Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

19. december 2012

God nyhed

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , — Henny Stewart @ 12:37

Jeg var lige ovre og sige farvel til kollegerne her til formiddag. Afdelingen lukker jo, og der er sidste arbejdsdag i morgen. Der var også noget med nogle nøgler, der skulle afleveres, nogle hylder og nogle skabe, der skulle tømmes. Det blev gjort, håber jeg. Det var selvfølgelig lidt vemodigt, men nu har det været en vedtagen sag i lang tid.

Da jeg kom hjem, havde posten været der. Der var ikke nogen julekort, men det er jo ikke så underligt, idet jeg ikke selv sender nogle. Men der var noget meget bedre, nemlig dette brev fra Aalborg Sygehus:
God nyhed
Se, det var et godt brev og en rigtig god nyhed.

11. december 2012

Ulidelig lethed?

Filed under: Min kræftsygdom — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 23:09

Lad mig bare slå fast, at overskriften til dette blogindlæg ikke er en rigtig litterær reference, idet jeg ikke har læst “Tilværelsens ulidelige lethed”. Da nu det er på plads, må jeg hellere gå over til den egentlige grund. Lige efter, at jeg har fortalt, at dette indlæg også handler om sygdom, som så mange før det. Jeg skulle møde til kontrolbesøg på sygehuset i dag kl. 10.30. Pænt sent, så vi nåede lige at få solopgangen med på vejen:
Solopgang ved motorvejen
Nå, men efter lidt ventetid kom jeg så ind for at tale med en læge, om hvordan det er gået. Jeg tegner og fortæller, prøver så vidt muligt at fremstille mine symptomer og iagttagelser på en nøgtern måde og afslutter med at sige, at jeg synes, det er lidt træls, at jeg skal gå til kontrol hos to forskellige afdelinger, idet jeg jo stadig kun er én patient, der har fået én ting lavet. Nå, men det kan lægen i hvert fald godt hjælpe mig med: Han siger, at jeg jo har det godt nok, og derfor behøver jeg ikke gå til kontrol hos den anden afdeling mere. Dog skal jeg lige gå ind og få taget det røntgenbillede af min brystkasse på vej ud. OK. Godt så, det skal han da ikke have utak for.

Men der slutter historien så ikke. Lægen begynder at kigge i journalen og mumle noget om, at det jo er ved at være for sent, hvis det skal give nogen mening, idet det er næsten 2 måneder siden, jeg blev opereret. OG HVAD for en ting er ved at være for sent? – får jeg klemt ud. Jo, han kan læse i journalen, at man “kun” havde forventet at finde overfladisk kræft i mit spiserør, men af det materiale de tog ud under operationen, kunne de se, at der faktisk også var cancer i det næste lag væv under slimhinderne … Det er det første, jeg hører noget om det, og det i et tonefald, som når man fortæller, at man gerne vil have minimælk i kaffen. Det, der evt. var ved at være for sent, var at “tilbyde” mig kemoterapi for at være helt sikker osv. Jeg har tidligere, af andre læger, fået at vide, at jeg hverken skulle have kemoterapi eller stråler, idet man var helt sikker på, at man havde fået al cancer med ud.

Dagens læge kigger videre i papirerne og siger, at han lige skal diskutere det på lægekonferencen og så vil han give mig besked. Jeg spurgte så, om jeg ikke skulle scannes, så man kunne se, om jeg har mere kræft eller hvad. Nej, det tilbyder man ikke, for hvis der er mere, er løbet kørt mht. operation og det, der så er tilbage er kemo som livsforlængende behandling. Her knækkede min film. Kemo er gift, og jeg har ikke lyst til at indtage gift uden at vide, om det er strengt nødvendigt. Jeg ved selvfølgelig godt, at lægen snakker med mange kræftpatienter, og at det på den måde bliver hverdag for ham. Men jeg er altså stadigvæk “kun” mig, og en cancerdiagnose og den efterfølgende behandling er en voldsom ting for mig. Med andre ord er jeg altså ikke bare en pakke, der er hoppet op på et samlebånd, selv om behandlingsforløbene nu omtales som “pakker”. Det er sikkert en udmærket ting, fordi man på den måde kan få den bedste praksis implementeret hver gang, man skal bare lige huske, at det er individer, der får disse “pakker”.

