Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

28. november 2016

I 1981

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 8:55

Ja, i 1981 fejrede man 50 års jubilæum på traktorfabrikken i Kharkiv og fremstillede i den anledning dette ur:
281116
Jeg ved ikke, om det blev givet som en gave til arbejderne på fabrikken (rimeligt), kunne købes i byens souvenirbutikker (ikke særlig sandsynligt), eller blev givet som gave til pinger i kommunistpartiet (meget sandsynligt). Jeg ved bare, at jeg har købt uret på eBay. Der køber jeg faktisk de fleste af mine ure, med samt tilbehør.

Tilbehør som i nye remme og de fjederfiduser, der holder remmen fast på uret (spring bars på engelsk. Aner ikke, hvad det kan blive til på dansk). Det er måske de færreste, der køber den slags tilbehør i dag. Tendensen er nok, at hvis man går med et billigt eller måske endda et halvdyrt ur, så smider man det ud, når en eller flere dele holder op med at virke optimalt. Men hvis man køber russiske ure, kommer de som regel uden rem. Sådan har man brugt det derovre. Man købte et ur, og så kunne man vælge en rem dertil. Sandsynligvis var der hele to forskellige remme at vælge mellem! Men det passer mig udmærket, for det med at vælge den rigtige rem er en hel sport. Og så er urremme jo også et “fashion accessory”, og folk, der kender mig, ved hvor meget, jeg går op i den slags! 😉

Derfor køber jeg næsten aldrig et ur, der ikke kan bruge en standardrem. Specialremme til bestemte urmærker kan nemlig koste en hulens masse penge. De fleste ure, uanset hvor de kommer fra, skal have en rem i 14, 16, 18, 20 eller 22 mms bredde. Det vil sige, det skal de fleste af mine ure. Der findes folk, der bruger enormt store ure, nærmest på størrelse med en underkop eller en mindre parabolantenne. Sådanne ure kræver muligvis en bredere rem end 22 mm.

Jeg synes, det er lidt pudsigt, at urmagere over hele verden har enedes om, at det skal være et lige antal mm, remmene skal være. Det har de nu heller ikke helt. Faktisk har jeg et enkelt ur, der burde have haft en 19 mms rem, men der har jeg snydt og sat en på, der kun er 18 mm. Man ser det næsten ikke! De remme, der er på et ulige antal mm kommer nemlig sjældent til salg på eBay, og de er uvægerligt langt dyrere end remme af tilsvarende kvalitet, der bare er et lige antal mm. Men jeg ved godt, hvor man kan få dem, hvis det skal være. Det kan man hos UhrenBandVersand. De har alt til faget hørende i glimrende kvalitet og til rimelige, men just ikke lave priser. Der fik de en reklame, helt gratis!

I øvrigt, nu vi er ved det med remmene, smaller de fleste af dem til ud mod spændet. En 18 mms rem vil typisk være 16 mm ved spændet, og det skal man huske, når man bestiller nyt spænde til remmen. Og det gør man, hvis man er en nørd. Et guldfarvet ur skal selvfølgelig have et guldfarvet spænde, hvadenten dette spænde nu er et almindeligt spænde eller et “deployant”. Jeg har noget med sidstnævnte. Det er ikke det, som man hævder, at det skulle gøre det hurtigere at tage uret af og på – så travlt har jeg heller ikke -, det er heller ikke det, at det sikrer uret bedre, det gør det muligvis, hvis det er af god kvalitet. Det er heller ikke det, at det skåner remmen, det gør det helt sikkert. Nej, jeg kan bare godt lide dem. Der er et billede af sådan et her:Med deployant spænde

Bortset fra det, hvad gik jeg egentlig og lavede i 1981? Ja, jeg var i hvert fald ikke i Kharkiv og fejre jubilæum, det er helt sikkert!

1981 var faktisk lidt af et jubilæumsår …

I 1981 smed jeg håndklædet i ringen mht. mit første lærerjob, som var i Skagen. En dag, da jeg kom hjem fra arbejde, var jeg simpelthen så nedslået, at jeg hurtigt pakkede en weekendtaske med det mest nødvendige og begav mig sydover med det første tog. I Hjørring blev jeg huset af venlige og generøse mennesker, indtil jeg havde fundet en lille lejlighed.

