Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

18. juni 2010

Dyrskue i Hjørring

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , , — Henny Stewart @ 21:36

Så blev det igen tid til Hjørring Dyrskue. Vejret var noget bedre end sidste år. Tørvejr, høj sol, men en noget kraftig blæst. Nå ja, man kan jo ikke få alt. I det mindste var der ikke for varmt. Men den blæst var lidt for skrap for mikrofonen på mit minikamera:

Dyrskuets arrangører er virkelig vågnet op til det faktum, at det ikke længere kun er landmænd, der besøger det. Der var masser af indslag, der var interessante for byboere også. F.eks. den franske rytter, Jean-Marc Imbert, der red “ungarsk post” (ca. 2½ minut inde i ovenstående YouTube-indslag). Det var ret fantastisk at se, hvordan han kontrollerede hestene med sin stemme og håndtegn og intet andet. Et flot syn, som jeg håber, man kan få et indtryk af, selv om mit kamera ikke er så meget bevendt i zoom.
dyrskue
Men selv om de har fundet på nye ting, var der selvfølgelig stadig alt det andet, der hører til: Smukke dyr, husflid, madbazar, landbrugsmaskiner og stande med reklamer for alverdens ting. Og en masse smældende flag, ikke at forglemme.

19. juni 2009

A Whole Lot of Bull…

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 12:02

Ja, det er måske nok sædvanligvis ikke et pænt udtryk, men i dette tilfælde synes jeg nok, det kan forsvares:

Det enorme dyr stod såmænd bare tålmodigt og stille i den silende regn og ventede på at blive trukket ind i ringen og bedømt sammen med de andre tyre. Jeg synes, det er et kolossalt flot dyr. Og bag ved stod der 3-4 mere, næsten mage til. Første del af vores ekskursion var nær regnet bort. Især, da vi stod og ventede på bussen, var der mange af model druknet mus, og desværre var ikke alle lige fornuftigt klædt på. Undertegnede blandt dem. Det viser sig, at min nye regnjakke ikke er helt vandtæt. Surt. Til gengæld havde jeg sandaler på. Så kunne mudderet heldigvis hurtigt løbe ud.

I en anden ring bedømte de køer. Jeg ved ikke rigtig, hvad kursisterne fik ud af dommernes dybt personlige kommentarer. Men jeg er forberedt på, at nogle af dem i næste uge vil spørge, hvad “pæn patteplacering” og “skævt bagyver” betyder.

Kort tid efter, at vi var ankommet til dyrskuepladsen, stilnede regnen så nogenlunde af, så vi kunne komme rundt og se alle dyrene og landbrugsmaskinerne. Jeg er selv født og opvokset på landet, men der har i den mellemliggende tid været en næsten ufattelig udvikling. Landbrug i dag har ikke meget med det landbrug, jeg husker fra barndommen, at gøre. Der var maskiner på dyrskuet, som jeg faktisk ikke aner, hvad man bruger til.

Traditionen tro var der også tivoli på pladsen. Denne gang med pariserhjul. Jeg tror ikke, jeg har set sådan et i et rejsende tivoli før, men det er måske mig, der ikke kommer så meget ud? Op i det skulle jeg i hvert fald på ingen måde!

Der var masser af skoleklasser og børnehaver på pladsen. Mange af klasserne havde iført sig farvestrålende t-shirts oven over regntøjet. God idé, så kan man altid finde sammen med nogle af sine egne i mylderet.  Andre havde ens hatte, der kunne tjene det samme formål. Nogle af hattene så faktisk hjemmelavede ud, så jeg spekulerede på, om børnene måske havde lavet dem i håndarbejde. Godt tænkt, synes jeg. Vi har ikke de samme bekymringer om at holde styr på vores kursister, da de jo er voksne, der kan passe på sig selv.

Der var gjort meget ud af børnene. Der var et aktivitetshjørne, hvor børnene kunne få lov at arbejde i en smedje, de kunne prøve at kærne smør, de kunne lave lerting, filtbolde og mange andre ting. Så var der selvfølgelig også en udstilling af dyr fra 4h medlemmer. Blandt andet nogle fantastisk flotte høns af racen “Rød Orpington”. Der var også en hel masse kaniner. Endelig var der selvfølgelig telte med smagsprøver af alle mulige lækre, økologiske produkter, og stande, hvor forskellige virksomheder fortalte om deres produkter og havde konkurrencer, man kunne deltage i, og nogle af dem gav kaffe og rundstykker.

Alt i alt var det en interessant formiddag. Jeg håber, at kursisterne syntes det samme.

Resten af billederne kan man se her: