Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

23. juli 2014

Nem at have med at gøre

Filed under: Blandet — Tags: , , — Henny Stewart @ 22:54

Det er jeg vist ikke. Efterhånden som den planlagte forbedring af korpusset skrider frem, skal der ske noget her i domicilet. Det har længe lignet noget, der var løgn, og nu har jeg i mange dage knoklet med at rydde op og rydde ud, for ikke at tale om at muge ud. Uden at det kan ses endnu, men på et tidspunkt må der for hulen da komme bund i skidtet.

Som det før er antydet i disse spalter, er vi ikke altid 100% enige om, hvad der har herlighedsværdi og hvad der ikke har her i huset. Efter endnu en diskussion om dette, fik jeg at vide, at jeg var noget nemmere at have med at gøre, da jeg sov 23 timer i døgnet. Tough shit, sagde jeg bare, og så drog jeg ellers til staden for at købe hyldepapir. Jo, jo, det fås skam stadig. Hos Søstrene Grene. Det hedder bare bogomslag nu. Da jeg var barn, pakkede vi skolebøgerne ind i hyldepapir, så det går lige o-p op.
Rutebilstationen
Uden for Rutebilstationen er der et stort egetræ. Det er dejligt at sidde i skyggen under det, mens man venter på bussen. Samtidig kan man kigge over på Hjørrings nyeste betonklodser. Der er sikkert en udmærket udsigt fra disse lejligheder, især fra de øverste. Problemet er bare, at vi andre er nødt til at kigge på dem. Altså, jeg er ikke mindre begejstret for modernismen end andre gennemsnitseuropæere, men det kan også overdrives. Ingen af de førende modernister havde kedsomhed og ensformighed som en obligatorisk del af konceptet, lige så lidt som de var fortalere for at bygge noget, der overhovedet ikke passer til det andet, man har i en by. Men det er hvad vi har fået her. Lige midt i byen.

Det noget trætte busanlæg i forgrunden vil snart genopstå på den anden side af Parallelvej i en ny og forbedret skikkelse. Dog vil det næppe være muligt at flytte egetræet med. Her, på den gamle rutebilstations busterminals grund skal der opføres et kultur-teater-musik-oplevelseshus, af onde tunger allerede døbt “Boeltsminde” efter den nuværende borgmester. Nå, det er vist ikke kun den slunkne kommunekasse, der skal betale for herlighederne. Storkapitalen har vist også doneret noget. Så kom ikke og sig, at der aldrig sker noget i Hjørring!
Eg
I mellemtiden er vi stadig nogen, der bor så oldnordisk, at vi er nødt til at bruge hyldepapir. Fred være med det!

17. januar 2010

ABC i ord og billeder: Q

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 14:22

Idet jeg nok vagt er klar over, at jeg deler vilkår med resten af befolkningen, vil jeg alligevel bruge bogstav Q til at beklage mig. Jeg synes nemlig, at livet består af en lang række Don Quijoteske kampe lige for tiden. Jeg mener, knap har man jaget manden ud for at skovle sneen væk fra fortovet, før det kolde, hvide skidt trimler ned fra himlen igen eller kommer fygende ovre fra naboens.
Gravet frem af det kolde, hvide skidt
Alting tager dobbelt så lang tid, som det burde. F.eks. her forleden, hvor det igen var blevet tid til den årlige service på Stoffer og Olga, tog det næsten en halv time at nå frem til Dyrehospitalet. De stakkels middere sad bag i bilen, i hver sin transportkasse og sang “dyrlægesangen” dobbelt så længe, som de ellers ville have været nødt til. Med katastrofale konsekvenser for Stoffer. Han kom til at lægge en gang cigarer i bunden af sin kasse. Dyrlægen tog det nu pænt, men sikke en fornedrelse for en stolt og fornem huskat som Stoffer! Jeg tror ikke, han har glemt det endnu.
Forstoppet trafikåre
Forresten oplevede jeg noget mærkeligt: Jeg tog begge katte ind i venteværelset, mens manden parkerede vores køretøj. I venteværelset var der to store hunde, som “snakkede” sammen, i al fredsommelighed, altså. Men det fik mine medbragte dyr til at holde inde med “dyrlægesangen”, helt og aldeles. Jeg tror faktisk, at de lige i nogle få minutter var godt tilfredse med at være lukket inde i en kasse. Selv Stoffer, cigarer and all.

Nå, men bortset fra det, var alt ved det gamle. Kattedyrene fejler intet, men de har det lidt for godt. Især Olga, der stadig er på den F-E-D-E side. Men det ville altså også være en anstrengelse af Don Quijoteske dimensioner, hvis man skulle sætte hende på kur. Men stadigvæk, hun er i stand til at hoppe fra jorden og op på taget i et hug, så helt dårlig form er hun nu ikke i.

Arbejdslivet kræver også sit. Jeg er nu på aftenundervisning to dage om ugen og dagundervisning de andre 3. Heldigvis er det flinke og dygtige folk, så det hjælper lidt på det. Men foråret kan ikke komme for tidligt. Denne årstid har faktisk ingen forsonende momenter i min optik. Jeg mener stadig, at det eneste fornuftige ville være at lukke landet i december, januar og februar og så drage sydpå til varmere himmelstrøg, måske ned og se, hvor den gode Don kæmpede mod vindmøllerne. Her er der faktisk ikke ret meget ved at være!

Hvis du vil se, hvad andre har fundet på til bogstav Q, kan du klikke her: