Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

12. august 2012

Kinesisk forbandelse

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 11:27

Det siges, at en kinesisk forbandelse lyder:”Måtte du leve i interessante tider!”. Interessant skal nok her forstås som det modsatte af “tryg”, “sikker” etc. På den måde lever vi nok alle i interessante tider.

Uden at jeg skal gå hen og blive alt for politisk, så er det meget “interessant” for mig og mange andre, at “den danske model” for, hvordan arbejdsmarkedets parter organiserer sig, står for skud, og hvordan politikere fra f.eks. partiet Venstre stiller sig op og frimodigt erklærer, at de godt kunne tænke sig at forbyde fagforeningerne at blokere virksomheder, der ikke vil tegne overenskomst. I samme åndedrag synes jeg også, at det er “interessant”, at alle journalisterne kun kan finde ud af at spørge 3f’erne, hvorfor de blokerer Restaurant Vejlegården, når den nu har overenskomst, ganske vist med en gul fagforening. Det spørgsmål er ikke det rigtige. Det rigtige ville være at finde frem til en hel masse andre arbejdspladser, hvor der overhovedet ikke er overenskomst, og så spørge de fagforeninger, der burde have overenskomst der, hvorfor de ikke har det, og hvorfor i givet fald, de ikke blokerer netop den arbejdsplads. De spørgsmål bliver ikke stillet.

På det personlige plan lever jeg også i interessante tider. Nu har jeg ikke været arbejdsløs i snart 28 år, og i alle disse år har jeg betalt til A-kassen, og i en hel del af årene har jeg også betalt til en tillægsforsikring, så det ville vel ikke være verdens største ulykke, om jeg skulle hæve dagpenge et stykke tid. Men hvem ved, det kunne da også være, at jeg kunne være så svineheldig at finde en tjans et eller andet sted, så jeg helt kunne slippe for at være arbejdsløs. Men i den forbindelse vil jeg nu godt nok sige, at det er bedre, at sådan en som jeg er arbejdsløs, end at et ungt menneske er det. Jeg ville såmænd ikke lave så meget ballade. Jeg kan godt finde ud af at sidde i et hjørne og læse i nogle bøger eller fedte lidt med nogle andre interesser. Men unge mennesker bliver frustrerede, bitre og rastløse, hvis de ikke kommer til fadet. Det var vel også på den baggrund, at man i sin tid indførte den efterløn, som man nu er på vej til at afskaffe igen, og som man i den forbindelse har bestemt, at f.eks. jeg skal vente et år ekstra på.

Ja, vi lever i interessante tider ….

Det er således ikke på grund af kedsomhed, at denne blog så sjældent opdateres. Det er snarere det modsatte. Til de læsere, der hænger på trods den relative tørke: Af hjertet tak!

27. november 2011

Storm

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 22:21

Når man nu sidder her og kan høre stormen udenfor og håber, at det bliver udenfor – det lyder, som om den har fat i taget sommetider – så kan man jo finde på at tænde for fjernsynet for at blive lidt adspredt eller evt. høre, hvordan det går andre steder og om der er nogen, der har nogle idéer om, hvornår stormhelvedet evt. kunne tænkes at være forbi.

Således kan man komme til at sidde og se TV-avis på DR1. Her kan man så høre, at politiet flere steder i landet fraråder, at folk går ud, idet der er flyvende tagsten, afbrækkede grene og andre undslupne rundholter i atmosfæren i aften. Fornuftigt råd, skulle jeg mene. Så er det bare, at jeg gerne vil vide, hvorfor vi skal se journalister fra DR stå ude i stormen med bølger bag sig, vildt dårlig lyd, fordi der storm i mikrofonen, bortblæst hentehår og generelt fortrukne ansigter på grund af uvejrets hærgen på journalistens person? Har DR for mange journalister, og forsøger de på denne lidet elegante måde at skaffe sig af med nogle af dem?

For mig er det dybt idiotisk. Jeg ved godt, at der er storm og behøver altså ikke at se en næsten vækblæst journalist for at fatte situationens alvor.

PS: 7-9-13 vores tag ligger stadig, hvor det skal.