Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

30. august 2016

Sleepless in Hjørring

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 4:32

Ja, som der står i overskriften. Søvnløs i Hjørring. Det sker sjældent, efterhånden, og jeg er ved at lære, at det ikke er jordens undergang at ligge søvnløs. Når man ikke skal op før kl. l*rt, eller til nogen fast tid i det hele taget, kan man bare bruge tiden til noget fornuftigt, snakke med en kat, se TV, læse eller gøre lige præcis, hvad man måtte have lyst til.

Hvis jeg er fast besluttet på, at jeg absolut skal sove, har jeg stadig sovepiller i huset, men jeg rækker ikke automatisk ud efter dem mere. Dels virker de ikke specielt godt på mig, og dels kaster de alligevel slagskygger over den følgende dag, også mere trælse end den træthed, der følger af at have fået for lidt søvn.

Jeg har ikke taget nogen sovetabletter i et par måneder, og det har ikke givet de store vanskeligheder at holde op. Det er kun i tilfælde som netop nu, at jeg kunne føle mig fristet. Jeg har fået at vide, fra pålidelig kilde, at man ikke er afhængig, hvis man bare kan stoppe i nogle uger. Derfor ville det heller ikke være specielt “farligt” for mig, hvis jeg skulle beslutte mig til at tage en sovepille, når jeg en sjælden gang ikke kan sove, lige præcis når det passer mig. Men jeg kan også blive stædig, og nu vil jeg saftsuseme ikke tage en!

Måske skulle jeg bare tage og meditere lidt sammen med katten, for han synes ikke at have besvær med at sove. Selvfølgelig vågner han op med det vuns, hvis hans “lillebror” kommer ind med et eller andet halvdødt dyr, men det er ikke sket endnu.
Kat
Der er ingen problemer med søvnen der, og det har der ikke været i timevis. Hvis det ikke var fordi jeg kan se, han trækker vejret, kunne jeg mistænke ham for at være død.

Gud ved, om man kan falde i søvn, mens man er midt i at skrive et blogindlæg? Jeg ved af personlig erfaring, at man godt kan falde i søvn, mens man læser et blogindlæg. Eller næsten, for normalt er blogindlæg ikke helt lange nok til at falde i søvn over.

Nå, hvad skal man finde på? Jeg kunne selvfølgelig give mig til at støvsuge hele hytten, men det ville jeg blive upopulær på hos samme hyttes anden tobenede beboer. De firbenede kan heller ikke lide støvsugeren, men det er lige meget, hvad tid på døgnet det er. Jeg kan se TV uden at genere nogen, bare jeg ikke skruer for højt op for det. Hvis vi antager, at jeg stadig godt kunne tænke mig at falde i søvn i nat, må jeg bare sørge for, at det ikke er for interessant, det jeg ser i fjernsynet, for så holder det mig bare vågen. Nå, det burde være temmelig let at finde sådan noget TV. Jeg kunne også finde en bog, men det er normalt ikke så god en idé, for hvis bogen er god, holder den mig helt sikkert vågen, og hvis den ikke er, kan jeg simpelt hen ikke tvinge mig selv til at læse den. Livet er for kort til kedelige bøger!

Nå, jeg tror, jeg stopper her. Man kan jo blive træt af sit eget ordskvalder. Træt? Måske har jeg løst søvnløshedens gåde. ZZZZZzzzzz….

15. juli 2010

ABC i ord og billeder, runde 3: N

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , , , — Henny Stewart @ 21:58

Vi er nu nået til N i bogstavlegen, og siden det er midt i feriesæsonen og jeg sådan set bor midt i ferielandet, så skal N hos mig denne gang simpelt hen stå for Nordjylland:
Nordjylland

Hvis vi tager collagens billeder i læseretningen, så godt det nu går, så forestiller det første billede “husmorstranden” ved Hirtshals. Derefter kommer et billede, hvor man ser Hirtshals fyr, og under det er der en lille fiskeskulptur, også fra Hirtshals. Så kommer en detalje fra en fiskerbåd på stranden i Løkken. På næste billede ser man Rubjerg Knude Fyr i det fjerne. Under fiskerbåden og fyret er der et gadebillede fra Lønstrup. Først i næste række har vi en bunker fra Hirtshals, færgen fra Kristianssand og Hirtshals Fyr igen. Nedenunder kommer der et kig ud over klinten ved Maarup. Derunder ser vi udsigtstårnet ved Bellevue i Hjørring Bjerge. Det store billede derefter er fra Skagen Havn. Herefter kommer der et billede af Villa Vest i Lønstrup og Sømærket i Løkken. Så er der et billede af en fiskekutter, der er på vej i land i Løkken. Endelig er der et billede af en hel masse mennesker, der går ud til Skagens Gren. Ja, det var vist det hele. Der er en vis tendens til, at jeg holder mig til vestkysten, den kender jeg bedst og synes bedst om.

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på til bogstav N, kan du besøge ABC-bloggen.

Update: Jeg har fået en klage :-), over at billederne er for små. Derfor har jeg lavet denne side, hvor de enkelte billeder er klikbare.

18. juni 2010

Dyrskue i Hjørring

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 21:36

Så blev det igen tid til Hjørring Dyrskue. Vejret var noget bedre end sidste år. Tørvejr, høj sol, men en noget kraftig blæst. Nå ja, man kan jo ikke få alt. I det mindste var der ikke for varmt. Men den blæst var lidt for skrap for mikrofonen på mit minikamera:

Dyrskuets arrangører er virkelig vågnet op til det faktum, at det ikke længere kun er landmænd, der besøger det. Der var masser af indslag, der var interessante for byboere også. F.eks. den franske rytter, Jean-Marc Imbert, der red “ungarsk post” (ca. 2½ minut inde i ovenstående YouTube-indslag). Det var ret fantastisk at se, hvordan han kontrollerede hestene med sin stemme og håndtegn og intet andet. Et flot syn, som jeg håber, man kan få et indtryk af, selv om mit kamera ikke er så meget bevendt i zoom.
dyrskue
Men selv om de har fundet på nye ting, var der selvfølgelig stadig alt det andet, der hører til: Smukke dyr, husflid, madbazar, landbrugsmaskiner og stande med reklamer for alverdens ting. Og en masse smældende flag, ikke at forglemme.

Ældre indlæg »