Jeg sagde mit job i Skagen op, selvom det blev frarådet af både fagforening og A-kasse og næsten alle, jeg kendte. Jeg kom i karantæne i fem uger og vendte i øvrigt kun tilbage til Skagen for at afhente min anbefaling på Kappelborgskolen (den var overraskende god), tømme min lejlighed og betale mine regninger.

Der kan siges meget om, hvad der egentlig gik galt deroppe, men i virkeligheden var det nok realitetschok. Jeg var simpelthen ikke forberedt på, hvor hårdt arbejdet som lærer var, eller hvor ensom, man ville blive, når man som ung, enlig, kvindelig lærer slog sig ned på et så insulært og tæt sammenkittet sted, som Skagen i hvert fald var den gang og måske stadig er.

Jeg kom dertil med nogle helt andre forventninger. Jeg havde været til Skagen Visefestival flere gange, og dengang i 70’erne var det helt forrygende. Jeg havde studeret Skagen Museum nøje og læst om Skagensmalerne og havde nok en naiv, ungdommelig, fjollet forventning om, at der stadig herskede den slags stemning deroppe. I bagklogskabens ulideligt skarpe lys kan jeg selvfølgelig sagtens se, at det nærmest skulle gå galt. Og det gjorde det. Med et brag. Jeg blev yndlingsskydeskive for nogle af de frækkeste unger og kunne næppe bevæge mig uden for en dør, uden at nogle af dem råbte efter mig, og der var ikke rigtig noget, jeg kunne stille op.

Andet end det, jeg gjorde. Og det burde jeg have gjort langt tidligere. Men det er jo nemt at være bagklog.

I hvert fald kan ingen komme og sige, at jeg ikke gjorde en indsats for at komme til at fungere som lærer deroppe. Det gjorde jeg så sandelig! Men det er meget få børn, jeg har undervist siden da. Jeg havde nogle få vikariater rundt omkring i Vendsyssel, inden jeg kom i gang med min uddannelse nummer to. Som jeg i øvrigt næsten aldrig kom til at bruge. Og så blev jeg jo indvandrerlærer. And the rest is history …

12. december 2013

Det der med selfier, ikke sandt?

Filed under: Blandet — Tags: , , , — Henny Stewart @ 23:39

Det er altså ikke noget nyt! Her er en, jeg lavede for godt 40 år siden. Det var vist for at fejre min første, selvstændige adresse. Der var tale om et usselt kvisthummer uden adgang til køkken og bad, men derimod med fælles lokum på gangen. Til gengæld boede bedste inde ved siden af, og det kom nok til at gå ganske hårdt ud over hendes køleskab, at hun sådan havde fået mig til nabo. Nå, men til selfien:
Ung mig
Vægdekorationerne var, som man ser, eklektiske: Dels en gengivelse af en frise fra Tut-Ank-Amons grav, dels en stor Nuserplakat, dels en “brass-rubbing” af en eller anden helgen fra Berkshire. Du kan lige tage og google det der “brass-rubbing”.
Nu om stunder er det jo noget nemmere at få en skarp selfie, idet apparaterne er skabt til at lave selfier med. Så her kommer der en fra i dag. I dag var der åbenbart heller ikke noget at grine af:
Mig nu
Grinet har jeg faktisk langt fra disse dage. Af alle de dårlige nyheder jeg har fået i løbet af mit liv, jeg nævner lige i flæng: Samlever, der ikke kunne vælge mig over flasken, fyring, kræftdiagnose, smerter og andre følger af det foregående osv. synes jeg selv, at jeg har taget dem i en rimeligt stiv arm, bare jeg kunne få lov til at brokke mig lidt (eller meget) ind i mellem, men det her med taget har faktisk trukket vand. I litervis. Jeg har bare ikke kunne tage/magte det. Grænsen var nået, kamelens ryg blev brækket, cliche-lageret blev næsten tømt. Det var bare FOR MEGET.

Således opmuntret kan vi vel gå videre til næste afsnit af det jubilæumsskrift, der ikke blev brug for ved mit 25-års jubilæum, som ikke blev holdt, enten fordi man ikke syntes, jeg havde fortjent det, eller fordi man regnede mig med til det mindre præsentable inventar.

I denne periode foregik der også noget uddannelse af personalet. Vi skulle jo have den amtslige godkendelse efter skema K! Og det var meget vigtigt! Det var for mit vedkommende en tre-fire gange á 5-7 dage. Meget af det var relevant, andet var ikke. F.eks. den eftermiddag, hvor læreren gennemgik de to lærebøger, der på det tidspunkt var på markedet, og som vi alle havde undervist efter i fra 12 til 18 måneder og dermed kunne udenad, den kunne jeg personligt godt have undværet. Men hvad, afslapning og det at føle sig fremme i skoene er jo ikke at foragte!