Men selv om man nu har checket alle punkter på listen, kan jeg helt sikkert sige, at jeg aldrig bliver det samme menneske igen, og at jeg slet ikke har fundet mig tilrette i den “nye Henny” endnu. Jeg er stadig meget optaget af at prøve at finde mig tilrette i mit eget skind, og det går ikke lige nemt hver dag. Bl.a. fordi jeg har smerter, har svært ved at vænne mig til den nye måde at spise på, har svært ved at acceptere, at jeg bliver så træt så hurtigt osv. osv. Så er det jeg mener, at lige meget hvor mange kræftpatienter man ser hver dag, og lige meget hvor meget værre end mig flere af dem utvivlsomt har det, så kunne man godt tale lidt mere seriøst, se det menneske man har foran sig, og ikke indskyde ord som “kemoterapi” i en tilfældigt henkastet sidebemærkning, bare fordi det nu er en mulighed på en eller anden checkliste. Jeg savnede med andre ord, at man så mig som et helt menneske i dag. Det må for pokker da også efterhånden være almindelig kendt, hvor stor en rolle, det psykiske spiller for patienter af alle slags. Jeg mener, vi er jo mennesker, ikke maskiner, der har sendt nogle defekte dele til reparation hos en fancy blikkenslager!

I sammenligning hermed var det ikke noget særligt at få at vide, at siden de kom til at fjerne min milt ved operationen, skal jeg altid have et kort på mig, der fortæller dette, og jeg skal altid have en penicillinkur i huset, i fald jeg skulle gå hen og få mere end 38,5 i feber, samt at jeg skal vaccineres mod lungebetændelse hellere i dag end i morgen.

Hvis du hang på så længe, skal du have tak. Jeg tror, jeg skriver dette mest for selv at få det ud af systemet. Nu får vi se, om det lykkedes.

12. oktober 2012

Onsdagens begivenheder

Spoiler & advarsel: Sygdom, grafiske detaljer:

Der er noget galt, når man begynder at føle sig hjemme på et sygehus, har jeg ladet mig fortælle. Så i den retning kan jeg berolige mine hypotetiske læsere. Aalborg Sygehus Syd er kæmpestort, og jeg kan overhovedet ikke finde rundt på det. Det er også lidt som et isbjerg, idet mange af de mere “interessante” funktioner befinder sig under jorden. Bl.a. en såkaldt accelerator. Hmm. Mon man ku’ få en tur i den? Det kunne godt gøres behov somme tider, sådan at komme lidt op i omdrejninger. Men det kan den vist ikke bruges til.

Det var ellers nær gået i vasken med den tur til Aalborg. Jeg skulle møde kl. 7.15. Derfor stod jeg op kl. 5 og stolprede ud under bruseren i halvsøvne. Derfor glemte jeg at lægge min skridsikre måtte i badekarret (vi bor i et gammeldags hus, hvor man tager brusebad i badekarret. Det var moderne i 60’rne, og jeg satser på, at det bliver det igen. Jeg synes alting er så retro for tiden.) Nå, men idet jeg faldt, huggede jeg min knytnæve ned i snavsetøjskurven, der stod lige ved siden af. Hvis den kurv nu havde været stopfuld, hvilket den som oftest er, var der ikke sket noget. Men denne gang var den tom, så jeg faldt og fik flere blå mærker på benene. Men hvad, de står så fint til alle de blå mærker, jeg efterhånden har på armene, fra diverse forsøg på at tage blodprøver og lægge drop til bedøvelse.
Blå mærker
Flotte, ikke? I næste uge går de nok mere over i grønt eller gult. Men det er nu altså også sådan, at jeg får blå mærker, bare der er nogen, der taler hårdt til mig. Men for pokker da, hvor kan man komme til at se mishandlet ud!

