Log ind | Hverken fyrre, fed eller færdig!

20. juli 2010

Undskyld!

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , — Henny Stewart @ 12:49

Nu er det ikke, fordi jeg mener at skylde nogen undskyldninger væk lige pt. Næh, det er nærmere begrebet i sig selv, jeg vil se på.

For nogle år siden begyndte visse politikere at undskylde på vegne af for længst afdøde forgængere, som havde forbrudt sig mod folkeretten, god tone eller noget andet. Jeg er med på, at meningen sikkert har været god nok, men for mig er det meningsløst. Hvordan kan man bede om undskyldning for noget, man ikke selv har lod eller del i? Jeg mener ikke, man kan.

Nu senest er det alle de ulykkelige mennesker, der blev tvangssteriliseret på Åndsvageforsorgens institutioner helt frem til 1969, der skal have en undskyldning. Jo, hvis de kunne få den fra dem, der faktisk bærer ansvaret for beslutningen, så kunne der vel være en vis mening i det, selv om det ikke kan gøre dåden ugjort.

Men at den nuværende regering eller det nuværende Folketing skal undskylde, det er, mener jeg, at føje spot til skade. Skal vores nuværende magthavere melde ud, at de finder fremgangsmåden med tvangssterilisering modbydelig, forkastelig og på enhver måde uacceptabel? Ja, til enhver tid. Men undskylde? Nej, for pokker da. Det ville kun være med til at udhule undskyldningens betydning yderligere.

11. maj 2010

Lidt af hvert

Filed under: Blandet — Tags: , , , , , , — Henny Stewart @ 17:33

Ja, jeg tænker bare lidt højt, ikke? Når noget går en på i omgangen med andre mennesker, skal man huske på, hvor muligheden for forandringer ligger. Den ligger hos en selv, og sandsynligvis ingen andre steder. Selvfølgelig kan man med Lucy fra Radiserne stille sig op og propagandere for, at verden bør gøres til et bedre sted for en selv at være, men sådan spiller klaveret som regel ikke.

Lidt af noget andet:
Noget af det bedste ved at blive ældre er, at man i stadig stigende grad bliver ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om en. Der vil selvfølgelig, går jeg ud fra, være mennesker, hvis mening man vil blive ved med at respektere eller ligefrem sætte pris på, men hvad alle mulige tilfældige mennesker måtte mene om ens livstil, udseende, vaner mm. bliver mere og mere ligegyldigt. Rent bortset fra, at alternativet til at blive ældre ikke rigtig er til at bære, så er det da dejligt, at der er gode ting ved det. Og som en, der er lidt længere nede af den vej, siger: Hvis man alligevel ikke skulle være ligeglad med, hvad de mener, så glemmer man det i hvert fald i løbet af slet ingen tid …

Lidt af noget tredje:
Sæt nu, at der udspiller sig en slags e-mailskænderi mellem to personer, der bilder sig ind at kende hinanden godt. Det starter måske med en gemen misforståelse, som ingen af de to er i stand til at rede ud. Det eskalererer over et par døgn, hvor begge overskrider grænserne for pæn opførsel og ordentlig tone. Det kan man jo komme til, selv i de bedre familier. Sæt så, at den ene part offentliggør den sidste, ganske grænseoverskridende mail som en kommentar på sin blog. Sæt nu, at det ligesom var gået til på den måde. Det eneste, den intetanende offentlighed får at se, er et særdeles betændt skrift, som man jo ikke godt kan forsvare på nogen måde. Kunne man ikke i sådan et tilfælde sige, at der var fejl på begge sider?

Til sidst: Min langtidshukommelse fejler ikke noget. Da jeg gik i fjerde klasse, var der to toneangivende piger i min klasse. Til de fleste tider var de rigtig gode venner, men somme tider var de ikke. Og så tvang de os andre ind i deres konflikt. Dem, der holder med XXX, skal række hånden op nu! Dem, der holder med YYY, skal række hånden op nu! Hold kæft, hvor var det ubehageligt at være med til, men den gang var jeg ikke i stand til at sige fra.

Hvis alt det ovenstående virker fuldstændig mystisk for dig, er det ikke dig, der er noget i vejen med. Du skal bare tage det helt roligt!

Her er der et billede af mit mirabelletræ, der blomstrer for tiden:
Mirabelleblomst

8. januar 2009

Om at være krænket

Filed under: Blandet — Tags: , — Henny Stewart @ 21:53

På DR kunne man i går se en udsendelse om nabostridigheder. Det var det sædvanlige: Et sæt naboer hadede hinanden så meget, så de næsten ikke kunne tale rent. Årsag: Det var noget med en hæk, der blev klippet længere ned, end den anden nabo syntes var passende. En medvirkende ekspert, vist nok en antropolog, udtalte mange kloge ord, heriblandt, at det jo sjældent er det konkrete problem, der er den egentlige årsag til stridighederne og hadet. Det er derimod en følelse af personlig krænkethed, som de enkelte naboer forsøger at få oprejsning for ved at beklage sig over naboen og få denne til at makke ret.

Mens jeg så programmet kom jeg til at tænke på, at det nok i grunden forholder sig på samme måde med de mærkværdige “diskussioner” man kan geråde ud i med andre mennesker i sin hverdag. Man starter måske med at stille noget, som man selv opfatter som et uskyldigt spørgsmål, og får et mærkeligt svar, som man ikke rigtigt forstår. Så spørger man måske videre, indtil der sker en eller anden art eksplosion hos den anden part. Man bliver så klar over, at man, uden at ville det eller vide det, er kommet til at træde på en eller anden øm tå. Man har med andre ord krænket den anden person, eller den anden person føler sig krænket. Efterfølgende må man så finde sig i, at den anden person skal have oprejsning for denne – indbildte – krænkelse.

Så er det jeg godt kunne tænke mig at vide, om jeg virkelig skal føle mig ansvarlig for enhver krænkelse, som andre mennesker, af deres egne subjektive grunde, der ikke har noget med mig eller nærværende diskussion at gøre, oplever på grund af noget, jeg har spurgt om eller observeret? Mit eget umiddelbare svar er, at det skal jeg ikke. Folk må også nogen gange selv tage ansvar for deres ømme storetæer.