Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

7. juli 2009

Endelig!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 12:22

Det regner! Det var også på tide. Nu håber jeg bare, det varer ved et stykke tid, så haven kan blive godt blødt igennem. Kattene kan også lige pludselig huske, hvor de bor. De har ellers nærmest kun været inde for at spise de senere dage. De er kommet ind senere og senere og har forlangt at komme ud igen tidligere og tidligere. Men så snart regnen startede, var der to middere, der vidste, hvor de hørte til.

1. maj 2009

Aftensol og høj haleføring

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 20:25

Kattene ville så gerne ud her til aften. Normalt holder vi dem inde fra sen eftermiddag til næste morgen. Vi vil nemlig ikke have, at de render rundt udenfor om natten. Så kan de være natdyr, så meget de vil. Statistikkerne taler deres tydelige sprog om, hvornår det er farligst at være en mis udenfor. Men vejret var så helt vidunderligt og lyset så fint, så jeg gav mig og gik ud sammen med dem. Jeg havde selvfølgelig kameraet med. Stoffer gad godt posere:


Jeg synes næsten, man kan se, hvor godmodig han er. Der er ikke ondt skabt i ham. Og så alligevel … Fra den anden side kom Olga spadserende. Hun ville også være med i vores “photo-op”:


Hun er ikke helt så godmodig som Stoffer. Hun har en vis tendens til at ville bestemme. Hun er en anelse trefarvet, og folk, der ved besked, mener at trefarvede katte er mere “bossy” end andre. Når jeg kigger på billedet her, kan jeg godt se, at hendes haleføring er meget høj. Måske også for høj, for før jeg vidste af det, var Stoffer blevet sur på hende og den vilde jagt gik:


Jeg havde troet, at jeg skulle have endnu et billede af Olga, lidt tættere på, men i stedet fik jeg altså dette håndgribelige bevis på, at Stoffer måske ikke er helt så godmodig, som jeg gik og troede. Hvis det ikke fremgår af billedet, så tog pokker ved Stoffer, og han jagtede Olga et langt stykke. Nå, som regel er de nu rigtig gode venner. Men den mokke til Olga skal altså ikke komme for godt i gang, så får hun at vide, hvem der var her først!