Ved denne lejlighed havde mine blodårer nemlig trukket sig tilbage, så jeg nærmest følte mig som en nålepude, inden de endelig fandt en åre, der kunne bruges. Sjovt nok gik en af sygeplejerskerne ud for at finde en ultralydsscanner, fordi det var så svært at se mine blodårer. Umiddelbart efter, at hun var gået ud af døren, lykkedes det at få droppet sat i min venstre hånd, hvilket vist var den oprindelige plan. Men skidt nu med det. Hovedsagen var, at jeg blev bedøvet. Ellers kunne jeg desværre ikke have deltaget i festen. Som før sagt, så er jeg enormt pylret, og det er ikke noget, man sådan bare kan lægge fra sig. Og lad mig bare sige det på denne måde: At blive stukket i en 7-8 gange er det rene ingenting i forhold til at skulle sluge et endoskop. Der er dem, der ikke er enige i dette, men de har nu aldrig kunnet overbevise mig.

Men efter, at jeg endelig blev bedøvet, fik jeg så en gastroskopi og ultralydscanning (igen – igen). Før jeg blev bedøvet, var der en meget venlig læge, der tog mig i hånden og sagde, at de havde fundet en lille bitte smule kræft i mit spiserør, men heldigvis ikke i lymfekirtler, lever, eller andre organer uden for spiserør/mavesæk. Det beroligede mig en hel del, og jeg havde måske i min naivitet forestillet mig, at der sad en lille grøn eller lilla celle dernede, som de lige kunne børste væk, når de nu alligevel var der dernede.

Sådan kom det ikke til at gå, desværre. Det viser sig, at de nederste 10 cm af mit spiserør har så mange celler, der ikke burde være der, eller på anden vis ser “mistænkelige” ud. De er potentielt forstadier til kræft, og så fandt de jo også nogle celler, der må betegnes som kræftceller. Jeg blev klar over, at der er tale om en glidende skala. Først kan en celle sidde et forkert sted, så kan den vokse i en forkert facon, eller give sig til at dele sig hurtigere, end den burde. Et eller andet sted på den skala begynder man at tale om kræft.

Derfor er hospitalets tilbud, at jeg kan få fjernet den nederste del af spiserøret og den øverste del af mavesækken, hvorefter man vil sy resterne sammen igen. Det er ikke nogen helt lille operation, idet man skal have en thorax-kirurg til at save sig gennem brystbenet, så gastro-folkene kan komme til. Når de er færdige, skal brystbenet sys sammen med ståltråd. Som man nok vil kunne forestille sig, er det noget, der vil gøre gevaldigt nas, med mindre man får virkelig god smertebehandling. Desuden skal man ikke regne med at kunne spise sovs og kartofler lige med det samme. Den står på sondemad i starten, senere skal man have råd af en diætist, om hvad man kan forsøge sig med af flydende eller blød kost. Lyder vanvittigt spændende, ikke? Men efter et stykke tid skulle man altså kunne komme tilbage til en eller anden form for normalt liv igen, hvad det så vil sige.

Operationen skal selvfølgelig planlægges og passes ind i alt det andet arbejde, de har på sygehuset, men den vil komme til at foregå indenfor de næste 2-3 uger. Jeg skal være indlagt et par uger efter på grund af det med smertebehandlingen og sondemaden osv.

Lægen lagde vægt på, at når de tilbyder mig denne operation, så er det fordi, de mener, jeg kan blive fuldstændig rask igen. Naturligvis er der også forskellige risici ved sådan et foretagende, men hvis man holder det op mod en langstrakt, pinefuld kræftdød, så er der ikke så meget at snakke om. Foreløbig mener man ikke engang, at det vil blive nødvendigt med stråleterapi eller kemo, men det kan man selvfølgelig ikke garantere. Men man har stadig lov til at håbe, at man trods alt har været lidt heldig.

Hvis der er ansats til humor i dette indlæg, er det galgenhumor. Jeg har med vilje ikke brugt nogle smileys denne gang!