sidde på en skolebænk før. Ergo var der ikke de store chancer for succes, hvis man bad dem slå røv i bænk og næse i bog, selvom mange forventer, at der sker noget magisk ved en sådan proces. Det ville da være nemt, hvis det var sådan, men for store grupper af kursister var det altså sådan, at der skulle andre boller på suppen, og at disse boller lige så godt kunne være at deltage i den proces, det var at få Hjørringhus gjort lige akkurat klar til undervisningsbrug. Husk lige på, at det var et mindre beløb, vi havde at gøre med! Derfor blev det ikke til de store, gennemgående renovationer, som bl.a. foregående ejer havde ønsket, desværre. Plus, selvfølgelig, at vore samlede evner ud i renovation (lærere og kursisters tilsammen) nok lå en del under, hvad der egentlig var nødvendigt for opgaven.

Her ville det selvfølgelig have været godt med en relevant illustration. I stedet får I et billede af et armbåndsur.
11. december
PS. Min stavning og øvrige formuleringsevne har det åbenbart ikke godt midt om natten. Ergo står der et større korrekturlæsningsarbejde foran mig, når jeg så vågner op næste dag. Og selv bitchede regibemærkninger til et jubilæumsskrift, der aldrig blev brug for, har vel fortjent et eller andet sprogligt niveau. Det værste ved korrekturlæsning er, at det er meget nemmere at skrive forfra. Og så kan jeg læse korrektur på det. Og så er vi lige vidt. Øv, altså, mine øjne funker ikke ordentligt mere. Lige så snart tagmanden har fået sit, må jeg se, om der kan blive noget til brillemanden, for jeg har vist bevist, at der er behov.