Da vi jo var en satellit i en kæmpestor amtskommunal skole, var der også fællesarrangementer for hele personalet. Nogle af dem mere uforglemmelige end andre. F.eks. var vi 2 dage på herregården ”Gammel Vrå”. Det husker jeg som en særdeles fornøjelig oplevelse. Teambuilding kunne man have kaldt det, hvis det ord havde været opfundet den gang. Der var givetvis også et fagligt indhold, men der må seniliteten have sat ind. Jeg husker ikke en bønne. Derimod husker jeg stadig den arabiske tolk, der sprang i svømmepølen, iført sin fine, fodside dragt med tilhørende hæklet hue. Et syn for Guder. Eller den kollega, der tog bukserne af, før han sprang i og derved afslørede, at han bar strømpebukser. Til at dø af grin af. Hvad er egentlig forskellen på ”Et syn for Guder” og ”Til at dø af grin over”? Det må vel egentlig afhænge af ens religiøse tilbøjeligheder.

Tilbage på den lille satellit i Hjørring fortsatte tilstrømningen af kursister. Stadig hovedsagelig x’ere og y’ere. Der kom flere lærere, nogle kom langvejs fra og blev kun i en kortere periode, andre var ”udlånt” til os i kortere eller længere perioder.

Efter et par år, måske lidt mere, kunne vi ikke længere blive i Hjørringhus. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Men i hvert fald flyttede vi til et hus i Dronningensgade. VUC havde lokaler i det samme hus, så derfor fik vi også nogle lokaler i det tidligere lægehus i Kongensgade 9. Det delte vi i begyndelsen med Specialskolen for voksne. Vores kursister var glade for at se deres og omvendt, så det gik udmærket.

Det næste afsnit i denne serie kommer til at handle lidt mere om undervisningsmaterialer fra stenalderen, men så er serien altså også snart ved at løbe tør. Denne skribent har hverken kræfter eller tilbøjelighed til at beskrive den videre udvikling op til nutiden, hvor hun jo så er hægtet af, og det endda nok ikke midlertidigt. Jeg skulle jo også bare lave et jubilæumsskrift, og selv om sådan nogle godt må være længere end blogindlæg, så er der dog grænser. Man skal ikke overbelaste den genre heller.

Da jeg mangler en god og informativ illustration her, bringer jeg i stedet et billede af et armbåndsur. Det er ikke så pænt, men det er et af dem, der er lige så gamle som jeg selv, og hvis man bare har tikket af sted i 59 år, ser man altså ikke videre glamourøs ud.
12. december
Lige en sidste ting om selfier: Jeg synes principielt ikke, man skal lave dem til begravelser. Det er en anelse usmageligt. På den anden side, hvis man er til en mindehøjtidelighed på et kæmpestort sportsstadion med salg af hatte, t-shirts, hot-dogs samt buh-råb til uønskede talere mm., så er det vel knap så slemt? Ikke totalt god stil, men vel næppe heller den helt store forbrydelse. At den “gode” Cameron så bagefter skal score billige points for at have stillet sig til rådighed for et medlem af Kinnockfamilien, det ærgrer mig til gengæld. Meget.

25. oktober 2009

Havde nær glemt det…

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 18:13

Men så kom jeg lige til at rode lidt med bloggens arkiver, og så kan jeg se, at bloggen minsandten har fødselsdag i dag! Yeah. 1 år er den blevet. Jeg har andre blogs, der er betydeligt ældre, men ingen, som jeg jævnligt har opdateret gennem et helt år. De andre blogs er jeg bare blevet træt af. Så jeg hejser lige flaget:

143 indlæg er det blevet til, 834 godkendte kommentarer (mange tak for dem), 176 spamkommentarer siden 1/4-09 (da jeg installerede akismet) og 404 tags. Hvor mange unikke besøgende? Ja, det er straks værre, for det opgøres forskelligt, alt efter hvilken statistik, jeg kigger på, men omkring 11 tusind i år er ikke det halve galt.

Nu får vi se, hvad der sker næste år. Måske kunne jeg tænke mig at opdatere lidt tiere, men somme tider er der en del andet, der kræver opmærksomhed og kræver den først. Så vi får ganske enkelt se!